Autoriseret psykolog til Team for Personlighedsforstyrrelser – Regionspsykiatrien Gødstrup Er du kompetent og velfunderet inden for psykiatri og psykoterapi og vil du indgå i et engageret team, så er det måske dig, vi søger?

Dette job er udløbet

Regionspsykiatrien Gødstrup søger en dygtig og engageret autoriseret psykolog med kompetencer inden for Mentaliseringsbaseret terapi og EMDR til Team for Personlighedsforstyrrelser med tiltrædelse den 1. oktober 2022 eller efter aftale. Stillingen er som udgangspunkt en fast fuldtidsstilling på 37 timer med arbejdssted i Gødstrup.

Vi tilbyder:
– Spændende arbejdsopgaver på en dynamisk arbejdsplads med høj faglighed, engagement, højt til loftet og fokus på trivsel
– Introduktionsprogram og mentorordning, herunder introduktion til teamet
– Fokus på faglig kvalitet og kompetenceudvikling med årlige temadage, udviklingsdage, mulighed for kurser og på sigt efteruddannelse
– Kompetente kolleger som støtter hinanden i hverdagen og har lyst til sparring, samarbejde og udvikling
– Mono- og tværfaglig supervision
– Tilbud om psykologfagligt forum
– Mulighed for tilrettelæggelse af egen arbejdstid med planlagte hjemmearbejdsdage
– Gratis parkering og fri kaffe ordning

Team for Personlighedsforstyrrelser består af 6 psykologer (hvor du bliver den 7), 2 terapeuter med sygeplejefaglig baggrund, speciallæge, specialpsykolog, koordinator, udviklingssygeplejerske og et sekretærteam. Vi ser os selv som et fagligt stærkt team, der aldrig mangler nuancer eller engagement, og som konstant er i udvikling. Metodisk tilbyder vi i klinikken behandling med Mentaliseringsbaseret terapi (MBT).

Regionspsykiatrien Gødstrups ambulante enhed består – ud over Team for Personlighedsforstyrrelser – af 7 teams på voksenområdet. De øvrige teams varetager udredning af psykiske lidelser, retspsykiatri, behandling af psykoselidelser, affektive lidelser, ældrepsykiatri, opmærksomhedsforstyrrelser samt selvmordsforebyggelse.
I behandlingen respekteres og bidrager alle faggrupper med hver deres kompetencer, ligeligt i samarbejdet om at give vores patienter, som er karakteriseret ved lavt funktionsniveau og høj lidelsesgrad, den allerbedste behandling.

Dine primære opgaver bliver:
– Varetage individuel- og gruppeterapi med afsæt i MBT
 Varetage fin-diagnostik ift. personlighedsforstyrrelse med SCID-5
 I mindre grad varetage udredningsopgaver, herunder udredning af psykopatologi og differentialdiagnostik med udredningsredskaber som fx. PSE, SCQ og DIVA-5 samt varetage psykologiske undersøgelser med tests som fx. WAIS-IV
 Deltage i tværfaglige konferencer, tavle- og klinikmøder samt supervision
 Journalisering efter Styrelsen for Patientsikkerheds reviderede retningslinjer

Din profil:
– Autorisation, gerne specialist i psykoterapi
– Kompetencer og interesse for Mentaliseringsbaseret terapi, EMDR/traumebehandling og mennesker med personlighedsforstyrrelser
– Evner at opretholde et højt patient flow, hvor målgruppebeskrivelser, ydelser og overholdelse af udrednings- og behandlingsretten har stort fokus
– Evner at arbejde både selvstændigt og i team samt kan prioritere arbejdsopgaver
– Fagligt nysgerrig, engageret og ansvarlig
– Udviser stabilitet, fleksibilitet og effektivitet i opgaveløsningen
– Ønsker at være med til at bidrage til et godt arbejdsmiljø
– Kan se sig selv i vores rammer i Gødstrup, hvor der er fælleskontor og booking til rum
– IT kendskab. Vi bruger Elektronisk Patient Journal (EPJ) og Outlook

Yderligere information:
Har du brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte oversygeplejersker Helle Lange på tlf. 2115 4288 eller Heidi Schmidt tlf. 2463 3701.

Du kan også læse mere i funktionsbeskrivelsen her.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgningen skal være os i hænde senest den 21. august 2022.
Ansættelsessamtaler forventes afvikles den 25. august 2022.

Psykiatrien i Region Midtjylland
Psykiatrien i Region Midtjylland er fordelt på otte psykiatriske afdelinger for voksne, børn og unge med ca. 3200 ansatte, hvor Regionspsykiatrien Gødstrup er en af disse. I Region Midtjylland tilstræber vi høj faglighed, tværfaglig sparring og forskningsbaseret faglig behandling, når vi modtager mere end 250.000 ambulante besøg og behandler over 30.000 patienter årligt.

Regionspsykiatrien Gødstrup varetager udredning og behandling af alle voksenpsykiatriske lidelser, primært i den vestlige del af Region Midtjylland.  Vi er ca. 350 medarbejdere, og vi behandler ca. 5.000 borgere om året. Vi behandler primært borgere i den vestlige del af Region Midtjylland, langt de fleste ambulant. Der er 67 sengepladser i afdelingen.

Psykiatriens vision er “bedre behandling og længere liv til flere med psykisk sygdom – på patientens præmisser”. Vi tror på, at mennesker med psykisk sygdom er vigtige medspillere i egen behandling, og at den enkelte patient skal inddrages i størst muligt omfang.

Gødstrup er placeret godt syv kilometer vest for Herning centrum. Den midtjyske by byder på et rigt kulturliv med spændende musik-, teater- og museumsoplevelser, ligesom mulighederne inden for idræt og motion også er mange. Infrastrukturen i området er veludviklet med bl.a. Århus-motorvejen, som giver en køretid til Århus på knap en time.

Du kan læse mere om Regionspsykiatrien Gødstrup her.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.