Speciallæge til Afdeling for Psykoser og Fælles Psykiatrisk Akutmodtagelse Vi søger en fagligt velkvalificeret speciallæge til en delt stilling med funktion i Fælles Akutmodtagelse (FAM), men med forankring i Afdeling for Psykoser fra den 1. februar 2024 eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Du kommer med interesse for at videreudvikle det gode samarbejde, vi har med Akutafdelingen, og de øvrige somatiske afdelinger i AUH, samt de psykiatriske afdelinger i AUHP.

Du vil indgå i et mindre team af faste speciallæger i FAM og sammen skal I være med til at udvikle liaisonpsykiatrien og et godt læringsmiljø for de yngre læger, der indgår i arbejdet i FAM og i vagten i AUH Psykiatrien. Supervision af yngre læger vil være et centralt element i stillingen.

I FAM vil du skulle være bindeled mellem psykiatrien og Akutafdelingen, hvorfor du sammen med teamet vil være med til at sætte retningen og sikre kontinuitet. Der vil i stillingen være afsat tid til administrativt arbejde.

Da vi ønsker at udvikle det liaisonpsykiatriske felt, vil der være gode muligheder for efteruddannelse, ligesom du får mulighed for at deltage i udviklingsarbejde og sætte dit præg på udredningen og behandlingen af patienter i FAM.

Akut psykiatri er organiseret under AUH og personalet består af sygeplejersker, medens psykiatrien bemander den lægelige del.

Ønskede kvalifikationer 

  • Speciallægeautorisation i psykiatri
  • Bred almenpsykiatrisk viden og erfaring
  • Erfaring med eller interesse for psykoselidelser
  • Erfaring med eller interesse for undervisning og udviklingsarbejde

Ønskede personlige kvalifikationer 

  • Positivt menneske med klare holdninger
  • Engageret, omsorgsfuld og troværdig i kontakten med patienter og pårørende
  • Fagligt motiveret og med evne til at formidle faglighed og retning for personalegruppen – særligt yngre læger

Vi tilbyder

  • Et fagligt meningsfuldt og udfordrende job i universitetshospitalsregi og indenfor liaisonpsykiatri
  • Et stærkt tværfagligt og lægefagligt miljø med mulighed for sparring og et godt kollegialt fællesskab
  • En dynamisk arbejdsplads, hvor vi profilerer os som en dynamisk samarbejdspartner til de øvrige psykiatriske afdelinger og til de somatiske afdelinger på AUH.

 

Afdeling for Psykoser er en af fire psykiatriske afdelinger, der til sammen udgør AUH Psykiatrien.

Afdeling for Psykoser varetager udredning af voksne patienter inden for hele ICD-10 spektret, men behandler særligt patienter inden for det skizofrene og psykotiske område samt patienter med demens, delir, mental retardering, ADHD, autisme og misbrugsudløste tilstande. Afdelingen har regionsfunktion.

Afdelingen har mere end 350 ansatte og ledes af chefsygeplejerske Inge Voldsgaard og cheflæge Marie Behrndtz Brandsborg.

Afdeling for Psykoser omfatter tre sengeafsnit med hver 24 sengepladser. Afdelingen har endvidere et sengeafsnit med 16 “særlige pladser”, hvor der kan tilbydes en rehabiliterende indsats.

Afdeling for Psykoser har endvidere to ambulante klinikker: Psykiatrisk Klinik 1, med Team for Psykoser og Team for Organiske Psykiske lidelser samt Psykiatrisk Klinik 2 med Team for Skizofreni – OPUS, Team for ADHD og Team for Dobbeltdiagnoser.

I Afdeling for Psykoser er desuden en stor og aktiv forskningsenhed med både grundforskning og kliniske forskningsprojekter blandt andet indenfor BIG-data, psykometri, selvskade, somatisk comorbiditet m.m.

Afdeling for Psykoser deltager i den kliniske undervisning af lægestuderende og læger samt psykologer i uddannelsesforløb til specialpsykologer.

 

Lægefaglig bedømmelse

Lægefaglig bedømmelse foretages på baggrund af ansøgerens oplysninger inden for de syv kompetenceområder, jvf. link. Vær opmærksom på, at besvarelsen skal indtastes som en del af den elektroniske ansøgningsprocedure. Det er således ikke tilstrækkeligt at vedhæfte skemaet til bedømmelse af lægefaglige kompetencer. Stillings- og funktionsbeskrivelse er vedhæftet.

Vagtforhold

Hvis du ansættes som overlæge, vil du indgå i tilstedeværelsesvagt med efterfølgende beredskabsvagt med 5 hverdagsvagter og 2 weekendvagter på 20 uger.

Hvis du ansættes som afdelingslæge, vil du som udgangspunkt have 37 timer/uge og du vil indgå i bagvagten med 5 hverdagsvagter og 4 weekendvagter på 18 uger.

Funktionsbeskrivelser:

Stillings- og funktionsbeskrivelse overlæge med og uden ledelse. Se vedhæftede bilag.

https://rm.emply.com/api-v2/shared-files/bba71b3e-de8e-4e9f-94c0-62881ee057c6/shared-access-keys/ne0ic2khlbjemlgfhe9vrrc0myozq7ly1kowu5j02ic3vmrfk4wc6ql6f51861l3

Stillings- og funktionsbeskrivelse afdelingslæge Afdeling for Psykoser, AUH Psykiatrien

Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Ansøgning, samt relevante bilag fremsendes senest den 15.12.23. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 20.12.23.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til cheflæge Marie Behrndtz Brandsborg, maribran@rm.dk eller 40129253.

 

I Psykiatrien i Region Midtjylland prioriterer vi, at vores medarbejdere løbende udvikler deres kompetencer. Derfor har vi skræddersyet vores eget uddannelsesunivers – Psykiatriakademiet. Her kan du blive inspireret til det næste skridt i din karriere.

Læs mere om vores mange muligheder på Psykiatriakademiets hjemmeside :  Klik her for at se hjemmesiden

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.