Sundhedsminister Sophie Løhde (V) forsøger i et interview med Dagens Medicin at affeje den markante kritik af regeringens Lovpakke II som værende ‘misforståelser’.
Men når stort set hele almen praksis, centrale sundhedsfaglige aktører og endda flere af aftalepartierne udtrykker dyb bekymring over lovpakken, bør det være et varsel om reel modstand og ikke blot kommunikationsproblemer.
I interviewet ‘Sophie Løhde: Lægerne bliver ikke sat uden for døren‘ insisterer ministeren på, at lægerne fortsat skal være en ‘central sparringspartner’, og at ‘intet skal dikteres fra Christiansborg’. Men netop den oplevede centralisering og detailstyring er årsagen til kritikken.
Lægernes hverdag risikerer at blive ramt af politisk bestemte rammer for åbningstider, organisering og økonomi – også selvom det pakkes ind i vendinger som ‘styrket samarbejde’ og ‘bedre dækning’.
Hvis regeringen reelt ønsker dialog, burde man tage bekymringerne alvorligt i stedet for at nedtone dem med retoriske afværgemekanismer.
Der er ikke tale om misforståelser
Løhde afviser igen og igen, at regeringen vil ‘diktere’ eller ‘overstyre’. Men samtidig foreslår man i lovpakken at ændre på fundamentale rammer i almen praksis, f.eks. ved at give staten en mere direkte rolle i styring af kapacitet og klinikstruktur, noget der traditionelt har været baseret på forhandlinger med PLO.
Det er ikke en ‘misforståelse’ at være bekymret, når forslagene i sig selv ændrer magtbalancen. Det er en sund demokratisk reaktion på et reelt politisk skifte.
I interviewet taler Sophie Løhde også om en ‘pilskæv’ lægedækning, og det er korrekt, at der mangler praktiserende læger i udsatte områder. Men problemet løses næppe ved at gøre vilkårene mindre attraktive for de læger, vi allerede har.
Mange oplever i forvejen øget pres, administrative byrder og vanskeligheder med rekruttering. Flere statslige krav og større usikkerhed om praksisvilkår vil ikke gøre det mere attraktivt at vælge almen praksis – tværtimod.
Dialog kræver ægte lydhørhed – ikke blot forsikringer
Sophie Løhde siger, at hun er åben for dialog. Men det lyder mest som en invitation til at få forklaret lovforslaget bedre, ikke til at ændre det. Hvis man reelt vil inddrage lægerne og de øvrige aktører, må man også være villig til at justere kursen, ikke blot kommunikationen.
Blandt andet derfor er Sophie Løhdes forsøg på at dæmpe kritikken af Lovpakke II ved at kalde den en række ‘misforståelser’ ikke overbevisende.
Vores kritik bygger på konkrete forslag og principielle ændringer, som fortjener seriøs behandling. Hvis regeringen ønsker ægte samarbejde og bred opbakning til sundhedsreformen, må der være mere end lukkede møder og glatte svar. Der må være en reel vilje til at justere lovgivningen i mødet med faglig og politisk modstand.
