Gode relationer på arbejdspladsen er et grundlæggende menneskeligt behov og afgørende for et godt arbejdsmiljø, skriver Hanne Madsen.Foto: Privat

Hvad blev der af frokosten og fællesskabet? DEBAT: Frokosten spiller en afgørende rolle for trivsel og tilhørsforhold på en arbejdsplads. Derfor skal den fælles frokost tilbage på sygehusene. Det er fagligt, omsorgsfuldt og ordentligt for os ansatte i sundhedsvæsenet, skriver overlæge Hanne Madsen.

»Mor, skal du ikke have noget smart tøj på i kantinen?«

Sådan spurgte min datter for mange år siden. Som 4-årigt børnehavebarn virkede det for 20 år siden logisk, at man på en arbejdsplads selvfølgelig måtte mødes i kantinen. Sådan er det ikke mere. Kantinen er væk og lægerne spiser foran computeren. Det er ikke godt for arbejdsmiljøet, produktiviteten eller tilknytningen til arbejdspladsen. 

En senior kræftkirurg sagde sin stilling op som 62-årig. Afskedssalutten lød på Facebook: Vil du ikke savne dine kolleger? Jo – der er mange, jeg vil savne, men lægelivet har faktisk ikke været specielt socialt i de sidste en del år. Der er for travlt, og man har mestendels opgaver, hvor man er alene.

En yngre kollega vendte tilbage efter en introduktionsstilling på en specialiseret afdeling. Hun fortalte, at det var en fin introduktionsstilling, men når hun så på, hvordan de seniore læger arbejdede, kunne hun ikke forestille sig at fortsætte i det spor. Nu var hun i stedet på en afdeling, hvor alle mødtes og spiste frokost sammen. Det var et bedre arbejdsliv for hende.

Afgørende relationer

Realdanias undersøgelse af danskernes livskvalitet fra marts viste, at kontakt med andre mennesker er fuldstændig afgørende for vores livskvalitet. Og at ensomhed er det største enkeltstående benspænd. I 2024 følte 27 pct. af de ansatte sig ensomme eller isolerede på arbejdet.

Det er svært at arbejde for et bedre arbejdsmiljø, når organisatoriske tiltag forhindrer det.

Gode relationer på arbejdspladsen er et grundlæggende menneskeligt behov og afgørende for et godt arbejdsmiljø. Følelsen af tryghed, opbakning og tilhørsforhold beskytter mod belastninger og arbejdsrelateret stress. Et stærkt kollegialt fællesskab øger medarbejdernes indbyrdes kendskab, tillid og respekt, og er vigtig for en god opgaveløsning. Oplevelsen af tilknytning er én af parametrene, der også øger produktivitet og fastholdelse. 

Derfor gav det god mening, da de yngre læger på min afdeling ønskede at spise frokost sammen med deres lægekolleger. Så min entusiasme var stor, da vi tre arbejdsmiljørepræsentanter før sommerferien introducerede fælles frokost i kantinen to gange om ugen. 

Tilslutningen var lidt træg, men det endelige dødsstød kom efter sommerferien. Da jeg trådte ind i kantinen, var den blevet halveret. Den anden halvdel var blevet til mødelokale. Tilbage var 34 plader til 1.400 ansatte på OUH, Svendborg. På OUH, Odense med 7.800 ansatte er der slet ingen kantine. Det er svært at arbejde for et bedre arbejdsmiljø, når organisatoriske tiltag forhindrer det

Genindfør kantinen

Frokosten spiller en afgørende rolle for trivsel og tilhørsforhold på arbejdspladsen. Undersøgelsen ‘The Power of Socialisation 2024’ undersøgte holdninger til madtilbud på arbejdspladsen samt betydningen af socialisering for trivslen. Undersøgelsen byggede på svar fra 30.000 medarbejdere fra 21 lande. I Danmark deltog 2.000 respondenter. 

På arbejdspladser med kantine- eller madfaciliteter spiste 74 pct. af medarbejderne ugentlig frokost med deres kolleger, men på arbejdspladser uden disse faciliteter kun 48 pct.  

67 pct. af dem, der svarede, at de var sociale med deres kolleger, fortalte, at de er glade for at gå på arbejde. Omvendt var kun 42 pct. af dem, som ikke var sociale, glade for deres job. Derfor har kantinen en helt central rolle for medarbejdernes arbejdsglæde og trivsel.

I Region Syddanmark skulle arbejdsmiljøprisen i 2024 gives til et af tre projekter: ‘Mentaliseringsbaseret supervision’, ‘Reflektionskort’ eller et ‘Opdateret on-bording program’. 

On-bording blev kåret som det 7. værste ord på jobbet i 2024. Prisen gik til on-boarding programmet.

Jeg vil opfordre til, at vi angriber arbejdsmiljøarbejdet og tildeling af priser an på en mere evidensbaseret måde end ovenstående projekter illustrerer. Genindfør i stedet kantinen og den fælles frokost på sygehusene. Det er fagligt, omsorgsfuldt og ordentligt for os ansatte i sundhedsvæsenet, der arbejder 24/7/365 for at yde faglighed, omsorg og ordentlighed til patienterne.

Kommentarer

  1. Kære Hanne
    Tankevækkende læsning. Du har ret, noget af det jeg husker meget positivt fra min tid som yngre læge og senere arbejde på privathospital er faktisk samværet og maden.
    “Uden mad og drikke, duer helten ikke”

  2. Kære Hanne

    Som altid et godt indspark fra din side, er helt på linie med dig. Fra min tid på urologisk afdeling i Fredericia blev rigtig mange faglige spørgsmål drøftet og løst over frokosten i kantinen og hjertet lettet for usikkerheder til fordel for patienterne men også for arbejdsmiljøet.

  3. Fællesskabet i kantinen eller afdelingens frokoststue betyder alt for den almene trivsel og det er jo som regel også der man lærer sine kolleger at kende. Der kan også vendes noget fagligt med en kollega, hvis der er behov for det.

Skriv kommentar