Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Nord i Randers søger afdelingslæge

Dette job er udløbet

Har du lyst til at bruge din lægelige faglighed og erfaring til at sikre patienternes tryghed, og har du idéer til, hvordan vi sammen kan gøre sundhedsvæsenet mere sikkert? Så har vi brug for dig!

Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Nord, søger en speciallæge til en fuldtidsstilling med tiltrædelse snarest muligt.

Om Tilsyn og Rådgivning Nord  

Vi yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder i relation til bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, beredskabsopgaver, miljøsager, retslægelige ligsyn og trafikmedicin. Desuden fører vi tilsyn med sundhedspersoner og behandlingssteder i Region Midt- og Nordjylland.

Kontoret er præget af et godt og tæt kollegialt samarbejde både fagligt og socialt med fokus på udvikling og læring. Miljøet er tværfagligt, og dine kollegaer er bl.a. læger, sygeplejersker, jurister, folkesundhedsvidenskabskandidater/andre akademikere og administrativt personale. Kontoret er uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin.

Dit arbejde

Jobbet indeholder bl.a. følgende arbejdsopgaver:
  • Sundhedsfaglig rådgivning og sagsbehandling af sager vedr. smitsomme sygdomme, miljøforurening, trafikmedicin og sundhedsjuridiske problemstillinger
  • Tilsyn i lægepraksis, på sygehuse, misbrugsbehandlingssteder m.fl.
  • Tilsyn med sundhedspersoner, herunder ved misbrug af alkohol eller lægemidler
  • Deltagelse i udviklings- og læringsinitiativer for sundhedsvæsenet
  • Retslægelige ligsyn
  • Rådgivning af læger, sygeplejersker og andre sundhedspersoner samt andre myndigheder, f.eks. om instrukser, vejledninger m.v.

Afhængigt af dine ønsker og kompetencer vil der blive mulighed for individuel tilrettelæggelse af opgaveporteføljen.

Dine kvalifikationer

Vi forventer, at du er uddannet speciallæge gerne med bred erfaring fra det danske sundhedsvæsen. Der er ikke krav om et særligt speciale, men speciale i samfundsmedicin eller almen medicin vil være en fordel.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har interesse for og gerne erfaring med et eller flere af kontorets arbejdsområder
  • har interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • har interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • har lyst til at arbejde projektorienteret og tværfagligt
  • har gode kommunikative evner
  • er i stand til selvstændigt at tilrettelægge egne arbejdsopgaver
  • har interesse for og gerne erfaring med kvalitetsudvikling eller organisatorisk arbejde
  • har kørekort og bil til rådighed

Uanset hvilken baggrund du kommer med, så er arbejdet formentlig nyt for dig. Vi sørger for god oplæring, herunder bred introduktion og en intern uddannelse.

Vi tilbyder  

Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmæssigt perspektiv, og hvor arbejdsdagen er både travl og spændende med varierende arbejdsopgaver. Du vil blive en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at anvende og udvikle dine kompetencer og ikke mindst bidrage til at udvikle det risikobaserede tilsyn. Vi er en arbejdsplads, der sætter pris på en uformel omgangstone og et godt arbejdsmiljø.

Løn og ansættelsesvilkår

Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.

Ansættelsen forudsætter speciallægeuddannelse.

Kontakt os gerne  

Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte kontorchef, overlæge Charlotte Hjort, tlf. 7222 9331 eller sektionsleder, overlæge Anne Hempel-Jørgensen, tlf. 7222 9332.

Er du interesseret?  

Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 10.

Generelt om styrelsen

Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder for, at det er trygt at være patient i det danske sundhedsvæsen. Vi fører bl.a. tilsyn med autoriserede sundhedspersoner og sundhedsorganisationer, udsteder autorisationer til 16 forskellige autoriserede faggrupper, og vi behandler klager fra patienter og ankesager om erstatninger. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

På det grundlag bidrager vi til, at sundhedsvæsenet lærer af fejl og forebygger gentagelser.

Vi er mere end 450 medarbejdere og har tilknyttet over 700 sagkyndige konsulenter, der dækker de sundhedsfaglige specialer inden for hele sundhedsområdet.

Som led i anden del af regeringens plan for flytning af statslige arbejdspladser vil behandlingen af klager fra patienter og ankesager om patienterstatninger blive varetaget af den kommende Styrelse for Patientklager og Erstatning fra forventeligt 1. maj 2018. Den opslåede stilling er ikke berørt af udflytningen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har pr. 1. januar 2018 røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.