Almindeligvis skal man lade være med at svare igen-igen på et læserbrev, da det let bliver til tovtrækkeri, men i det her tilfælde er det et must. Vi kan ikke have, at professor i sundhedsret, Mette Hartlev (MH), gør hospitalspersonaler unødigt utrygge ved at fastholde, at der er juridiske uklarheder, som kan afstedkomme en »risiko for straf hængende over hovedet« ved behandling af patienterne.
For mig at se forstår MH ikke min argumentation. Men lad os konkret se på de kliniske problemstillinger, som MH opstiller som eksempler, og som MH altså efterlyser svarene på:
Eks. 1. En beslutningsdygtig patient beder om at få afbrudt en respiratorbehandling, hvor afbrydelsen vil føre til, at patienten umiddelbart dør. MH skriver, at lægen gør noget strafbart, hvad enten lægen efterkommer patientens ønske eller ikke. Det er ikke korrekt. Lægen bør vurdere, om der er grundlag for tvangsbehandling jf. psykiatrilovgivningen med assistance fra en psykiater. Hvis ikke der er grundlag for tvangsbehandling ved f.eks. en depression, skal lægen efterkomme patientens ønske og slukke for respiratoren. Det kan der ikke herske tvivl om, idet lægen ikke må behandle mod patientens vilje. Man kan sidestille respiratorbehandling med alle andre behandlinger, som en patient kan modsætte sig med den konsekvens, at døden indtræder tidligere, end den ellers ville have gjort. Det kan være patienter, som trækker ernæringssonder op eller drop ud af blodbanen med manglende væske og livsreddende antibiotika til følge, eller patienter, der ønsker sig udskrevet fra hospitalet mod givet råd. Det er hverdags foreteelser på et hvilket som helst hospital.
Eks. 2. Her nævner MH uklarhed om, hvorvidt det er lovligt at undlade at genoplive en døende patient ved hjertestop eller at undlade at behandle en tilstødende lungebetændelse hos samme patient. Her er svaret lige så klart, idet der står i lovgivningen: ”Hos uafvendeligt døende patienter kan lægen undlade at påbegynde eller fortsætte en livsforlængende behandling.”
Eks. 3. I slutningen af MH´s svar anføres et tredje eksempel, hvor en døende patient selv ønsker at fortsætte respiratorbehandlingen. Her anfører MH, at det efter MH´s opfattelse ville være i strid med loven at afbryde behandlingen underforstået at slukke for respiratoren. Det har MH fuldstændig ret i, da det er forbudt i Danmark at udøve aktiv dødshjælp. I det sidste eksempel er der i øvrigt ingen problemstilling. På et tidspunkt dør patienten jo trods ønsket om at leve længere.
Det sidste eksempel illustrerer faktisk meget godt, hvad det er, som MH ikke forstår i hele problemområdet, nemlig det aspekt, at en behandling er rettet mod en sygdom eller et symptom. Den er ikke rettet mod livet som sådan. Når man først har forstået det, så er det hele meget lettere at forholde sig til.
Man sidder tilbage med en opfattelse af, at MH har en ambition om, at man kan løse etiske dilemmaer med jura, men det kan man jo grundlæggende ikke, som også oversygeplejerske Dorte E. M. Holdgaard diskuterer i sit indlæg. Det finder man hurtigt ud af som kliniker.
Af Claus Moe, overlæge, klinisk lektor, geriatrisk afdeling G, Bispebjerg Hospital
Mette Hartlev svarer:
Claus Moe (CM) mener, at der endnu en gang er behov for at korrigere min udlægning af retstilstanden. Af hensyn til de læsere, der ikke alene ønsker at vide, hvordan CM udlægger teksten, men er interesserede i, hvad juraen og de juridiske eksperter siger om dette, kan jeg oplyse følgende:
Hvis en patient, som ikke er uafvendeligt døende, anmoder om at få afbrudt en livsforlængende behandling, og hvis lægens afbrydelse af behandlingen fører til, at patienten umiddelbart efter afgår ved døden, vil lægen kunne overtræde straffelovens paragraf 239, som omhandler drab efter begæring. Det fremgår klart af lovgivningens forarbejder, at »… en læges afbrydelse af en behandling på patientens begæring, der bevirker, at patienten umiddelbart efter afgør ved døden, vil dog – såfremt det fornødne forsæt må antages at foreligge – efter omstændighederne kunne anses for omfattet af straffelovens paragraf 239 om drab efter begæring«. Der er i den juridiske litteratur ingen tvivl om, at en læge vil gøre sig skyldig i en straffelovsovertrædelse, hvis hun efterkommer et sådant ønske. Se f.eks. professor i strafferet Jørn Vestergaards artikel »Dødshjælp – dansk ret«, Juristen, 2000, side 165-182. Situationen er speciel, idet den forudsætter, at det er lægen, der afbryder en behandling, og at døden indtræder umiddelbart eller meget kort tid efter som en følge af behandlingens afbrydelse. Det kan således ikke sammenlignes med, at en patient afviser en livreddende behandling eller forlader hospitalet mod givet råd.
Problemstillingen vedrørende genoplivning efter hjertestop hænger sammen med uklarhed om, hvordan man definerer ’livsforlængende behandling’. I lovgivningen defineres det som »…behandling, hvor der ikke er udsigt til helbredelse, bedring eller lindring, men alene til en vis livsforlængelse«. Ved hjertestop er der netop udsigt til helbredelse, hvis hjertet kan bringes i gang. Derfor er denne behandling ikke ’alene’ livsforlængende, men altså også kurativ.
Mette Hartlev, professor i sundhedsret, Københavns Universitet
