Afdelingslæge i intern medicin: kardiologi ved Hjertesygdomme, Regionshospitalet Viborg, Hospitalsenhed Midt Stillingen ønskes besat af en speciallæge i intern medicin: kardiologi eller kardiologi med tjeneste ved Regionshospitalet Viborg og Regionshospitalet Skive til besættelse den 1. januar 2022 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Om stillingen
Du vil blive en del af vores selvstændige kardiologiske afdeling der har ca. 100 fuldtids stillinger, heraf 10 overlæger, 4 afdelingslæger og 5 hoveduddannelsesforløb i intern medicin: kardiologi. Du vil få funktioner i vores Hjerteafsnit, i vores to Hjerteklinikker og i Akuthospitalet, RH Viborg. Der ønskes en ansøger med bred klinisk erfaring inden for det kardiologiske område, og en ny kollega der vil indgå i vores faglige fællesskab og være en del af vores hold: ”Vi hjælper hinanden med de opgaver der er”.

Den hjertemedicinske funktion på Regionshospitalet Viborg varetages dels i vores Hjerteafsnit og Dagklinik og dels i vores to Hjerteklinikker.

Hjerteklinikkerne er organiseret gennem flere special klinikker i form af klinik for hjertesvigt, klinik for atrieflimmer, klinik for blodfortyndende behandling (AK-ambulatorium med bl.a. oplæring i selvstyret AK-behandling, Klinik for DVT-og lungeemboli, klinik for hjerterehabilitering, klinik for åndenød og klinik for forhøjet blodtryk.

Endvidere har afdelingen funktioner inden for arvelige hjertesygdomme, børne-og GUCH ekkokardiografi og dyslipidæmi (incl. familiær hyperkolesterolæmi) der alle er specialiserede på regionsfunktionsniveau i henhold til Sundhedsstyrelsens specialeplan. Alle regionsfunktioner som afdelingen indgår i, foregår gennem et udviklende samarbejde med Hjertesygdomme AUH til varetagelse af opgaven i Region Midt.

Sub specialerne har et udviklende samarbejde gennem fastsatte faglige konferencer:

  • eksternt med Hjertesygdomme (AUH) (børn, arv-og lipid, hjertesvigt, hjerteklap sygdomme og endokardit).
  • internt på RH Viborg (trombose (Klinisk Biokemisk Afd.), iskæmi  (Klinisk Fysiologisk Afd.), mortalitet-og morbiditet (de involverede afdelinger), dyspnø (Lungemedicinsk Afd. og Klinisk Fysiologisk Afd.)
  • samt internt i Hjertesygdomme RH Viborg med arv-og lipid, pacemaker, hjertesvigt, hjerteklap sygdom og endokardit konferencer. Endvidere er der dagligt intern AK-konference i AK-ambulatoriet.

Arbejdet i hele Hjertesygdomme er kendetegnet ved en høj grad af tværfagligt samarbejde i et tværfagligt miljø med mange former for opgavedeling, et godt humør, en god og anerkendende omgangstone, og lysten til hele tiden at arbejde med at kunne gøre tingene bedre og med patienten i centrum. Som noget helt centralt samarbejder vi hele tiden med smidige, sammenhængende og gode patientforløb i Hjertesygdomme, i akuthospitalet RH Viborg og tværsektorielt. Eksempelvis har afdelingen gennem de senere år haft et udviklende samarbejde med Viborg og Skive Sundhedscentre om vores hjerterehabiliteringsforløb – et område vi fortsat arbejder på at videreudvikle.

Hjerteklinik Skive indgår i et tæt samarbejde med funktionerne i Viborg og dækkes af speciallæger udgående fra Viborg med 2-3 læger flere gange ugentligt.

Som afdelingslæge kommer du til at indgå i et eller flere af ovenstående teams, der er præget af betydelig opgavedeling med sygeplejegruppen, hvor vi hele tiden aktivt arbejder for at være patientens foretrukne valg i et integrerende sundhedsvæsen. Vi ønsker, at du skal være en del af vores hjertemedicinske hold, hvor vi sammen fastholder, præger og udvikler stærke faglige miljøer – og hvor det er helt centralt at du og andre ansatte i afdelingen trives.

Udover det kliniske arbejde vil du indgå i undervisnings-, vejlednings-, forsknings- og udviklingsopgaver på lige fod med afdelingens øvrige læger.

Hos os får du mulighed for at arbejde med special interesser inden for afdelingens funktionsområder og forskning. Hjertesygdomme har en stor og voksende aktivitet inden for forskning, uddannelse og udvikling, og har du en særlig interesse inden for et af disse områder vil det blive imødekommet.

Vi ønsker i Hjertesygdomme RH Viborg en kollega:

  • Med gode personlige egenskaber, et godt humør, lysten til at arbejde sammen om de forskellige opgaver og bidrage til trivsel og fællesskabet i vores afdeling.
  • Der virkelig brænder for det hjertemedicinske område, med et højt fagligt niveau og stort engagement, der vil være med til at videre udvikle vores afdeling.
  • Der har lysten til at bidrage til et godt og trygt arbejdsmiljø, og der igennem et attraktivt, motiverende og udviklende fagligt miljø.
  • Der er fleksibel og med gode samarbejdsevner samt evne og lyst til at indgå i afdelingens omfattende tværfaglige og tværsektorielle teamsamarbejde
  • Med et ønske om fortsat personlig uddannelse og udvikling.

Om Hjertesygdomme
Hjertesygdomme blev pr. 1. januar 2014 en selvstændig afdeling. I vores Hjerteafsnit er der aktuelt 24 sengepladser plus en dagklinik, hvor den direkte modtagelse af akutte kardiologiske patienter på RH Viborg er samlet i henhold til de lokale visitations retningslinier. Endvidere er der en stor ambulant funktion med en Hjerteklinik i Viborg og en mindre Hjerteklinik i Skive.

Medicinsk Afdeling, som er den nærmeste samarbejdspartner, varetager en række grenspecialiserede funktioner, herunder endokrinologi, gastroenterologi, infektionsmedicin, lungemedicin, nefrologi, reumatologi og dermatologi.

Hjertesygdomme indgår i et tæt og godt samarbejde om de hjertemedicinske problemstillinger, der er hos de patienter, der er indlagt i Akutafdelingen og hele Akuthospitalet Viborg.

Hjertesygdomme er præget af en høj faglighed og aktivitet med et stort fagligt engagement på alle niveauer. Afdelingen varetager uddannelse af yngre læger og medicinstuderende på alle niveauer – et område som alle forventes at indgå positivt og aktivt i.

I Hjertesygdomme RH Viborg var der i 2020 ca. 3.500 indlæggelser og ca. 15.500 ambulante besøg. Kursen for afdelingens udviklings arbejde er målrettet imod transformation (reduktion af akut aktivitet – reduktion i ambulant fysisk fremmøde – digitalisering og færre medicin udgifter), således afdelingen også fremover vil kunne honorere de behov patienter og pårørende har.

I afdelingen har vi stor fokus på service-og kvalitetsmål (udredningsret, behandlingsgaranti, epikriser til tiden, FMK mm) og vi arbejder fortløbende med de kliniske databaser til at understøtte vores forbedringsarbejde. I Hjertesygdomme arbejder vi med data understøttet kvalitet for ad den vej hele tiden at forsøge at give patienterne det bedste tilbud med udredning, diagnostik og behandling.

Vagtforhold
Ansøger forventes at deltage i vagtfunktionen som aktuelt er kl. 15-21 på hverdage og weekend og helligdage kl. 8-21, delt mellem afdelingens speciallæger og 5. års hoveduddannelseslæger indenfor specialet.

Speciallæger deltager efterfølgende (kl. 21-08) i kardiologisk beredskabsvagt (vagt uden for tjenestested), som er døgndækkende året rundt.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst på området.
Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.
Ansættelsen sker ved Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hjertesygdomme, RH Viborg, Hospitalsenhed Midt.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
Ledende overlæge Jens Refsgaard, tlf. 7844 7046 eller 2065 4098,
Specialeansvarlig overlæge Per Dahl Christensen, tlf. 7844 7044 eller Lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen, tlf. 7844 1003.
Alle Hospitalsenhed Midt´s fire matrikler er røgfri, hvilket indebærer, at personalet ikke ryger i arbejdstiden.

Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel Neurocenter og Skive og har 4.300 ansatte samt et budget på 2,5 mia. kr. årligt. De 4 regionshospitaler danner tilsammen én Hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredeste specialiserede Hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk

Ansøgningsfrist
Ansøgningen som afdelingslæge skal være os i hænde senest fredag  den 29. oktober 2021.
Ansættelsessamtale forventes afholdt medio onsdag d. 17. november 2021.

Søg stillingen via “Søg job”-knappen

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.