Reservelæge til Akutafdelingen

Dette job er udløbet

Vi leder efter en reservelæge til mellemvagtslaget:

  • Som ønsker at være en del af en dynamisk afdeling med stort patientflow og fantastiske kollegaer.
  • Læge med ret til selvstændigt virke.
  • Et godt overblik og sans for samarbejde.
  • Som ønsker at arbejde i tværfaglige teams.

Vi tilbyder:

  • Et godt læringsmiljø – se vores sidste inspektorrapport.
  • Speciallægebagvagt tilstede i døgndækket vagt
  • Ingen nattevagter
  • Gode kollegaer samt en dynamisk og spændende arbejdsplads.
  • Oplæring i brug af akut ultralyd (Ceclus certificering)

Ved spørgsmål kan Ledende Overlæge Ulf Hørlyk kontaktes på telefonnummer 24 75 11 58.

I Horsens realiserer vi Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fælles akutte modtageenheder (FAM). Vi er 7 speciallæger, inklusive den ledende overlæge i afdelingen. Derudover har vi læger under hoveduddannelse i specialerne geriatri og almen medicin samt et forvagtslag med p.t. 18 KBU-læger.
Vi har et tæt og meget velfungerende samarbejde med de specialer hvis patienter bliver modtaget i Akutafdelingen.

Akutafdelingen modtager akutte kirurgiske, medicinske og ortopædkirurgiske patienter.
Afdelingen er tænkt som et 2-døgns afsnit, og vi hjemskriver 60 % af patienterne direkte fra Akutafdelingen. Vi arbejder meget tæt sammen med stamafdelingerne og naturligvis med Anæstesiologisk afdeling, Centrallaboratoriet og Billeddiagnostisk afdeling – ligesom samarbejdet med lægevagten er intensiveret siden akutaftalen blev indgået.
Vi modtager 16.000 skader og 13.000 patienter til indlæggelse om året på 5 skadestuepladser og 27 senge. Vi driver desuden hospitalsvisitationen og en Akut Dagklinik samt en okkult cancer pakke.
Det lægelige ansvar for behandlingen i Akutafdelingen ligger hos den ledende overlæge, men de kliniske retningslinjer er typisk lavet i samarbejde med stamafdelingerne. Endvidere arbejder vi tæt sammen med andre akutafdelinger i regionen og landet over.

Akutafdelingen på Hospitalsenheden Horsens er under ombygning så der i 2021 står en moderne specialombygget afdeling med 37 senge klar. Fase 1 af denne ombygning resulterer næste år i 2 helt nye traumestuer og et integreret satellit afsnit af Billeddiagnostisk afdeling.
Vi er langt fremme med de elektroniske løsninger, vi arbejder meget bevidst med databaseret flowstyring, og vi tænker i det hele taget os selv som en meget kreativ og innovativ enhed i systemet. Vi samarbejder til højre og venstre, op og ned – og ud og ind af sygehuset. Vi er meget tværfaglige i vores tilgang til opgaverne.

Fra 1. maj 2014 har vi haft døgndækning med speciallæger i Akutafdelingen. Det kan vi p.t. ikke klare med egne kræfter, hvorfor der er en samarbejdsaftale med Medicinsk Afdeling om hjælp til dækning af en del af natte- og weekendvagterne. HU-lægerne indgår sammen speciallægerne i dækningen af yderligere en vagt, der går til kl. 23 alle dage. Og endelig deltager afdelingens læger på forskellig vis i dagtiden i modtagelse og færdigbehandling af de akutte patienter.

Vagthavende speciallæge – akutvagten – er lægeligt ansvarlig for triageringen og leder i øvrigt teamet sammen med den flowkoordinerende sygeplejerske samt akutkoordinatoren.
Servicemålet er, at alle patienter ses af relevant ekspertise inden for en time fra ankomsten, og der skal foreligge en behandlingsplan inden for fire timer. Akutvagten er leder af det akutte medicinske modtageteam. Der er daglig tilstedeværelse af læger fra alle andre afdelinger – ikke mindst medicinsk afdeling – og akutvagten har en betydelig overbliksopgave.

Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Foreningen af Yngre Læger og Danske Regioner. Stillingen er omfattet af Ny Løn og lønnen forhandles med organisationen.

Der er ansøgningsfrist den 9. februar 2017.
Ansøgning skal sendes elektronisk via nedenstående link.
Ansættelsen er betinget af tilfredsstillende børneattest.

www.regionshospitalet-horsens.rm.dk

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer , vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale