Forskningsleder i Rehabilitering og Sygefravær, DEFACTUM Forskningsleder, der brænder for forskning i rehabilitering
Vil du gerne være en væsentlig aktør i udvikling af uddannelse, forskning og ledelse i rehabilitering i kommune, region og på landsplan, og giver borgerinddragelse, praksisudvikling og lighed mening for dig? Brænder du for ledelse og samarbejde mellem borgere og aktører på alle niveauer? Så er du måske vores nye forskningsleder i Rehabilitering og Sygefravær.
Rehabilitering og Sygefravær har i en årrække haft en stor rolle i udviklingen af rehabiliteringsfeltet i Danmark og har i tæt samarbejde med MarselisborgCentret og Rehabiliteringsforum Danmark udviklet nationale rehabiliteringsnetværk på tværs af administration, praksis og forskning. F.eks. med årlige nationale konferencer og en verdenskongres i Aarhus i 2020.
I løbet af de sidste 10 år er der i Rehabilitering og Sygefravær udviklet et kompetent og engageret forskningsmiljø med nu 7 forskere, hvoraf 1 er professor og 4 er deltidslektorer ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Der er pt. tilknyttet 17 ph.d. studerende og der er en betydelig forskningsproduktion samt undervisningsaktivitet ved Aarhus Universitet på de sundhedsfaglige uddannelser. Forskerne har gode netværk lokalt, nationalt og internationalt. Forskningsmiljøets styrke afspejles i en kraftig stigende videnskabelig produktion, stor grad af ekstern finansiering fra fonde mv. og et godt arbejdsmiljø.
Aktuelt har Rehabilitering og Sygefravær to forskningsprogrammer i hhv. kommunal/regional rehabilitering og arbejdsrettet rehabilitering med hver sin programleder.
Rehabilitering og Sygefravær har et tæt samarbejde med kommunerne og hospitalsenhederne i Region Midtjylland, og enheden har et væsentligt ansvar for at understøtte det politiske og administrative niveau i Region Midtjylland med viden om rehabilitering. Der lægges vægt på en tværvidenskabelig tilgang med anvendelse af relevante forskningsmetoder, både kvantitative og kvalitative.
Som strategiske satsninger kan nævnes etablering af forskningsklinik med Aarhus Kommune med fokus på hjerte- og rygrehabilitering, tværgående forskningsspor i rehabilitering ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, den nationale ungekohorte “Alle Unge Tæller”, det nationale forskningsnetværk SEVERIN, regional enhed af REHPA med fokus på hjerterehabilitering samt et udvidet forskningssamarbejde omkring lænderyg-rehabilitering og arbejdsfastholdelse med hhv. Regionshospitalet i Silkeborg og Regionshospitalet i Herning.
I din rolle som forskningsleder skal du:
- Være drivkraft i udvikling af kommunal, regional, national og international rehabiliteringsdagsorden understøttet af forskning og uddannelse med fokus på områder, hvor udfordringen er størst mht. at sikre udsatte grupper indsatser, der sikrer lighed i muligheder og tilbud.
- Arbejde for sammenhæng i indsatser mellem sundhed, social og arbejdsmarked på tværs af sektorer og fagområder.
- Fastholde og udvikle samarbejdet med Aarhus Universitet.
- Være en væsentlig spiller i opfølgning på de nationale mål og Region Midtjyllands målbillede i tæt samarbejde med de øvrige stabsafdelinger og hospitalerne.
- Aktivt følge den politiske og faglige udvikling indenfor rehabiliteringsområdet på regionalt, nationalt og internationalt niveau og være proaktiv i forhold til at sætte rehabilitering på dagsordenen.
- Varetage den daglige ledelse – administrativt, fagligt og personalemæssigt – af Rehabilitering og Sygefravær.
- Indgå i Koncern Kvalitets og DEFACTUMs ledergrupper, og sammen med disse bidrage til og tage ejerskab til den overordnede ledelse af Koncern Kvalitet og DEFACTUM, herunder løse tværgående opgaver.
- Repræsentere Koncern Kvalitet i regionale fora og arbejdsgrupper i Region Midtjylland samt i nationale fora.
- Sikre højt fagligt niveau i betjeningen af det politiske og administrative niveau i Region Midtjylland.
Vi lægger vægt på, at du har følgende faglige og personlige kvalifikationer:
- Sundhedsvidenskabelig kandidatuddannelse
- Ph.d. med fokus på rehabiliteringsområdet
- Stærke kvantivative metodemæssige kompetencer
- Indsigt og erfaring som sætter dig i front for udvikling af Rehabilitering og Sygefraværs satsningsområder
- Ledelseserfaring – en formel ledelsesuddannelse er en fordel, men ikke et krav
- Personlig gennemslagskraft kombineret med en dialogsøgende og motiverende ledelsesstil.
- Forsknings- og undervisningserfaring på mindst universitært lektorniveau
- Erfaring med forsknings- og udviklingsprojekter med klinisk/praksis udøvende fagprofessionelle
- Evne til at uddelegere og samtidig bevare overblikket
- Gode kommunikations- og samarbejdsevner på alle niveauer
- Forståelse for og gerne kendskab til at arbejde med forsknings- og udviklingsopgaver, herunder de organisatoriske, økonomiske og politiske/administrative rammer for opgaverne
- Lyst til at bidrage aktivt til udviklingen af hele Koncern Kvalitet
Rehabilitering og Sygefravær er organisatorisk en del af Koncern Kvalitet, der varetager det strategiske kvalitetsarbejde i Region Midtjylland samt forsknings- og udviklingsopgaver inden for sundheds-, social- og arbejdsmarkedsområdet til brug for både regionen og for eksterne parter. Vi er ca. 130 engagerede medarbejdere fordelt på 7 organisatoriske enheder. 4 af enhederne, som arbejder med forsknings- og udviklingsopgaver, herunder Rehabilitering og Sygefravær, betegnes under ét som DEFACTUM.
Dine løn- og ansættelsesvilkår:
Stillingen er på kontorchefniveau og aflønnes på overenskomstmæssige vilkår efter chefaftalen på trin 51 med et opslagsniveau på 634.033 (1-10-2017-niveau). Hertil kommer pension på 20,46 pct., indgåelse af resultatlønsaftale samt eventuel kvalifikationsløn efter forhandling.
Aktuelt pågår der forhandlinger mellem Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og DEFACTUM om tættere forskningsmæssigt samarbejde, herunder delestillinger. Du skal således være indstillet på, at din stilling på sigt bliver en delestilling.
Arbejdsstedet er Rehabilitering og Sygefravær i MarselisborgCentret, P.P. Ørumsgade 9-11, 8000 Aarhus C. Der må påregnes mødeaktivitet regionalt, nationalt og internationalt.
Tiltrædelse 1. maj 2018 eller snarest derefter.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte vicedirektør Mette Kjølby på telefon 4089 3164.
Din ansøgning skal være os i hænde senest 18. marts 2018.
Første samtalerunde afholdes 4. april 2018.
Anden samtalerunde afholdes 10. april 2018.
I forbindelse med ansættelsesprocessen gennemføres en test for de ansøgere, der udvælges til anden samtalerunde.