I bogen ?Det nye liv? langer videnskabsjournalist og ph.d. i neurobiologi Lone Frank ud efter politikerne. De har ikke forstået bioteknologiens samfundsrevolutionerende potentiale og har forsømt at sætte sig ind i sagerne og ? ikke mindst ? at tage stilling til, hvordan teknologien skal reguleres. Derfor sakker Danmark og resten af Europa bagud i forhold til resten af verden, som i langt højere grad har taget bioteknologien til sig. Lone Franks bog har med rette vakt betydelig interesse. For den samfundsmæssige håndtering af bioteknologien er uhyre vigtig, og en ordentlig debat påkrævet.
Men rammer kritikken af de nølende politikere virkelig plet? Ser man på anvendelse af bioteknologi i forhold til mennesker, er det ikke umiddelbart reguleringsskyhed, der springer i øjnene. Lad mig nævne et par eksempler.
Danmark var et af de første lande i verden, som oprettede et etisk råd. Det skete i 1987. I årene derefter blev hjernedødskriteriet indført, lægeloven fik regler om livstestamente og dødshjælp, biomedicinsk forskning blev lovreguleret, og i den sammenhæng blev der også vedtaget regler om forskning på befrugtede æg. Disse love blev senere fulgt op af befrugtningsloven, som for nylig blev ændret for at åbne op for forskning i embryonale stamceller.
Nu er antallet af love ikke i sig selv et bevis på, at politikerne viser handlekraft i tide. Men sammenligner man med andre lande ? også uden for Europa ? tegner der sig ikke et billede af politisk langmodighed.
Tværtimod vil nogle mene, at politikerne har været for kvikke til at trykke på stemmeknappen. Politisk stillingtagen kan nemlig indebære begrænsninger på det, der tidligere var overladt til forskernes og industriens frie initiativ. Da Folketinget i 1992 regulerede forskning på befrugtede æg, var der tale om en forbudsregulering. Loven indførte restriktioner, så der udelukkende kunne forskes på overskudsæg, og kun hvis formålet var at opnå viden om IVF-behandling.
Forskningsmulighederne blev udvidet en anelse i befrugtningsloven, men ikke nok til at rumme forskning i embryonale stamceller. Derfor var det nødvendigt at lette forskningsforbudet sidste år, så stamcelleforskerne kunne gå i gang.
Så kritikken af politikerne går måske snarere på, at de ? set med kritikernes øjne ? træffer de forkerte beslutninger, når de sætter grænser for embryoforskning, dyrekloning og anvendelse af GMO. Og når der efterlyses politisk handlekraft, handler det om, at Folketinget skal ombestemme sig i en fart. I den sammenhæng peges der bl.a. på, at politikere og befolkning mangler viden om teknologien.
Hvis bare forskere og industri kunne oplyse bedre om teknologiens muligheder, ville politikerne kunne tage stilling mere ekspedit. Den forestilling, at mere information automatisk vil føre til teknologiaccept, er efter min opfattelse forfejlet. Politikerne skal selvfølgelig sætte sig ind i sagerne, men deres opgave er i sidste ende at tage politisk stilling. Når nogle politikere træffer beslutninger i overensstemmelse med deres politiske opfattelse og ikke ud fra, hvad bioteknologerne definerer som fremskridt, udøver de ganske enkelt deres demokratiske ret ? og pligt.
Mette Hartlev , Lektor i sundhedsret og medlem af Etisk Råd
