Ambitiøs og målrettet Kvalitetschef & KPO-leder til Sygehus Sønderjylland
Jobbet som Kvalitetschef og KPO-leder på Sygehus Sønderjylland giver dig mulighed for personlig udvikling både som strategisk leder på sygehuset og som samlende personaleleder i Kvalitetsafdelingen og KPO-enheden (Kaizen Promotion Office).
Sygehus Sønderjylland er i gang med en gennemgribende kultur- og forandringsproces, der indebærer samarbejde med Virginia Mason Institute, Seattle, USA, ændrede arbejdsgange og nye forbedringsmetoder. Sygehuset arbejder derudover med sin vision om ”Kvalitet Døgnet Rundt”, og der er vedtaget 8 nye nationale mål for sundhedsvæsnet, som skal omsættes til virkelighed i samspil med Region Syddanmarks nye Kvalitetsprogram. Alt sammen med det fælles mål at skabe mere værdi for patienterne.
Lyder det spændende, og har du lyst til at være den centrale ledelsesfigur i udviklingen, så er det måske dig vi mangler?
Din erfaring og baggrund kan være mangeartet, men vi forventer at du matcher det meste af følgende:
- Sundhedsfaglig baggrund eller mange års erfaring fra sundhedsvæsnet
- En videregående uddannelse helst på kandidatniveau
- Erfaring med kvalitetsarbejde i en sygehuskontekst
- Erfaring med løbende forbedringsarbejde (Lean)
- Evner at omsætte nationale og internationale trends og tendenser til konkrete mål i den lokale sygehuskontekst
- Kan lede og formidle komplekse problemstillinger klart og enkelt – både skriftligt og mundtligt
- Kan samarbejde med alle faggrupper på et sygehus og evner at have både en samlende og rådgivende funktion ift. centre og klinikker
Du skal udfolde dit overblik i en dobbeltrolle. Dels som leder af sygehusets kvalitetsstyring og dels som leder af vores lean-organisation. Begge dele i tæt samspil med Direktionen og sygehusets centerchefer. De vægter din faglige professionalisme højt og træffer vigtige beslutninger ud fra din rådgivning.
Hos os bliver du en del af et uformelt fagligt miljø, hvor samarbejde, tillid og troværdighed er bærende værdier.
Som Kvalitetschef og KPO-leder får du en væsentlig rolle i forhold til sygehusets forbedringsmodel samt kvalitets-, patientsikkerheds- og infektionshygiejne-indsats. Du skal have overblik over Sygehusets omfattende tværsektorielle samarbejde. Du kommer til at arbejde med sundhedsvæsnets mange kliniske kvalitetsdatabaser og kvalitetsmål. Endvidere er patienttilfredshed og patientklager vigtige arbejdsfelter. Du får stor spændvidde i forhold til ansvarsområder og opgaver, men du får også hjælp til at løfte ansvar og opgaver fra medarbejdere med spidskompetencer indenfor alle områder.
Kvalitetschef og KPO-leder med afsæt i en stærk Administration
Du bliver leder af en Kvalitetsafdelingen og KPO-enhed med i alt 14 fagligt dygtige og engagerede medarbejdere. KPO-enheden har reference til en styregruppe for SHS Forbedringsmodel, hvor Direktionen og centrale ledere på sygehuset er samlet. Kvalitetsafdelingen og KPO-enheden tager desuden afsæt som en del af én samlet administration, hvor vi løser en lang række tværgående planlægnings- og udviklingsopgaver såvel som opgaver af mere driftsmæssig karakter.
Der er i alt 62 medarbejdere i sygehusets administration, de fleste med en videregående uddannelser. I dagligdagen udgør kvalitetschefen, økonomichefen og HR-chefen et stærkt og beslutningsdygtigt ledelsesteam sammen med administrationschefen.
Dit daglige arbejdssted bliver Aabenraa, men dit arbejde vil også jævnligt give dig opgaver i Sønderborg – og til tider Tønder.
Du kan læse mere om Sygehus Sønderjylland, Kvalitetsafdelingen og SHS Forbedringsmodel her. Du kan også kontakte Administrationschef Jesper Møller-Iversen for yderligere oplysninger. Mail til: jesper.moeller-iversen@rsyd.dk.
Ansøgning
Vi ser frem til at få din ansøgning, som skal være hos os senest onsdag den 11. januar 2017.
Ansøgningen sendes via nedenstående ”Ansøg her”. Vi kontakter dig i ansættelsesprocessen på den mailadresse, som du opgiver i forbindelse med ansøgningen.
Første runde ansættelsessamtaler er planlagt til afvikling mandag den 16. januar 2017.
Der sigtes efter tiltrædelse 1. marts 2017.