Overlæge/afdelingslæge til gastroenterologi-hepatologi Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg.

Dette job er udløbet

En stilling som overlæge/afdelingslæge med dokumenteret erfaring og forskningsinteresse for området obstipation og IBS ved Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg er ledig til besættelse pr. 1. marts 2017 eller efter aftale.

Stillingen kan søges af speciallæger i Intern medicin: gastroenterologi og hepatologi.

Om stillingen
Speciallægen vil indgå i afdelingens gastroentero-hepatologiske team med mulighed for at varetage og udvikle nogle af de funktioner, der har speciel interesse. Der forventes specielt fokus på obstipation og IBS.

Ansøgeren vil i tillæg til de kliniske og forskningsrelaterede opgaver indgå i ledelsesopgaver af lægefaglig og strategisk/organisatorisk karakter ved afdelingen.

Det forventes, at speciallægen, i lighed med alle de øvrige overlæger på afdelingen, gennemgår vejlederuddannelsen og der er mulighed for at deltage i ledelseskurser.

Kvalifikationer
Stillingen ønskes besat med en speciallæge i intern medicin: gastroenterologi og hepatologi med dokumenteret erfaring og forskningsinteresse for området obstipation og IBS.

Der lægges vægt på høj faglig ekspertise, initiativ, lyst til tværfagligt samarbejde, uddannelse af yngre læger, sygeplejersker og andet personale, loyalitet og vilje til at uddelegere ansvar. Endvidere vægtes evnen til socialt at indgå i afdelingens lægeteam meget højt.

Det forventes, at ansøgeren mestrer dialogen med brugere, samarbejdspartnere og kolleger. Der vil tillige blive lagt vægt på, at ansøgerne har evner samt interesse for at arbejde for hospitalets/afdelingens mål og strategier og skabe opmærksomhed i forhold til de nye strategiske interesseområder.

Afdelingen kan tilbyde et ligeværdigt samarbejde med gode muligheder for faglige kontakter, såvel nationalt som internationalt i form af møder og kurser.

Stillings- og funktionsbeskrivelsen kan hentes her.

Om afdelingen
Diagnostisk Center
Diagnostiske Center er karakteriseret ved:

  • Særdeles godt kollegialt miljø
  • Samling af alle 9 medicinske specialer og radiologi under samme ledelse
  • Stort klinisk arbejdspres
  • Gode interne og eksterne samarbejdsrelationer
  • Høj (tvær)faglighed
  • Prioriteret forskningsmiljø (fortrinsvis) omkring kliniske problemstillinger

Diagnostisk Center er bygget på fusion af det medicinske og det radiologiske speciale, og det overordnede fokus for centrets arbejde er at skabe hurtige og effektive tværfaglige og tværsektorielle patientforløb af høj kvalitet. Diagnostisk Center fik i 2013 status af Universitetsklinik for Innovative Patientforløb.

Diagnostisk Center modtager elektive og akutte visiterede medicinske patienter hverdage mellem 8-17 samt patienter med flexible- og åbne indlæggelser døgnet rundt 365 dage om året (godt 4.000 om året) inden for næsten alle områder af det medicinske speciale, og afdelingen har alle de medicinske specialer repræsenteret: kardiologi, reumatologi, endokrinologi, lungemedicin, gastroenterologi inkl. hepatologi, infektionsmedicin, hæmatologi, nefrologi, geriatri, arbejdsmedicin, klinisk immunologi og onkologi foruden radiologien.

Der gennemføres mere end 60.000 ambulante, medicinske besøg årligt.

Diagnostisk Center har 2 sengeafsnit med i alt 38 senge foruden 12 observationsstole.

  • Afsnit M1, hovedsageligt kardiologi, nefrologi og lungemedicin
  • Afsnit M2, hovedsageligt gastroenterologi, hepatologi, endokrinologi, infektionsmedicin, hæmatologi og reumatologi
  • Den gastroentero-hepatologiske funktion er kendetegnet ved et velfungerede og udviklingsminded team med 6 gastroentero-hepatologiske overlæger, specialesygeplejersker, eget skopiafsnit med 4 skopistuer, egen daghospitalsfunktion, fast tilknyttet kirurg, tæt klinisk samarbejde med infektionsmediciner, egen avanceret UL-funktion, tæt samarbejde med billeddiagnostisk afd.
  • Klinisk forskning med tilknyttet forskningssygeplejerske og forskningsansvarlige overlæger.
  • Der er tilknyttet intensivafdeling

Der er undervisning af medicinstuderende, KBU-læger, introduktionslæger og læger ansat i hoveduddannelser inden for kardiologi, lungemedicin, endokrinologi, gastroenterologi, reumatologi og almen praksis. Diagnostisk Center er i 2016 af Sundhedsstyrelsen udnævnt til landets bedste uddannelsesafdeling.

På Medicinsk Afdeling er der mellemvagt i tilstedeværelsesvagt hele døgnet. Forvagt med tilstedeværelsesvagt 08-20 og efterfølgende tilkaldevagt fra hjemmet. Bagvagt (overlæge og HU-læger) med tilstedeværelsesvagt med efterfølgende tilkaldevagt fra hjemmet. Der er endvidere et døgndækket kardiologisk vagtlag med tilstedeværelse alle dage med efterfølgende tilkald (30 min) og en overlæge i bagbagvagt, hvis bagvagten ikke er speciallæge.

Ledelsesforhold
Diagnostisk Center ledes af to ledende overlæger og en oversygeplejerske.

Om hospitalsenhed Midt
Diagnostisk Center er med sine ca. 500 ansatte og et budget på ca 300 mio. en del af Hospitalsenhed Midt, der omfatter Regionshospitalerne Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive og som har ca. 4.200 ansatte samt et budget på ca. 2,4 mia. kr. årligt.

De fire regionshospitaler danner tilsammen en hospitalsenhed, der har en stærk faglig profil og er i kraft af specialernes kompleksitet og bredde en af de bredest specialiserede hospitalsenheder i Jylland.

Se nærmere om Hospitalsenhed Midt på www.hospitalsenhedmidt.dk.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i Region Midtjylland med tjeneste indtil videre ved Hospitalsenhed Midt, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg.

Løn og ansættelsesvilkår sker efter gældende overenskomst for overenskomstansatte overlæger, herunder reglerne for ny løn.

Med henvisning til Lov om indhentelse af børneattest i forbindelse med ansættelse af personale m.v., vil der blive indhentet børneattest i forbindelse med eventuel ansættelse.

Yderligere information
Yderligere oplysninger om stilling og afdeling kan fås ved henvendelse til specialeansvarlig overlæge Henning Glerup, tlf 7841 7835, ledende overlæge Ulrich Fredberg, tlf. 7841 7800 eller lægefaglig direktør Michael Braüner Schmidt, tlf. 7844 1003

Ansøgningsfrist
Ansøgningen skal være os i hænde elektronisk senest mandag den 23. januar 2017 med dokumentation for uddannelse, specialuddannelse, tidligere beskæftigelse m.v. samt udfyldt skema til bedømmelse af lægefaglige kompetencer for ansøger til stilling som speciallæge i Region Midtjylland.

Ansættelsessamtale forventes afholdt den 22. februar 2017

Da Region Midtjylland er igennem en væsentlig spareplan, vil omplaceringsramte medarbejdere der søger stillingen have fortrinsret til samtale.