Overlæge/evt. afdelingslæge, Funktionelle Lidelser, AUH Overlæge med speciale i psykiatri, eller andet relevant speciale, søges til ledig stilling hos Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital
Vi søger en overlæge eller evt. afdelingslæge til en ledig stilling 30 timer/uge. Stillingen er med tiltrædelse 1. september 2018.
Funktionelle Lidelser er en afdeling på Aarhus Universitetshospital og er tilknyttet Aarhus Universitet.
Funktionelle Lidelser blev oprettet i 1999 og varetager regionsfunktion for behandling af funktionelle lidelser, det vil sige komplicerede somatoforme lidelser, dissociative lidelser og helbredsangst samt patienter med kroniske smerter; det sidste i et samarbejde med Neurologisk Afdeling. Afdelingen modtager også patienter fra andre regioner. Vi har et tæt samarbejde med andre kliniske- og forskningsafdelinger i ind- og udland. Aktuelt er der i afdelingen ansat 1 professor, 3 overlæger, 1 afdelingslæge, psykologer, statistikere, it-udviklere, socialrådgivere samt teknisk administrativt personale – i alt ca. 40 ansatte, hvoraf omkring halvdelen er eksternt finansierede.
Patientforløbene i afdelingen er diagnosticering ved hjælp af SCAN-interview, psyko-edukative tilbud og gruppe- eller individuel behandling. Vi er i øjeblikket ved at implementere internetbaserede terapiforløb.
Vi forventer
- at du kan bidrage til udviklingen indenfor området og være medansvarlig for det kliniske arbejde i afdelingen i form af undersøgelse, diagnostik og behandling samt deltage i supervision af de yngre læger i afdelingen
- at du kan etablere forskningsprojekter i afdelingen og søge eksterne midler
- at du involverer dig i afdelingens videnskabelige kliniske undersøgelser og aktiviteter i øvrigt
- at du påtager dig undervisning i et vist omfang, da undervisning og formidling er stor del af afdelingens formål
Der er gode muligheder for efteruddannelse, deltagelse i kongresser, møder mm. Vi vil, afhængig af ansøgerens kvalifikationer, tilrettelægge en oplærings- og uddannelsesplan inden for det funktionelle arbejdsområde.
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i psykiatri eller andet relevant speciale med interesse for funktionelle lidelser, smerter og vores behandlingsformer med psykoterapi, herunder gruppeterapi, samt supervision.
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Stillingen er betinget af en tilfredsstillende autorisation samt en tilfredsstillende børneattest. Det er et krav, at du har haft minimum 5 års ansættelse som speciallæge, jf. retningslinjer fra Region Midtjylland, for at kunne komme i betragtning til ansættelse som overlæge.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.