»Hvis vi for alvor skal komme i mål med ambitionerne, er der også behov for styrkede aftaler mellem de private psykiatriske klinikker og hospitaler og det offentlige,« skriver Kit Kjærsgaard og Dorthe Mikkelsen.Foto: Privat

Debat: En ny retning for psykiatrien – lad os gribe muligheden sammen Vi står med en historisk mulighed for at skabe en mere sammenhængende, tilgængelig og værdig psykiatri. Det kræver, at vi tør tænke nyt og samarbejde på tværs af sektorer. Hos de private psykiatriske klinikker og hospitaler er vi klar. Lad os sammen sikre, at ingen børn og unge skal vente urimeligt længe på den hjælp, de har brug for, skriver Kit Kjærsgaard, direktør for Skovhus Privathospital og Dorthe Mikkelsen, direktør for CPH Privathospital.

Dorthe Mikkelsen, formand for Sundhed Danmark og administrerende direktør for CPH Privathospital

Det er ikke hver dag, vi ser politiske aftaler, der for alvor rykker ved fundamentet i vores sundhedsvæsen. Men det gør den nye 10-årsplan for psykiatrien. Vi vil gerne kvittere for, at aftalepartierne har lyttet – og handlet. 

Den nye rettighed for børn og unge til et samlet udrednings- og behandlingsforløb er et markant skridt i den rigtige retning. Men hvis vi for alvor skal komme i mål med ambitionerne, er der også behov for styrkede aftaler mellem de private psykiatriske klinikker og hospitaler og det offentlige.

Hos de private psykiatri-klinikker og hospitaler ser vi et stort potentiale i at styrke det offentligt-private samarbejde. I dag bruges meget af den private psykiatriske kapacitet i forsikringsregi. Men med de rette aftaler kan denne kapacitet også komme det offentlige til gavn. Det kræver, at der etableres aftaler, hvor den høje kvalitet og faglighed sikres. Det er ikke nok at pege på kapaciteten i det private– vi skal også sikre, at den kan aktiveres.

Aftalerne skal blandt andet sikre, at den kvalitet, man som patient kan forvente at møde, når ens forløb finansieres af det offentlige, er af lige så høj kvalitet, som den kvalitet man møder, hvis man bliver udredt og behandlet gennem ens private sundhedsforsikring. Ellers risikerer vi at skabe A- og B-hold indenfor børne- og ungepsykiatrien. 

For at sikre denne høje kvalitet på tværs af sektorer, er det nødvendigt at etablere fælles kvalitetsstandarder og en ensartet tilgang til behandlingsmetoder og protokoller. Dette vil skabe et robust og sammenhængende system, som garanterer, at alle patienter modtager den bedst mulige behandling, uanset om de behandles i det offentlige eller private regi.

Hvis vi formår at skabe nogle gode aftaler med høj kvalitet, så er der også store muligheder for at afhjælpe de lange ventetider, der i dag ulykkeligvis præger børne- og ungepsykiatrien.

Vi har nemlig alle hørt om de umenneskeligt lange ventetider inden for børne- og ungepsykiatrien. Ventetiderne har naturligvis store konsekvenser for de børn og unge, der må vente længe på udredning og behandling. Men ventetiden har også konsekvenser på samfundsplan. Lang ventetid kan risikere at føre til, at forældre må gå på nedsat tid eller helt forlade arbejdsmarkedet, mens deres barn venter på at få afklaring om diagnose og igangsat et behandlingsforløb. 

Børn mister skolegang og dermed også de vigtige sociale relationer, som skolen danner rammer omkring. Det er ulykkeligt – og det er helt nødvendigt med handling.

Vi står med en historisk mulighed for at skabe en mere sammenhængende, tilgængelig og værdig psykiatri. Det kræver, at vi tør tænke nyt og samarbejde på tværs af sektorer. Hos de private psykiatriske klinikker og hospitaler er vi klar. 

Lad os sammen sikre, at ingen børn og unge skal vente urimeligt længe på den hjælp, de har brug for, og at de altid kan regne med en høj kvalitet.

Skriv kommentar