Overlæge til Bedøvelse og Operation 3 (OP Børn, Unge og Obstetrik), Aarhus Universitetshospital (AUH) En stilling som overlæge ved Bedøvelse og Operation 3 (BO3), Aarhus Universitetshospital, er ledig til besættelse pr. 1. juni 2021, eller efter aftale.

Dette job er udløbet

Stillingen er knyttet til operationsgangen for børn, unge og gravide. Der ønskes en overlæge med kompetence inden for pædiatrisk anæstesi.

Om Bedøvelse og Operation 3
BO3 er en ny afdeling, som er etableret ultimo 2020 som følge af en omorganisering fra én samlet afdeling, Bedøvelse og Operation på AUH, til fire selvstændige afdelinger med hver sin afdelingsledelse. BO3 omfatter en operationsgang for børn, unge og gravide, samt et dagkirurgisk afsnit.

Børn, Unge og Obstetrik afsnittet har en operationsgang med 6 operationsstuer og eget opvågningsafsnit (Forberedelse og Opvågning Øst 3). Afsnittet har derudover dagligt 3-6 udgående teams, der bedøver børn andre steder på AUH (Røntgen og Scanning, andre operationsgange mm.)
Afsnittet har aktuelt 15 speciallæger.
Dagkirurgien består af 16 operationsstuer med tilhørende opvågningsafsnit. Dagkirurgien har 10 speciallæger.
Samlet har BO3 230 medarbejdere.

BO 3 har en ledende overlæge og en oversygeplejerske, som udgør afdelingsledelsen for den samlede afdeling. De enkelte afsnit i BO3 har hver sin funktionsledelse, som varetager de daglige ledelsesopgaver for afsnittet. Funktionsledelsen på Børn, Unge og Obstetrik består af en lægelig funktionsleder samt to afdelingssygeplejersker for henholdsvis anæstesi og operation, og for forberedelse og opvågning.

Om afsnittet
Afsnittet servicerer en af Danmarks største fødegange med ca. 5000 fødsler årligt. Vi udfører 1000 sectioer årligt og anlægger ca. 1000 fødeepiduraler. Vi varetager alt den akutte obstetrik. I vores forberedelse og opvågning varetager vi behandlingen af gravide med sværere symptomer på præeklampsi/eklampsi.
Vi giver anæstesi til ca. 6200 børn årligt. Vi modtager akutte børn inden for det medicinske og kirurgiske område i skadestuen og akutmodtagelsen.

Vi kan tilbyde et godt samarbejdsklima, hvor evnen til teamsamarbejde er i højsædet og med vægt på høj faglig standard, samt fortsat udvikling af gode patientforløb.

Vi søger en kollega, som har mod på den faglige udfordring at håndtere børn i alle aldersklasser, samt gravide. Du skal have lyst til at bidrage aktivt til at videreudvikle en kultur, der sætter familierne i centrum. Afsnittet arbejder både med indlagte og dagkirurgiske patienter. Der er derfor fokus på både patientforløb og patientflow.
Vi søger en kollega, som har fokus på at udvikle det børneanæstesiologiske område og samtidig har en interesse på det obstetriske område.

Vi ønsker en kollega, som kan se muligheder og udfordringer i den fortsatte udvikling af vores operationsgang, og som vægter et godt arbejdsmiljø højt.
Kort sagt en kollega, som vil være med til at forme et eftertragtet afsnit og arbejdsplads.

Vi efterspørger følgende kompetencer:

  • Speciallæge i anæstesi.
  • Anæstesiolog med erfaring i børneanæstesi, gerne SSAI i pædiatrisk anæstesi.
  • Kompetence inden for obstetrisk anæstesi og perioperativ behandling.
  • Samarbejdsorienteret: Bidrager til fortsat godt teamsamarbejde med det øvrige anæstesi-, operation-, og opvågningspersonale, samt de mange kirurgiske samarbejdspartnere.
  • Forskningsinteresseret: Der er gode muligheder for initiering af forskningsprojekter.
  • Undervisningserfaring: Afdelingen har et stort antal yngre læger, medicinstuderende, læger i efteruddannelse i børne/obstetrisk anæstesi, anæstesikursister, hvorfor lysten til undervisning efterspørges.

Stillingen er en fuldtidsstilling med vagt fra vagtværelse. Dagtider kl. 7.30-15.30, enkelte dage til kl. 18.00 og kl. 20.30. Vagt kl. 17.30-08.00.

Den faglige bedømmelse af ansøgeren vil ske på baggrund af ansøgerens oplysninger om egne kompetencer inden for hver af de 7 lægeroller i et skema, som udfyldes elektronisk i forbindelse med ansøgningen. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation.

Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til den mellem Danske Regioner og Foreningen af Speciallæger indgåede overenskomst for overlæger.

Ansøgningsfrist: 22. marts 2022.
Ansættelsessamtaler: 30. marts 2022.

Nærmere oplysninger om stillingen kan indhentes hos:
Ledende overlæge Lene Raun Nielsen lenrauni@rm.dk / 2496 5032 eller funktionsansvarlig overlæge Mette Veien metvei@rm.dk / 2346 3731 eller 3091 1019

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Søg stillingen via “søg job”-knappen.