Et centralt spørgsmål i debatten om aktiv dødshjælp er, hvilken rolle læger bør spille ved en legalisering af aktiv dødshjælp. Ved aktiv dødshjælp mener vi, at en terminal og lidende person, der er ved sine fulde fem, og som er fuldt informeret om mulige alternativer, og som ønsker at blive hjulpet herfra, får hjælp til at afslutte livet.

Lægeforeningens formand, Camilla N. Rathckes, syn på sagen er, at læger ikke bør spille nogen rolle ved aktiv dødshjælp, da dette vil være i modstrid med lægegerningen. Men vi ønsker at vise, at aktiv dødshjælp er foreneligt med både den Internationale Lægeforenings beskrivelse af lægegerningen, og det danske lægeløfte.

Lægeformand: Etisk uacceptabelt 

Men lad os begynde med et citat af Rathcke fra en leder i Ugeskrift for Læger fra juni sidste år, hvor hun begrunder sit synspunkt.

»Aktiv dødshjælp er etisk uacceptabelt. Aktiv dødshjælp adskiller sig helt fundamentalt fra alle andre lægelige praksis ved det faktum, at formålet med behandlingen er at forårsage patientens død. Lægeforeningen mener, at et sådant formål er i grundlæggende modstrid med lægens og sundhedsvæsenets rolle, som er at gavne patienten gennem forebyggelse, behandling og omsorg. Vi læger er til for at hjælpe patienter i livet – ikke for aktivt at hjælpe patienterne af med det.«

Men den omsorg for patienten, som Rathcke udtrykker, kan, som vi skal se, være foreneligt med aktiv dødshjælp. 

Legalisering kan give ro

For det første kan en legalisering af aktiv dødshjælp give nogle patienter ro i sindet. Patienterne ville vide, at de har et valg, skulle livet blive for ubærligt. Så et centralt formål, for mange tilhængere af aktiv dødshjælp, er ikke at forårsage patientens død, men at lindre ubærlig lidelse.

Dette ser vi allerede i Oregon i USA, hvor aktiv dødshjælp for døende har været lovligt siden 1998, og hvor en tredjedel af de patienter, der fik godkendt deres anmodning om dødshjælp, valgte ikke at bruge muligheden. 

I øvrigt er det i de fleste af de over 25 stater og lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp, patienten selv, der indtager de medicinske præparater, så lægen er ikke direkte involveret.

Respekt for patientens valg

For det andet mangler en vigtig opgave for lægen i Rathckes beskrivelse, nemlig lægens respekt for patientens valg. En respekt, der er forenelig med en assisteret livsafslutning, og som står centralt blandt fortalerne for aktiv dødshjælp, og som er en vigtig etisk rettesnor for vores sundhedsvæsen.

Hos The World Medical Association (WMA) er respekt for patientens valg en central del af lægens pligt. WMA skriver:

»The health and well-being of my patient will be my first consideration; I will respect the autonomy and dignity of my patient.«

Ifølge WMA skal sikringen af patienters velfærd, autonomi og værdighed således være i centrum. Dermed  er hensynet til patienternes autonomi også foreneligt med aktiv dødshjælp, da der er nogle døende, der ikke ønsker at gennemleve et måske flere uger langt palliativt forløb. 

Hvorfor ikke hjælpe?

Samtidig står der i det danske lægeløfte: » (…) at jeg (…) som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste evne at anvende mine kundskaber (…) til samfundets og mine medmenneskers gavn.«

Lægeløftet fastslår altså, at lægen, blandt andet, skal hjælpe patienten til patientens gavn. Men hvorfor så nægte at legalisere aktiv dødshjælp, hvis det er til gavn for patienten?

Hvis det er patientens dybtfølte ønske, og hvis patienten er kompetent til at tage et sådant valg, og hvis det vil fjerne ubærlig lidelse for en døende patient, hvorfor så ikke hjælpe?

Overlæge i anæstesi Joachim Frederiksen udtrykte i Ugeskrift for Læger i oktober 2023 samme opfattelse:

»Jeg synes, at man lever op til lægeløftet, hvis man hjælper en svært forpint patient, som er uhelbredelig og terminalt syg, og som ikke magter mere, til at dø. En udfrielse for et menneske, som ønsker fred. Alene det, at det bliver en mulighed for den terminalt syge, tror jeg vil give tryghed og ro.« 

Underminering af tillid

Det Etiske Råd mener, at en legalisering muligvis vil ødelægge en central del af lægens rolle, nemlig muligheden for at indgå i et tillidsfuldt læge-patient forhold (Det Etiske Råd 2013). Mere præcist er bekymringen, at den værdifulde tillid, der helst skal være mellem læge og patient, vil blive undermineret.

Patienten kan risikere at betvivle, at lægen gør, hvad hun kan med hensyn til behandling og lindring, hvis aktiv dødshjælp også er en mulighed, der indgår i lægens overvejelser. 

Men der er, så vidt vi ved, ingen empiri, der understøtter, at legalisering af aktiv dødshjælp skulle underminere patienters tillid til lægens råd og handlinger. 

Kan øge patienters tillid

Tværtimod er der et studie fra Sverige, ‘Suffering and euthanasia: a qualitative study of dying cancer patients’ perspectives’, hvor aktiv dødshjælp ikke er tilladt, der viser, at nogle døende kræftpatienter ikke har tillid til, at hospitalsvæsenet kan give dem den nødvendige lindrende smertebehandling medmindre aktiv dødshjælp bliver tilladt. 

Så vi bør også være åbne for, at en legalisering af aktiv dødshjælp faktisk kan øge patienternes tillid til lægerne. Blot at afvise aktiv dødshjælp ud fra en spekulativ omend sympatisk formodning om, at man er bekymret for, hvad det vil betyde for læge-patientforholdet, er ikke overbevisende.

Det er vigtigt for os at gøre det klart, at selv hvis man mener, at aktiv dødshjælp er foreneligt med lægegerningens formål, så betyder det ikke, at man så også må mene, at aktiv dødshjælp bør være lovligt i Danmark.

Ét argument ad gangen

Debatten om en legalisering af aktiv dødshjælp indeholder jo mange andre argumenter. For eksempel, kan man være bekymret for, at en legalisering vil medføre, at nogle patienter vil opleve at blive presset til at vælge aktiv dødshjælp. 

Men i den komplekse diskussion om en legalisering af aktiv dødshjælp, må vi undersøge ét argument ad gangen, og som vi har forsøgt at vise, er en legalisering ikke i modstrid med lægens rolle. 

En række nylige undersøgelser fra andre lande, f.eks. det svenske ‘Trends in Swedish physicians’ attitudes towards physician-assisted suicide: a cross-sectional study’, viser, at cirka 50 pct. af lægerne er for ‘lægeassisteret’ dødshjælp, hvor lægen udskriver de relevante medikamenter, men hvor patienten selv indtager dem.

Lægeforeningen skal udfordres

Vi vil gerne gøre opmærksom på, at vi skal passe på at lægge afgørende vægt på, hvad Lægeforeningen mener i debatten om aktiv dødshjælp. Vi mener, at fokus især bør være på de patienter, det handler om – de døende og lidende. De har ikke så stor en platform og har ofte ikke tid og kræfter til at deltage i debatten.

Men hvis vi spørger dem, viser flere forskningsresultater på området, at de ønsker at have muligheden for at kunne komme herfra ved aktiv dødshjælp. F.eks. viser et studie fra Canada at over 80 pct.  af terminale patienter ønsker, at lægeassisteret dødshjælp skal være muligt . Som den nederlandske filosof Govert den Hartogh skriver i sin bog ‘What kind of Death’: 

»Medicine isn’t there for its own aims, but to serve people and society.«