Akutlægen er den generalist, der med faglighed skal bringe patienten sikkert og godt gennem den siloopdelte bermudatrekant, der udgør akutområdet, og består af egen læge, kommunen og hospitalet. 

Akutmedicin har defineret sig som ejer af det ingenmandsland, der viser sig som en zone, hvor øvrige sundhedsfaglige aktører ikke tager ansvar for borgeren/patienten, fordi vedkommendes symptomer endnu ikke er identificeret eller defineret. 

Dette efterlader patienten i risiko for at løbe panden mod muren eller blive tabt i bermudatrekanten, hvilket ikke er godt nok.

Lørdag 27. maj 2023, er af European Society for Emergency Medicine udnævnt til at være ‘Emergency Medicine Day’, og derfor en lejlighed til at gøre endnu en status over akutmedicin i Danmark. 

Holistisk og på tværs

Etableringen af akutmodtagelserne på 21 akutsygehuse i Danmark baserede sig på Sundhedsstyrelsens anbefalinger til en styrket akutstruktur fra 2007. 

I vores optik er akutmedicin et speciale, der allerede har vist sin berettigelse i akutafdelingen

Frem til 2017, hvor sundhedsministeren godkendte Sundhedsstyrelsens indstilling om oprettelse af et nyt lægefagligt speciale i akutmedicin, var der udtalte meningsudvekslinger omkring betimeligheden i at indføre akutmedicin som et lægefagligt speciale. 

Det prægede ikke mindst dagsordenen i paraplyorganisationen Lægevidenskabelige Selskaber (LVS), hvor pro et contra for akutmedicin blev debatteret i årevis. 

Efter indførelsen af det akutmedicinske speciale har der da også været problemer, men der er også gode fremtidsudsigter. 

I vores optik er akutmedicin et speciale, der allerede har vist sin berettigelse i akutafdelingen, hvor den akutte generalist kigger på hele patienten og på tværs af alle sektorer. 

Speciale, der står på to ben

Akutmedicin er en katalysator, der skal være dialogskabende mellem akuthospital, kommunale tilbud og almen praksis, og et speciale, der står på to ben. 

Det ene ben defineres sundhedsfagligt som ‘at være mester i modtagelse’, hvor akutlægen gennemgår patienten fra top til tå set med akut-generalistens briller. 

Det andet ben er en organisatorisk faglighed, hvor koordination af det borgernære tilbud kombineres med, hvad hospitalet kan tilbyde. Syntesen skal gerne munde ud i, at patienten ikke opsluges i bermudatrekantens malstrøm af sektorovergange og økonomisk silotænkning. 

Denne øvelse kræver en unik faglighed. Det er ikke ‘bare lige’, og gøres det ikke ordentligt, betaler patienten prisen både i konkret og overført betydning. 

De formative år for specialet akutmedicin er lige nu, og det udfordrer og kalder på strategiske valg både i det akutmedicinske speciale, på akuthospitalerne, samt regionerne og Sundhedsstyrelsen.

Aktuelle problemer for akutmedicin

Af problemer kan nævnes, at der stadig er akutmodtagelser, der ikke fungerer som selvstændige afdelinger med eget personale, men bemandes af læger fra andre specialer. 

Man ‘leger’ akutmedicin på overfladen, men praktiserer ‘modtagelse’ i klassisk forstand, fordelt i en medicinsk og en kirurgisk søjle, hvorved den akutmedicinske tanke drukner i den gamle vin på nye flasker. 

Det er ikke gavnligt for uddannelsen i akutområdet, at akutmodtagelser ikke forsøges bemandet med akutmedicinske specialister som rollemodeller i et akutmedicinsk miljø, men derimod med læger, der er 100 pct. forankret i andre specialer. 

Akutmedicin er ikke intern medicin i ny indpakning, og derfor kan den intern medicinske læge ikke træde i stedet for specialisten i akutmedicin. 

Vi er ikke en receptudstedelsescentral eller næstbedste løsning, når ventetiden til den ambulante kontrol føles for lang. Den løsning skal findes andetsteds

Organisationen skal understøtte uddannelsen af specialisten i akutmedicin, fordi en veldrevet akutafdeling giver et veldrevet hospital – den omvendte dynamik er ikke tilfældet.

Akutmedicin er udfordret, fordi oprettelsen af akutafdelingerne har været hurtigere end uddannelsen af akutlæger. 

Hovedparten af den gruppe af læger, der kan opnå speciallægeanerkendelse i akutmedicin via overgangsordninger og meritoverførsel, er opbrugt, og der er manglende progression i den af Sundhedsstyrelsen beskrevne grundlæggende speciallægeuddannelse i akutmedicin. 

For få søger en HU-stilling

Således er 60 pct. af HU-stillingerne i akutmedicin aktuelt vakante. I modsætning til HU-stillinger er der ikke mangel på søgning til introstillinger i akutmedicin. Det er derfor nødvendigt med en langt højere konverteringsrate fra intro- til HU-stilling i akutmedicin. 

Desuden har manglende rekruttering ført til, at speciallægenormeringer og en række reservelægenormeringer er flyttet fra akutafdelinger og ud i medicinske stamafdelinger, hvor de indgår i den almindelige drift på hospitalet med forankring i traditionel ambulatorie- eller stuegangsfunktion. 

Det er jo faktisk at gå tilbage i tiden ad gamle veje og imod udviklingen af akutmedicin i landet. Der skal indtænkes tværgående stillingskonstruktioner med forankring i akutafdelingen.

Alle de yngre læger, der vælger et år i akutafdelingen som introlæger, skal ikke møde en odyssé af småting som udslæt, blærebetændelse hos raske kvinder, forkølelsessår etc. 

Akutafdelingen skal ikke oversvømmes af relativ raskhed og stases til med uhensigtsmæssig lang vente- og behandlingstid grundet endeløse ønsker om ‘helbredstjek’ faciliteret af velmenende sundhedsaktører i det nære sundhedsvæsen, der har tænkt: ‘Vi har lukket – ta’ i akutafdelingen!’ 

Akutmedicin er ikke løsningen på, ‘at andre holder lukket’ eller ‘ikke tager telefonen’. 

Akutmedicineren er den akutte generalist, som skal tage stilling til, om hospitalet er noget for patienten – og gerne gøre en umiddelbar forskel, der udmønter sig i reddede leveår, reddet førlighed eller slet og ret lindring: 

Vi er ikke en receptudstedelsescentral eller næstbedste løsning, når ventetiden til den ambulante kontrol føles for lang. Den løsning skal findes andetsteds.

Fremtidsudsigter for akutmedicin

Så med henblik på rekrutteringsmuligheder i akutmedicin må man kigge på, hvad man kan gøre noget ved, og gøre klart, hvad man ikke kan gøre noget ved, dvs. hvad der er præmis inden for faget. 

Det er en præmis for akutmedicin, at patientklientellet er uselekteret, at specialet er vagtbelastet, og at der er mange multisyge, ældre patienter med polyfarmaci samt langt færre akut dårlige patienter, end hvad man får indtryk af, når George Clooney praktiserer i ‘ER’ (på dansk tv-serien ‘Skadestuen’, red.). 

Det betyder, at man som læge skal finde det spændende at beskæftige sig med et uselekteret patientklientel på daglig basis, være mester i at modtage disse patienter og en mester i at arbejde på tværs af siloer. 

Der ligger et stort potentiale i at kunne tænke i helheder på tværs både inden for hospitalet og udenfor i det kommunale landskab, hvor mulighedsrummet strækker sig fra et kommunalt u-land til et mere velassorteret i-land. Med andre ord er akutmedicineren en væsentlig aktør i kampen mod ulighed i sundhed.

For at akutmedicin kan udvikle sig, må man muliggøre en rationel overenskomst, der tilgodeser honorering – enten timemæssigt eller lønmæssigt – af nattevagter og en god work-life-balance. 

Der bør endvidere være et loft over, hvor meget frontlinjearbejde man har som akutmediciner i forhold til andet arbejde, der giver værdi til afdelingen som uddannelse og forskning. 

Specialisten i akutmedicin har, som alle andre, et ønske om et balanceret arbejdsliv. Vi mangler en overenskomst, der understøtter det faktum samt understøtter, at akutmedicineren skal være til stede, når patienterne har behovet, hvilket nu engang er fra kl. 10 til 22 – og så lidt ud på natten – alle ugens dage, året rundt.