Psykiatrien får et løft på 600 mio. kr., en halv mio. skal sikre 1.000 flere sygeplejersker, og en pakke cigaretter skal koste mindst 60 kr.
Regeringen er sammen med støttepartierne og Alternativet blevet enige om finansloven for 2020, der giver et løft til sundhedsvæsenet.
Finansminister Nicolai Wammen (S) sagde i forbindelse med økonomiaftalerne med KL og Danske Regioner, at danskerne skal kunne mærke, at der er kommet en regering, der prioriterer velfærden. Den samme udmelding kommer han med nu.
»Med finansloven for 2020 kan danskerne mærke, at der er kommet en ny regering, som prioriterer velfærd og den grønne omstilling. Som vi lovede før valget, lader vi pengene følge med, når der heldigvis kommer flere børn og ældre,« siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
Sundhedsvæsenet kan være tilfreds
Og man kan godt sige, at regeringen viser, at den prioriterer velfærden, siger professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet. De afsatte midler til sundhedsvæsenet fra finansloven sammen med midlerne fra økonomiaftalerne udgør samlet set flere penge, end hvad den tidligere regering gav.
»Sundhedsvæsenet kan godt være tilfreds med de midler, der er blevet afsat med finansloven og økonomiaftalerne. Sundhedsvæsenet har fået mere, end det har været normen i de seneste år. Det er også værd at bemærke, at finanslovsaftalen ikke kommer med mange frimærker med øremærkede midler. Bortset fra prestigeprojektet med de 1.000 sygeplejersker kan regionerne relativt frit bruge midlerne, hvilke de ofte har efterlyst. Så det er en finanslov med handlefrihed,« siger Kjeld Møller Pedersen.
»Men nu skal vi lige se til næste år, der kommer syretesten, for generelt giver regeringer flere penge i deres første finanslovsaftale,« fortsætter han.
’Rigtige penge’ til psykiatrien
Selve finanslovsaftalen indeholder ikke de store overraskelser, mener Kjeld Møller Pedersen. Men han bemærker, at psykiatrien bliver fremhævet, og at der er afsat 600 mio. kr. til området. Men det er ikke første gang, en rød regering prioriterer psykiatrien.
»Psykiatrien fik også mange penge i første og andet år i Thorning-regeringen, da Astrid Krag var sundhedsminister. Dengang kom midlerne fra satspuljerne, så det er nyt, at det er ‘rigtige’ penge fra begyndelsen til psykiatrien. Om det er nok til at sikre området, kan man endnu ikke svare på, men 600 mio. kr. må siges at være et godt løft,« siger han.
Det er heller ikke en overraskelse, at afgifterne til cigaretter stiger, så en pakke cigaretter fra 1. januar 2022 vil koste omkring 60 kr. Men det er alligevel lykkes støttepartierne at få regeringen til at hæve prisen et nøk op.
»Stigningen på omkring 20 kr. er ikke med regeringens gode vilje, men det er sådan, at man får og tager i forhandlinger,« siger Kjeld Møller Pedersen.