Afdelingslæge til Hjertesygdomme HEV, Gødstrup En stilling som afdelingslæge ved Hjertesygdomme HEV, Gødstrup er ledig til besættelse.

Dette job er udløbet

Vi søger en kollega for hvem høj faglig standard og fortsat faglig udvikling er vigtigt, hvor teamwork, tværfaglighed, ansvarlighed, læring og forskning følges ad og giver optimale patientforløb.

I Hjertesygdomme lægger vi vægt på at deles om opgaverne så den enkelte speciallæge både varetager og kan udvikle sig i dybden indenfor et afgrænset område, men også tager del i de fælles opgaver indenfor den almene kardiologi/intern medicin. Vi har i afdelingen et konstant fokus på personlig udvikling, både fagligt og ledelsesmæssigt, og vi er indenfor rammerne og mulighederne parate til at se på og tage hensyn til dine særlige fagspecifikke ønsker og interesse-områder.

Vi skal til februar/marts flytte til det nye Akuthospital i Gødstrup. De nye rammer giver spændende muligheder for faglig udvikling og organisering af afdelingen – et godt lægeliv og høj faglig standard.
Vi forventer at du kan og vil bidrage til den faglige udvikling af afdelingen i samarbejde med alle de andre personalegrupper, og udviser fleksibilitet i den daglige opgaveløsning.
Til gengæld vil afdelingen være fleksibel med at tilrettellægge et arbejdsliv der tilgodeser individuelle behov.

Du skal være med til at styrke og udbrede den stærke læringskultur og forskningsaktivitet, som gror på hospitalet og i Hjertesygdomme, herunder udnytte de fantastiske nye faciliterer i NIDO|danmark.
September 2021 fik afdelingens forskningsafsnit status af Universitetsklinik.

Mulighed for at pendle
Med motorvejsafkørsel lige udenfor sygehuset i Gødstrup er der under 1 times kørsel til både Århus og Vejle!

Om kardiologien
Den kardiologiske funktion i Hospitalsenheden Vest blev i januar 2017 udskilt til en selvstændig afdeling.
Aktuelt er vi på afdelingen 9 overlæger og 5 afdelingslæger. Der er 5 HU-forløb i kardiologi tilknyttet afdelingen.
I Gødstrup er der sengeafsnit/deldøgnsafsnit med plads til 27+5 patienter, hvor modtagelsen af de visiterede akutte hjertepatienter er samlet. Derudover er der en stor ambulant funktion opdelt i gren-specialer indenfor hjertesvigt, hjerteklapsygdom, iskæmi, trombokardiologi, arrytmi, arvelige hjertesygdomme, lipidsygdomme og hjerterehabilitering.
Der er invasiv kardiologisk funktion i Gødstrup, hvor Hjertelaboratoriet, som ligger sammen med Hjerteklinikken er bestykket med to rum til pacemaker implantation. Desuden er der et billeddiagnostisk center til både Hjerte-CT, nuclearkardiologiske undersøgelser samt  Hjerte-MR, og med tæt samarbejde med radiologisk og nuklearmedicinsk afdeling.

I Center for Sundhed i Holstebro er der en hjerteklinik med ambulant aktivitet indenfor afgrænsede områder.

Vagt
I Hjertesygdomme er der 2 vagtlag i tilstedeværelsesvagt. Forvagten består af introduktionslæger og læger i HU-stilling. Bagvagten består af speciallæger og læger i slutningen af kardiologi HU-stilling.
Til stillingen hører deltagelse i den kardiologiske bagvagt, samt deltagelse i weekend-stuegangen.

Lægelige kvalifikationer
Det forventes, at ansøger har dokumenterede kompetencer indenfor det kardiologiske forsknings- og udviklingsarbejde, indenfor det uddannelsesmæssige område, og kan dokumentere bred og aktuel faglig efteruddannelse.
Ansøger bør i ansøgningen forholde sig til speciallægens 7 roller, jf. Region Midtjyllands ”Retningslinjer for faglig bedømmelse af ansøgere til speciallægestillinger”, og bør i videst mulig omfang dokumentere kvalifikationer indenfor disse områder. Den faglige bedømmelse vil ske på baggrund af ansøgers oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de 7 kompetenceområder.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst indenfor området, indgået mellem Danske Regioner og Foreningen af Yngre Læger/Speciallæger.
Stillingerne er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse.
Ansættelse vil være betinget af tilfredsstillende børneattest.

Flere oplysninger
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Troels Niemann på tlf.nr. 30709012.

Ansøgningsfrist
Du kan søge jobbet online på www.ofir.dk ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV.

Ansøgningen skal være os i hænde seneste den 20. februar 2022.

Stillings- og funkionsbeskrivelse

Søg stillingen via “søg job”-knappen.