Rød alarm Vi har måske ikke haft røde alarmer i sundhedsvæsenet endnu, men tre gule alarmer dukkede op før jul.

Der findes næppe noget mere nervepirrende end bilalarmer, der starter midt under en ellers fredelig køretur.

Den gule alarm, der tilkendegiver potentielt truende farer — der mangler kølervæske, olie eller andet — kan man håndtere med nerverne i ro, men når der kommer højlydte røde signaler med besked på at stoppe øjeblikkeligt, bliver man nemt lidt svedig.

Man kører i hvert fald hurtigt ind til siden og ringer efter hjælp.

Vi har måske ikke haft røde alarmer i sundhedsvæsenet endnu, men tre gule alarmer dukkede op før jul.

Pressen, der jo ligger under for kendiseffekten, fokuserede primært på den royale fødselslæge, der valgte at trække stikket og forlade en afdeling, der skulle levere mere og mere for de samme ressourcer.

Så lad os se på de to andre gule alarmer, der snart kan blive røde, hvis vi ikke griber ind. Den ene kom fra Nordjylland, hvor de medicinske afdelinger appellerede til primærsektoren om at undlade indlæggelser, da antallet af senge ikke matchede det behov, der var. Det afspejlede det forhold, at effektiviseringen af sygehusvæsenet med færre senge til følge ikke var fulgt op af en tilsvarende styrkelse af det primære sundhedsvæsen — almen praksis og kommunerne.

Den sidste — og måske mest alvorlige — alarm kom fra praksis, hvor man kunne konstatere, at andelen af almen praksis, der havde lukket for tilgang af nye patienter, var steget massivt — fra 39 pct. til 58 pct. i løbet af få år. Stigningen afspejler ikke kun lægemanglen — den er trods alt ikke så massiv endnu.

Nej, det egentlig alarmerende er, at de opgaver, der ender i almen praksis, stiger i mængde og kompleksitet i en grad, så selv garvede praktiserende læger må sige stop.

Hvis vi skal leve op til de krav, som bl.a. akkrediteringen stiller, skal der bruges meget mere tid på journalskrivning og dokumentation, så det samlede antal patienter, man skal varetage forsvarligt, må reduceres.

Det er der gjort opmærksom på før. Det har været et forslag gennem mange år, at normtallet på 1.600 patienter pr. læge skulle ned — men det har ikke vundet megen genklang, for nu at sige det pænt.

Men der er kun to muligheder: færre patienter pr. læge, hvis de nuværende standarder skal holdes, eller et stop for unødige og tidskrævende akkrediteringsprocedurer, indtil vi har ressourcerne til det.

Vores praksis lukkede for tilgangen af patienter sidste år, og vi har brugt de frigjorte kræfter på akkrediteringspapirer siden da med henblik på akkreditering her i januar — andre har gjort det samme. Hvis der skal åbnes igen, må vi være sikre på, at vi ikke får pålagt lignende opgaver i fremtiden. Og når man ser, hvad der ligger i støbeskeen i det risikobaserede tilsyn, kan det løbe én koldt ned ad ryggen.

Så der ligger et stort ansvar på forhandlerne af den kommende overenskomst for almen praksis for at undgå, at vi skal holde helt ind til siden, fordi alle røde alarmklokker ringer.

Skriv kommentar