Engang i 1978 var Jørgen Winther på sygebesøg hos en af sine patienter, som havde malignt melanom med metastaser.

Patientens kone var også til stede, da Jørgen Winther tog samtalen – den, der handler om at fortælle sin patient, at der ikke er de store chancer for helbredelse.

Og der fik han en ide, som skulle vise sig at give anslaget til ikke blot ændrede vilkår for uhelbredeligt syge, der gerne vil dø hjemme, men også en række andre sundhedspolitiske tiltag, og ikke mindst et helt nyt arbejdsliv for ham selv.

For ud over at give familien sit telefonnummer, så han som læge kunne komme og give noget smertestillende, foreslog han dem også, at konen i huset fik fri fra sit arbejde, så hun kunne pleje sin mand den sidste tid. Jørgen Winther ville gerne hjælpe med til at få det til at ske.

»Jeg skrev til Randers Kommune om det. Men det kunne man ikke. Så må jeg altså tilstå, at jeg sygemeldte den raske ægtefælle, og min patient døde derhjemme – trygt«, siger han.

Aviskronik blev politisk startskud

Det år havde Jørgen Winther tre andre kræftpatienter med lignende sygehistorier, hvor han fik udvirket, at enten ægtefællen eller et af børnene kunne passe den syge hjemme.

De fire hjemmedødsfald var med til at konkretisere Jørgen Winthers tanker om en egentlig ordning med sygeplejeorlov, så læger som ham selv ikke var nødt til at fiksfakse med reglerne for at få den sneget igennem case-by-case.

Nogen var nødt til det, mente han, for som han siger: »Døende har ikke nogen pressionsgrupper.«

Så Jørgen Winther greb til det gammelkendte greb, når man gerne vil sætte en dagsorden: Han gik til medierne.

»Jeg skrev allerførst i 1979 en kronik i Politiken om at dø i sin rede, hvor jeg foreslog en plejeorlov. Jeg tænkte også økonomisk, at sådan en ordning ville være lidt billigere end at sende patienter ind og ud af hospitalerne hele tiden. Det var første gang, jeg overhovedet skrev noget, og jeg fik flere hundrede breve bagefter og kom i TV Avisen,« mindes han.

Få måneder senere var Jørgen Winther i spalterne igen, denne gang i Børsen, hvor han skrev om, at omkring hver fjerde konsultation i hans praksis var en JOK – Jævnt Overflødig Konsultation. Derfor foreslog han brugerbetaling ved praktiserende læge, et tiltag, der som bekendt ikke, endnu da, er blevet indført i Danmark.

Kontaktet af Bertel Haarder

De opsigtsvækkende meldinger i pressen fik store konsekvenser for Jørgen Winther selv.

»Bertel Haarder (folketingsmedlem og minister i skiftende regeringer for Venstre, red.) skrev bagefter til mig og spurgte, om jeg havde lyst til at blive politiker,« fortæller han.

Bertel Haarder bekræfter, at det var ham, der i sin tid så et politikerfrø i lægen fra Randers. Og det var især det ene af Jørgen Winthers emner, der fangede Haarders interesse.

I 1989 kom jeg med et beslutningsforslag om forbud mod rygning i regionale rutebiler i Århus Amt, både for chaufføren og passagererne. Det blev ikke vedtaget

Jørgen Winther

»Jeg kontaktede Jørgen Winther, da han modigt turde tale om JOK-besøg hos lægen: Jævnt Overflødige Konsultationer. Det var modigt og sandt,« skriver Bertel Haarder i en mail.

Jørgen Winther meldte sig derefter ind i Venstre, og dermed var grundstenen lagt til en politisk karriere, der ganske vist aldrig førte f.eks. en ministerpost med sig, men ikke desto mindre har sat nogle gevaldige aftryk på sundhedspolitikken og -væsenet i Danmark.

Plejeorloven var Jørgen Winthers første ‘sag’. Men nogen let sag var det ikke. Og da slet ikke inden for hans eget parti. Han talte om sine ideer om plejeorlov allerede på partiets landsmøde i 1979, det år, han meldte sig ind, men der var først opbakning i 1986.

Alligevel var det ikke med Venstrestemmer, at lovbestemmelserne om pleje af døende i hjemmet blev vedtaget i 1989. Partiet mente, at plejevederlaget til pårørende var for højt.

Det skulle ikke blive sidste gang, at Jørgen Winther måtte slås for sine ideer i sit eget parti.

Inspireret af virkeligheden igen

Fra at være alment partimedlem gik Jørgen Winther til at være folkevalgt politiker i 1986, da han blev valgt ind i det daværende Aarhus Amtsråd.

Den tid bød på to overlevelsesdygtige udspil fra Randerslægens ideværksted.

»Jeg foreslog, at en nyopdaget kræftpatient skulle have ret til indlæggelse efter tre dage, men det blev besluttet, at patienten skulle have ret til indlæggelse inden for to uger. Det var den første behandlingsgaranti i Danmark,« siger han.

Også i dette tilfælde var det en patient i den praksis, som Jørgen Winther stadig drev sammen med en kompagnon, som inspirerede.

»Jeg havde en patient, der skulle vente seks uger på Aarhus Amtssygehus, før han kunne blive opereret for kræft i endetarmen. Jeg ringede til Randers og fandt ud af, at hvis han var kommet dertil, så havde han kunnet komme til inden for en uge,« fortæller Jørgen Winther.

Ideen om behandlingsgarantier har vist sig at være levedygtig på langt sigt, og det samme kan siges om ide nummer to fra tiden i Århus Amtsråd: rygeforbud.

Det vil næppe undre nogen, at den ide også udsprang af en specifik patient i Randerslægens konsultation, som han indtil 1999 drev enkelte dage om ugen sideløbende med sin politiske løbebane.

»Årsagen var egentlig ikke at forebygge kræft. Jeg havde en astmapatient, som kom til mig efter at have været sengeliggende i fire dage og spurgte, om jeg ikke kunne skrive om det med rygning. For han kunne ikke komme med sin kone til sølvbryllupsfest uden at måtte ligge i sengen i fire dage bagefter, fordi folk røg,« husker Jørgen Winther.

Den stædige stalinist i Venstre

Vejen mod et rygeforbud var dog lang. Jørgen Winther startede som sagt i amtsrådet.

»I 1989 kom jeg med et beslutningsforslag om forbud mod rygning i regionale rutebiler i Århus Amt, både for chaufføren og passagererne. Det blev ikke vedtaget. Da jeg så kom i Folketinget (i 1988, red.) foreslog jeg, at Venstre skulle gå foran med den sag ved at forbyde rygning i partiets gruppeværelse og meddele det i pressen. Jeg kan huske gruppeværelset, da jeg foreslog det, med Anders Andersen (tidl. finans- og økonomiminister, red.) og hans cigar og Uffe (Ellemann, tidl. formand for Venstre og udenrigsminister, red.) med piben. Over halvdelen af de mænd røg,« siger Jørgen Winther.

En god ide tager 10 år at få gennemført – en rigtig god ide tager 20 år

Jørgen Winther

Med andre ord var der ikke den fjerneste opbakning til at gøre rygeforbud til en Venstresag, og en partifælle kaldte ligefrem Jørgen Winther for ‘stalinist’.

»Venstre er jo et liberalt parti, der går ind for frihed. Og de efterfølgende år blev jeg hujet ad, hver gang jeg sagde, at jeg går ind for rygeforbud. Det var nærmest en hel parodi til sidst. Jeg var i mange år den eneste borgerlige politiker, der kæmpede for rygeforbud,« siger han.

Men kronjyder er en stædig flok, og Jørgen Winther, som var sit partis sundhedsordfører i samtlige 20 år, han sad i Folketinget, fik sin vilje til sidst. ‘Lov om røgfri miljøer’ blev vedtaget i 2007 – i øvrigt med opbakning fra samtlige partier i Folketinget bortset fra Det Radikale Venstre, som ikke syntes, at loven var stram nok.

»En god ide tager 10 år at få gennemført – en rigtig god ide tager 20 år,« som Jørgen Winther siger.

Den ide, han selv er gladest for at have fået gennemført, er plejeorloven, om end han erkender, at rygeforbuddet nok er vigtigere for folkesundheden. Men der er flere ting på listen.

F.eks. var det Jørgen Winther sammen med nu afdøde Peter Brixtofte, der en aften ‘over noget rødvin’, som han siger, udklækkede den første ansats til et af de mere kontroversielle tiltag, som efterhånden blev til Venstrepolitik.

»Samstemmende sagde vi, at vi skal da have frit valg til privathospitaler, og det offentlige skal betale,« beretter han.

Politikken blev siden gennemført af en Venstreledet regering i 2002 i form af det udvidede frie sygehusvalg.

De andres ideer

En gang imellem har Jørgen Winther kastet sin opbakning efter andre ideer end sine egne. Det eksempel, der er mest personligt for ham, er mammografiscreening.

Baggrunden for det engagement var Jette Winther – Jørgen Winthers ægtefælle – som døde af brystkræft i 2017.

»Jette fik konstateret brystkræft i 1992 efter at have fået taget mammografi to år tidligere. Det viste sig, at lægerne burde have fundet en suspekt knude, der kunne ses allerede på billedet i 1990. Men den tidlige kræftknude blev overset af sygehuset. Det var derfor, jeg kæmpede så indædt for mammografiscreening,« siger Jørgen Winther.

Screening er omstridt i læge- og forskerkredse, og Jørgen Winther hæfter sig ved, at han ikke blot skulle kæmpe for sagen i Folketinget, men også var oppe imod sundhedsmyndighederne.

»Sundhedsstyrelsen var også modstander af mammografiscreening, og den sag er vist et klart bevis på, at en lægeuddannelse er en kæmpe fordel, når der skal kæmpes mod Sundhedsstyrelsen,« siger han.

Selve det politiske flertal måtte der også kamp til for at få.

»Det sker meget, meget sjældent, at der vedtages et forslag uden om regeringen, men det lykkedes mig at samle flertal uden om den socialdemokratiske regering,« husker han.

Ingen politikere tør sige sandheden om, hvor stor en trussel denne børnefedmeepidemi vil udgøre for samfundet om få år. Og så er det for sent. Politisk mod er en mangelvare

Jørgen Winther

Dette flertal i Folketinget vedtog mammografiscreeningen i 1999 ved at forpligte de daværende amter til at indføre en sådan screening for brystkræft senest i 2010.

Forsvar for Fredberg og kamp mod børnefedme

I dag er Jørgen Winther medlem af Regionsrådet i Region Midtjylland. Her har han på det seneste gjort sig bemærket som indædt forsvarer for tidligere ledende overlæge hos Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg, Ulrich Fredberg.

Fredberg indgik en fratrædelsesaftale med regionen efter kontrovers over Silkeborgcenterets anvendelse af lavdosis CT-skanning frem for den almindelige røntgenundersøgelse ved mistanke om lungekræft som differentialdiagnose. En proces, der generelt er blevet opfattet som en fyring i forklædning.

Sådan ser Jørgen Winther det også. Han vil have Ulrich Fredberg renset for beskyldninger om at have beklikket patientsikkerheden, hvilket et enstemmigt Regionsråd for nylig har gjort, og desuden genansat i sit job. Det sidste udestår stadig.

På det folkesundhedsmæssige plan har Jørgen Winther imidlertid også en ny hjertesag: børnefedme.

»Jeg opfatter børnefedme som en forfærdelig stor udfordring. Hvis man er overvægtig, når man bliver konfirmeret, så er man det højst sandsynligt også, når man bliver 40-50 år,« siger han.

Så han udtænkte et forslag og gik ud med det i 2018.

»Jeg foreslog, at hvis et barn er overvægtigt i de første år i skolen, skal det hjælpes maksimalt, følges grundigt af sundhedsplejerske, have masser af forståelse og støtte, og så skal der være en præmie på 22.000 kr. til familien, hvis barnet er normalvægtigt ved konfirmationsalderen,« siger han.

Forslaget blev dog sablet ned som økonomisk uansvarligt, uden sikker virkning på langt sigt og ikke mindst som stigmatiserende for de overvægtige børn.

Det sidste bekymrer ham.

»Der er et tabu om børnefedme. Man må ikke sige, at et barn er fedt i dag, og at indsatsen er mislykkedes. Ingen politikere tør sige sandheden om, hvor stor en trussel denne børnefedmeepidemi vil udgøre for samfundet om få år. Og så er det for sent. Politisk mod er en mangelvare,« siger han.

Men – som sædvanlig fristes man til at sige – holder Jørgen Winther snuden i sporet uden at kere sig alt for meget om holdningen på bjerget.

»Det er en ting, der ikke er lykkedes for mig endnu,« siger han om sit livtag med børnefedme.

»Det kommer nok til at vare 30-40 år.«