Forestil dig at være nyuddannet læge og ikke kunne finde et job. Eller at være kronisk syg på Lolland og ikke kunne finde en læge overhovedet.
Danmark mangler ikke læger. Vi mangler speciallæger. Vi mangler speciallæger, dér hvor behovet er størst nemlig i almen praksis og i de områder, hvor lægemanglen er alvorlig, og uligheden i sundhed slår hårdest.
Alt for længe har arbejdsgivere håbet, at lægedækningen ville løse sig selv. Det gør den ikke. Læger er mennesker, ikke brikker i et regneark. Hvis vi vil have flere læger til f.eks. Lolland eller i Nordvestsjælland, kræver det, at vi begynder at spørge: Hvad skal der til for, at du vælger os?
Hvis arbejdsgiverne fortsat overlader opgaven til markedskræfterne og yngre lægers idealisme, kommer vi ikke i mål
Først og fremmest kræver det reel dialog. Man skal kontakte de læger, der har arbejdet i området og spørge: Hvad fik dig til at komme? Hvad skulle der til for at blive? Hvad skal vi ændre, for at du vil anbefale det til andre? Det er der, svarene ligger.
Attraktive forløb
En del af løsningen kunne være prioriterede hoveduddannelsesforløb – sammenhængende, fleksible og lokalt tilpassede forløb i netop de områder, hvor lægerne mangler.
I Yngre Læger vil vi gerne bidrage til udviklingen af sådanne forløb, baseret på viden om hvad der virker: fleksibilitet, kontinuitet og reel dialog med de læger, det handler om. Men ansvaret for at skabe disse forløb ligger hos arbejdsgiverne.
Et attraktivt forløb er ikke én størrelse, men kan bestå af:
- Ret til deltid og fleksibel arbejdstid
- Løn under transport og mulighed for fjernarbejde
- Fast base uden gentagne afdelingsskift
- Betalt forskningstid og netværksaktiviteter
- Støtte til bolig, partnerjob og institutionsplads
- Mentor- eller buddyordning på arbejdspladsen
Men det er ikke nok at tilrette arbejdstid og pendling. Læger vælger også med hjertet. Derfor er det afgørende, at man samtidig styrker både de faglige og sociale fællesskaber – både på afdelingen og i lokalområdet. Fagligt miljø og kollegialt sammenhold gør en mærkbar forskel for rekruttering og fastholdelse.
Jeg ved det, for jeg har prøvet det. Min hustru og jeg er begge læger. Jeg er gået ned i tid for at få hverdagen til at hænge sammen med familieliv og to karrierer.
Jeg har tidligere arbejdet på Bornholm og ville gerne arbejde på Lolland igen, hvis forholdene var til det. Hvis jeg kunne tage hjemmefra og komme hjem på samme måde som nu, ville jeg tage af sted med det samme.
En ny retning
Vi har allerede eksempler på, at målrettet indsats virker. I Thisted lykkedes det at tiltrække læger ved at styrke det sociale fællesskab. I Nysted blev lægebussen en succes, fordi den løste transportproblemet. I Esbjerg skabte man et stærkt fagligt miljø – og rekrutteringen fulgte med. Og i Region Nord tilbød man samlede KBU-, intro- og hoveduddannelsesforløb som én sammenhængende pakke – og det fik læger til at blive i området.
Så hvorfor ser vi ikke mere af det?
Det er på tide, at regionerne tager opgaven alvorligt. Udpeg forløb, indgå i forpligtende dialog med både kommuner og læger, og udarbejd konkrete tilbud, som matcher det liv, læger faktisk lever. Det kræver engagement – men det virker.
Man kan ikke løse ulighed i sundhed med håb og stillingsopslag alene. Hvis arbejdsgiverne fortsat overlader opgaven til markedskræfterne og yngre lægers idealisme, kommer vi ikke i mål.
Det er ikke lægerne, der svigter samfundet, det er systemet, der svigter lægerne. Når læger, der har arbejdet på Lolland, ikke bliver kontaktet igen. Når ingen spørger, hvad der kunne have fået dem til at blive. Når planlægning sker uden dialog. Det er ikke tilfældigt – det er systemsvigt.
Derfor skal vi have en ny retning: flere speciallæger, prioriterede hoveduddannelsesforløb, strategisk rekruttering og menneskelige rammer.
Alt andet er spild af liv – og spild af læger.
