Cheflæge til Psykiatrien Syd, Region Sjælland Med base i smukke omgivelser i Vordingborg får du det overordnede ledelsesansvar for det vigtige arbejde, som Psykiatrien Syd udfører for psykisk syge patienter, der skal tilbage til et godt liv.

Dette job er udløbet

Vi tilbyder en arbejdsplads, der er gennemsyret af, at det handler om mennesker, der har det svært, og som fortjener bedre. Det er derfor, at vores arbejde både er vigtigt og meningsgivende. Vi arbejder fokuseret for, at patienterne oplever behandling på deres præmisser, og at de er i centrum for deres eget patientforløb. Vi arbejder i et større geografisk område dækkende Guldborgsund, Lolland, Næstved og Vordingborg kommuner.

Vi tilbyder et godt makkerskab med den kompetente chefsygeplejerske, og sammen får I muligheden for at stå i spidsen for kvaliteten af den daglige drift blandt vores ca. 450 medarbejdere. Psykiatrien Syd er en mangfoldig arbejdsplads, hvor vi med stor fleksibilitet er dygtige til at finde kreative og stærke løsninger på driftsmæssige udfordringer. Det er vigtigt at få flere speciallæger og sygeplejersker ombord i vores afdeling.

Vi tilbyder dig også en arbejdsplads med mange engagerede og erfarne kræfter, som har masser af mod på at bidrage til den fortsatte kvalitetsudvikling af arbejdet og en struktureret klinisk tilgang. Vi sætter pris på en ligeværdig tværfaglig tilgang, uanset om vi er læger, sygeplejersker, psykologer, specialpsykologer, social- og sundhedsassistenter, pædagoger, diætister, fysio- og ergoterapeuter eller administrativt personale. Stabsenheden i Psykiatrien Syd hjælper dig og chefsygeplejersken med det administrative og praktiske i hverdagen. Du vil referere til Psykiatriledelsen og indgå i et tæt kollegaskab med de øvrige cheflæger i Psykiatrien.

Afdelingen har overordnet set gode resultater i forhold til behandlings- og udredningsretten, patientinddragelse og reduktion af anvendelsen af tvang med fortsat mulighed for udvikling. Det samme gælder samarbejdet mellem senge- hhv. ambulante afsnit og med regionens øvrige sygehuse, kommuner og praktiserende læger, så patienterne sikres sammenhængende patientforløb. Vi ser frem til i efteråret at fortsætte udviklingen af en målrettet tilgang til recovery.

Det, vi forventer af dig

Du er synlig, tilstedeværende og sætter en tydelig faglig retning for, hvordan vi skaber en endnu bedre psykiatri. Vi søger en cheflæge, der trives med at sætte retning for en høj faglig standard og sikrer, at den også føres ud i livet. Du skal derfor være god i relationerne, så hele organisationen følger dig med høj trivsel og faglighed.

Vi vil også byde dit gode humør, høje energi niveau og smittende engagement velkommen – også når der er travlt, eller når problemerne hober sig op. Du forventes at sætte dig i spidsen for en klar struktur og praksis, et højt kompetenceniveau og sammenhængende patientforløb – uanset om det gælder inde- og udefunktionerne eller det eksterne samarbejde. Derigennem tror vi på, at vi sammen kan give den bedste behandling til vores patienter. Ligesom vi sætter patienterne i centrum, så skal du kunne prioritere din tid, så du også har den nødvendige indsigt i medarbejdernes rammer og vilkår for at lykkes.

Du er speciallæge i psykiatri, har ledelseserfaring fra psykiatrien og gerne lederuddannelse, hvilket dog ikke er et krav. Du skal også have erfaringer med og motivation for en god blanding af strategiske opgaver og dag-til-dag driftsopgaver. Det er centralt, at du har konkrete ideer og erfaringer til vores løbende opgave med at rekruttere, fastholde og udvikle de næste generationers psykiatere.

Yderligere information

Tiltrædelse pr. 1. oktober 2022. Løn- og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger – hertil forhandling af individuelle tillæg i forhold til kandidatens personlige og faglige kvalifikationer. Ansøgning og CV uploades senest den 8. august 2022.

Vil du vide mere, kan du kontakte Mercuri Urval; Joy Torpdahl på telefon +45 5044 1646. Du er også velkommen til at kontakte lægefaglig vicedirektør Søren Bredkjær på telefon +45 40 33 02 27 eller chefsygeplejerske Mia Hesselberg på telefon +45 5151 2314. Du bør også læse job- og profilbeskrivelsen.

Psykiatrien som arbejdsplads
I Psykiatrien Region Sjælland kan du gøre en forskel for hele mennesket. Vi skaber håb, vilje og lyst til livet. Du gør en meningsfuld forskel, når du vælger at arbejde i Psykiatrien. Gør karriere i Psykiatrien, hvis du vil redde mere end liv. Se mere på Jobipsykiatrien.dk – og læs om udviklingsmuligheder, karriereveje og alt det andet som er rart at vide, når man søger nyt job.

Om Psykiatrien
Psykiatrien Region Sjælland er en behandlingspsykiatri, der består af en række sengeafsnit og ambulante enheder rundt omkring i regionen. Vi varetager psykiatrisk udredning og behandling samt akutforpligtelsen i Region Sjælland.

Vi udvikler og formidler en bred vifte af psykiatriske tilbud til regionens borgere, og vi har en anonym rådgivning, som er åben for alle, der har behov for viden eller sparring om psykisk sygdom. Vi forsker bredt med inddragelse af både patienter og pårørende. Vi ser det som en vigtig opgave at uddanne fremtidens medarbejdere, så vi varetager også en stor uddannelsesopgave.