Afdelingslæge i intern medicin: Lungemedicin. Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Holstebro Vores vision er klar – vi vil være Danmarks bedste medicinske afdeling – og du har nu mulighed for at blive en del af det hold, som skal konkretisere visionen.

Dette job er udløbet

Til Lungemedicinsk Afsnit søger vi en afdelingslæge til ansættelse pr. 1. maj 2021 eller efter aftale. Specialet er i en fantastisk udvikling, og vi har brug for en dygtig kollega, som også vil være med på vores spændende rejse mod det nye hospital i Gødstrup, som vi flytter ind i september 2021.

I Medicinsk Afdeling ser vi meget frem til at blive samlet som én afdeling i Gødstrup med alle de fordele, der vil være ved det både fagligt og socialt.

Medicinsk Afdeling
De medicinske afsnit i Herning og Holstebro er organisatorisk samlet i én afdeling. Afdelingen varetager den medicinske funktion for ca. 300.000 borgere i den vestlige del af Region Midtjylland. Der er fælles afdelingsledelse bestående af ledende overlæge og ledende oversygeplejerske.

I Medicinsk Afdeling, Hospitalsenheden Vest findes alle grenspecialer indenfor intern medicin bortset fra kardiologi, som er en selvstændig afdeling. I Holstebro findes specialerne geriatri, hæmatologi, lungemedicin, nefrologi og reumatologi. Der er tæt samarbejde med afdelingens øvrige medicinske grenspecialer i Herning, som er gastroenterologi, endokrinologi, geriatri og infektionsmedicin. Der er ligeledes meget tæt samarbejde med hospitalets andre afdelinger.

Til afdelingen er knyttet samlet 108 senge med fordelingen 32 i Herning og 76 i Holstebro, og der er tilhørende ambulant funktion inden for alle specialer. Desuden er der et stort dialyseafsnit med 37 dialysepladser.

I Medicinsk Afdeling har vi konstant fokus på at blive bedre i planlægningen af vores patientforløb, således at patienten får den bedste behandling og pleje. Vi arbejder meget målrettet med patient-/pårørende-inddragelse, og aktuelt har vi også fokus på implementering af den patientansvarlige læge. Vi lægger desuden stor vægt på samarbejdet med primærsektoren.

Lungemedicinsk Afsnit består af et stort og velfungerende sengeafsnit med 26 senge. Herudover varetager vi ambulant udredning af lungekræft, udredning og behandling af KOL, obstruktiv søvnapnø, sarkoidose, respirationsinsufficiens og lungesygdomme generelt. Mange af vores patienter er ofte svært syge og har brug for en målrettet tværfaglig og tværsektoriel indsats, hvilket vi arbejder intenst på, og det forventes, at vores nye kollega er villig til at deltage i dette arbejde.

Afdelingslægens funktion
Vi søger en kollega, som brænder for sit fag, og som ønsker at tage ansvar. Ikke bare for den enkelte patient, men også for afdelingen. Du skal være med til at udvikle afdelingen, så patienterne får den behandling af høj faglig standard, som tilgodeser patientens ønsker og behov.

Målet er at sikre højst mulig kvalitet i patientbehandling under skyldig hensyntagen til optimal ressourceudnyttelse, produktion og dokumentation. Vi arbejder på tværs af faggrupper og specialer til patientens bedste.

Dine specifikke arbejds- og ansvarsområder vil kunne defineres afhængigt af kompetencer og interesser efter nærmere aftale med ledende overlæge og specialeansvarlig overlæge.

I afdelingen har vi aktuelt fokus på optimering af arbejdsgange i forbindelse med flytningen til Gødstrup, som finder sted i september 2021, og du vil komme til at indgå som en vigtig nøgleperson i dette arbejde.

Hospitalsenheden Vests overordnede værdier er dialog, dygtighed og dristighed, og det forsøger vi at konkretisere.

Vi forventer

  • At du altid sætter patienten først i en travl hverdag og deltager aktivt i vejledning af yngre kolleger. Du skal kunne arbejde i teams, både mono- og tværfagligt, både internt i afdelingen og med andre afdelinger og hospitaler. Du skal kunne kommunikere tydeligt i både tale og skrift.
  • At du kan dokumentere bred og aktuel faglig efteruddannelse.
  • At du i ansøgningen forholder dig til speciallægens syv roller, jf. Sundhedsstyrelsens beskrivelse af de syv lægeroller, og bør i videst muligt omfang dokumentere dine kvalifikationer inden for disse områder.

Vi kan tilbyde dig

  • Et udfordrende og udviklende speciallægejob med høj grad af selvbestemmelse og mulighed for at være med til at tilrettelægge din egen hverdag og sætte dit præg på afdelingen.
  • Et godt kollegialt miljø.
  • Et stærkt fagligt miljø, hvor et balanceret forhold mellem privatliv, arbejde og efteruddannelse prioriteres højt.
  • Stort fokus på undervisningsmiljøet og har skemalagt undervisning to gange ugentligt.
  • Mulighed for forskning, både deltagelse i industri-initierede projekter og forskning i eget regi.

Afdelingens vagtstruktur
Holstebro:
Der er 3 vagtlag i tilstedeværelsesvagt. Forvagt fra kl. 08-23. Mellem- og bagvagtslag døgndækkede. Der er beredskabsvagt inden for specialerne nefrologi og hæmatologi.

Herning:
Der er 2 vagtlag i tilstedeværelsesvagt – forvagt og bagvagt.

Afdelingslægen indgår i bagvagtslaget.

Lægelige kvalifikationer
Der ønskes en ansøger med speciallægeuddannelse i intern medicin: lungemedicin.

Lægen skal i samarbejde med de øvrige speciallæger i afdelingen og Afdelingsledelsen medvirke til at optimere den intern medicinske funktion ved Hospitalsenheden Vest.

Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst.

Stillingerne er omfattet af bestemmelserne om lokal løndannelse. Ansættelse er betinget af tilfredsstillende børneattest.

Flere oplysninger om stillingen
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Nikolai Hoffmann-Petersen på tlf. 2946 4510 eller specialeansvarlig overlæge Pia Holland Gjørup tlf. 2343 6053.

Ansøgningsfrist
Du kan søge jobbet online på Regionens hjemmeside, www.rm.dk/job ved at klikke på ”Send ansøgning”. Vedhæft din ansøgning og dit CV. Vedhæftede dokumenter skal være i pdf- eller word-format.

Din ansøgning vil vi gerne modtage senest søndag den 7. marts 2021.

Samtaler forventes afholdt onsdag den 17. marts 2021.

Stillings- og funktionsbeskrivelse