Frygt for propofol-allergi er overdrevet Undersøgelse fra Dansk Anæstesi Allergi Center frikender udbredt anæstesimiddel til brug til patienter med ægge-, soya- og peanutallergi.

Brugen af et af de mest anvendte anæstesimidler, propofol, har i ca. 15 år været kontraindiceret til patienter med ægge-, soya- eller peanutallergi. Årsagen er, at propofol indeholder æg-lecithin og soyaolie. Men nu peger en undersøgelse præsenteret på EAACI-kongressen i København på, at frygten for allergiske reaktioner formodentlig er uberettiget.

Medicinstuderende Louise Asserhøj har i samarbejde med overlæge Lene Heise Garvey fra Dansk Anæstesi Allergi Center på Allergiklinikken på Gentofte Hospital undersøgt 99 patienter, der havde testet positivt over for allergi mod æg, soya eller peanut. Disse patienter var blevet bedøvet med propofol i alt 171 gange.

»Vi fandt ingen tegn på allergiske reaktioner over for propofol. I hele den videnskabelige litteratur er der kun fem, ret tvivlsomme case-rapporter, som forbinder disse allergier. Producenten er ikke bekendt med, hvorfor kontraindikationen i sin tid blev indført, og kontraindikationer varierer fra land til land,« siger Louise Asserhøj.

»Propofol er et mildt og effektivt anæstesimiddel. Derfor er det naturligvis ærgerligt, hvis en relativt stor gruppe patienter uden grund ikke kan anvende det. Vi mener ikke, at der er evidens for at fastholde den nuværende praksis med at vælge alternativer til propofol til patienter med denne form for fødevareallergi,« siger Lene Heise Garvey.

På kongressen præsenterer Dansk Anæstesi Allergi Center også en undersøgelse, som viser, at fyldstoffet macrogol i sjældne tilfælde kan give alvorlige anafylaktiske reaktioner. Macrogol indgår som fyldstof i mange lægemidler, i spray, plastre, tandpasta etc.

»Vi har haft fire patienter med alvorlige reaktioner på macrogol. Problemet med macrogol er stoffets store udbredelse, og at det ofte optræder under andre navne. Når vi får patienter i allergiklinikken med uventede reaktioner, er fyldstoffer derfor et af de områder, vi undersøger,« siger Lene Heise Garvey.

Skriv kommentar