Ulla Astman: Praksislæger er ikke godt nok organiserede Mere end hver tredje praktiserende læge har ikke organiseret deres daglige arbejde godt nok, mener formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, regionsrådsformand Ulla Astman (S).

En stor del af landets praktiserende læger er ikke gode nok til at lede deres arbejdsplads.

Det mener formanden for Danske Regioners sundhedsudvalg, regionsrådsformand Ulla Astman (S).

»Min personlige vurdering er, at 30-40 pct. af almen praksis ikke har fulgt med i organisationsudviklingen. Hvis lægepraksis bliver bedre til at inddrage hjælpepersonale til at hjælpe med prøver og undersøgelser, ville de kunne tage flere patienter og tilrettelægge deres arbejde bedre.«

Ulla Astmans udtalelse faldt på et debatmøde sidste fredag på Dagens Medicins konference ’Praktisk Medicin, hvor ca. 100 praktiserende læger i to dage var samlet i Nyborg til faglig opdatering og debat. 

Overenskomstforhandlingerne mellem de praktiserende læger og regionerne satte sit tydelige præg på debatmøderne. 

Både Ulla Astman og formanden for regionernes løn- og personalepolitiske udvalg, Jens Stenbæk (V), mødte op til konferencen for at give hver sit bud på fremtiden for almen praksis. 

»De praktiserende læger leverer ikke dårlig kvalitet i deres ydelser, men kunne servicere patienterne bedre med en bedre organisering af deres arbejde,« sagde Ulla Astman, der også kom med en opfordring til de praktiserende læger om at bruge de eksisterende datasystemer til i større omfang at registrere deres patientdata.

»Hvis vi bedst muligt skal kunne tilrettelægge arbejdet i almen praksis, har vi også behov for mere viden om, hvordan den enkelte læge arbejder, og resultaterne af arbejdet. Følger man kliniske retningslinjer, de rigtige programmer, osv.?« fortsatte hun. 

»Vi vil gerne have bedre data. Tilsvarende har vi brug for at få afdækket, hvad der ligger til grund for, at andelen af patienter, der henvises til det øvrige sundhedsvæsen, de senere år er steget fra 10 til 13 pct.,« sagde Ulla Astman. 

Hun forsikrede de tilstedeværende praktiserende læger om, at regionerne fortsat sætter stor pris på det arbejde, som udføres i almen praksis. 

»Vi skal sammen søge at bevare et godt system. Og det er almen praksis i Danmark — som gate-keeper for det øvrige sundhedsvæsen og som tovholder for patienterne. Men vi skal have en fælles forståelse for, hvad vi vil med almen praksis.« 

Skriv kommentar