Man kunne for nylig i Dagens Medicin læse om det eksploderende forbrug af gabapentin og pregabalin udskrevet mod smerter.

Professor Anton Pottegård og næstformand for DSAM, Maria Krüger, peger på et problem, som mange af os i almen praksis genkender: Forbruget af gabapentinoider mod kroniske smerter er stigende – ikke fordi de virker godt, men fordi vi ikke har noget bedre.

I almen praksis møder vi dagligt patienter med kroniske smerter. De har ofte været syge i årevis. Mange har prøvet alt: fysioterapi, psykologsamtaler, smerteskole, træning, mindfulness, akupunktur, kiropraktor, indlæggelser, scanninger og speciallægeudredninger.

Når de sidder hos os, er det ofte med en blanding af håb og resignation, når de spørger, om vi kan hjælpe dem.

Og sandheden er, at det kan vi læger sjældent. Ikke med medicin. Ikke på smerteklinik. Ikke på anden måde.

Tom værktøjskasse

Opioider virker ofte godt på kort sigt, men langtidseffekten er ringe, og bivirkningerne – afhængighed, tolerans, hyperalgesi m.m. – gør dem uegnede til de fleste med non-maligne kroniske smerter.

Vi mangler ganske enkelt effektive og sikre behandlingsformer ved kroniske non-maligne smerter

Paracetamol har minimal effekt. NSAID er problematiske for ældre og patienter med komorbiditet. Tilbage står vi med lavdosis tricykliske antidepressiva (f.eks. amitriptylin), SNRI’er (f.eks. duloxetin) og de omtalte gabapentinoider. Men for alle disse grupper gælder, at den smertestillende effekt oftest er beskeden, og at bivirkningerne er hyppige og begrænsende for anvendeligheden.

Problemet er ikke, at vi som læger vælger forkert smertestillende medicin. Problemet er, at vi ikke har effektive behandlingsmuligheder for kroniske smerter. Og det er heller ikke sådan, at effekten af de ikke-medicinske behandlinger er imponerende. Vi mangler ganske enkelt effektive og sikre behandlingsformer ved kroniske non-maligne smerter. Vores værktøjskasse er i realiteten tom.

Ærlig snak

Jeg sagde det forleden direkte til en ny patient med mangeårige smerter, som havde været igennem alt: »Som læge har jeg desværre ikke gode lægemidler til at behandle dine kroniske smerter.«

Hun nikkede og svarede blot: »Læger er ikke gode til at behandle kroniske smerter.« Og jeg gav hende ret.

Det er på tide, vi siger det højt til flere – også til dem uden for sundhedsvæsenet. For patienter, jobcentre, plejehjem og politikere har ofte en forventning om, at vi som læger kan gøre noget godt mod kroniske non-maligne smerter. Det kan vi ofte ikke.

Mange velmenende sundhedsprofessionelle har forsøgt alverdens ting. Men virkeligheden er, at vi aldrig har kunnet behandle kroniske non-maligne smerter – i hvert fald ikke med noget, der virker godt.

Lad os være ærlige.