Ved blodsygdommen primær immuntrombocytopeni ødelægger immunforsvaret blodpladerne i blodet, hvorved risikoen for spontane blødninger stiger. Det gælder især for blødninger i huden, men sjældent i de indre organer.
Behandlingen til personer med primær immuntrombocytopeni involverer på den baggrund oftest immundæmpende medicin.
Risikoforøgelsen er af en sådan karakter, at klinikere bør være opmærksomme på denne forøgede risiko og medtænke det i behandlingen
Anna Frandsen, medicinstuderende, Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital
Nu viser et nyt dansk studie, at patienter med primær immuntrombocytopeni har en markant øget risiko for infektioner.
Især er risikoen for sepsis forøget, og det bør læger og patienter være opmærksomme på.
»Det er en overraskelse, at risikoen for infektioner hos personer med primær immuntrombocytopeni er så forhøjet, som vi finder i dette studie. Risikoforøgelsen er af en sådan karakter, at klinikere bør være opmærksomme på denne forøgede risiko og medtænke det i behandlingen. Af samme grund bør patienter informeres om, at de skal være opmærksomme på symptomer på infektioner,« fortæller en af forskerne bag studiet, medicinstuderende Anna Frandsen fra Hæmatologisk Afdeling på Odense Universitetshospital.
Anna Frandsen har netop præsenteret sine data som en oral præsentation på den årlige kongres for American Society of Hematology (ASH).
4.030 danskere med primær immuntrombocytopeni med i studie
I studiet har Anna Frandsen med sine kollegaer sammenholdt infektionsrisikoen hos 4.030 danskere med primær immuntrombocytopeni med infektionsrisikoen hos 161.020 matchede personer fra baggrundsbefolkningen.
Data havde forskerne fra forskellige danske registre og kunne derfor identificere tilfælde af syv forskellige typer af infektioner i studiepopulationen i perioden fra 1995 til 2016.
I perioden undersøgte forskerne Landspatientregisteret for hospitalsdiagnoser for luftvejsinfektioner, sepsis, urogenitale infektioner, gastrointestinale infektioner, infektioner i hud og muskler, svampeinfektioner og infektioner i centralnervesystemet. Forskerne kiggede også på den samlede forekomst af infektioner.
Gennemsnitligt blev studiedeltagerne fulgt i 5,5 år for personer med primær immuntrombocytopeni og 6,9 år for kontrolpersonerne.
»Det ser ud til, at personer med primær immuntrombocytopeni i forvejen har en forøget risiko for infektioner, og så kan behandlingen, der dæmper immunforsvaret, forøge risikoen endnu mere,« forklarer Anna Frandsen.
Markant forhøjet risiko for sepsis
Resultatet af studiet viser for det første, at risikoen for infektioner er markant forhøjet inden for det første år efter en diagnose med primær immuntrombocytopeni. Det er også tidspunktet for behandlingsopstart.
Læs hele dækningen af ASH 2023 her.
I denne periode havde personer med primær immuntrombocytopeni 2,8 gange forhøjet risiko for hospitalskontakt med en infektion sammenlignet med baggrundsbefolkningen.
Særligt var risikoen for sepsis forhøjet, for her var risikoen 6,6 gange forøget.
Selv da forskerne kiggede over hele studieperioden, var risikoen for infektioner 51 pct. forøget blandt personer med primær immuntrombocytopeni.
Anna Frandsen fortæller, at forskerne blev overrasket over, at infektionsrisikoen er forhøjet med så meget, som de fandt i studiet.
»Resultatet er interessant, fordi denne gruppe patienter også har forøget risiko for at dø ved en infektion,« siger hun.
At tallene så falder med tiden, er derimod ikke så overraskende.
For det første vil nogle patienter falde ud af behandlingen, og for det andet designede forskerne deres studie på en måde, så personer, der allerede havde fået stillet en diagnose med en infektion, blev pillet ud af undersøgelsen.
Det betyder, at de tilbageværende studiedeltagere med primær immuntrombocytopeni alt andet lige kan have været mere raske og dermed have mindre risiko for en infektion.
»Med dette studie kommer vi med nogle data for, hvordan det går personer med primær immuntrombocytopeni i forhold til infektionsrisiko i årene efter diagnosen. Det er data, som klinikere formentlig vil være interesserede i, da de giver et indblik i, hvad man især skal holde øje med hos patienterne. Det kan også betyde noget for, hvilken behandlingen man vil vælge for den enkelte patient,« siger Anna Frandsen.
