Tak til Thomas Birk Kristiansen for at sætte fokus på behandlingen af kroniske smerter og den store opgave, der ligger i almen praksis. Det indlæg vil vi som overlæger i smertefaget gerne kommentere på.

Ifølge The International Association for the Study of Pain (IASP) er smerte ‘en ubehagelig sensorisk og emotionel oplevelse forbundet med aktuel eller mulig vævsskade.’ 

Denne definition understreger, at smerte er en subjektiv oplevelse. Netop derfor spiller vi som behandlere en central rolle i den samlede indsats, mens medicinsk behandling ofte kun udgør en mindre del. 

Hvad indebærer behandling egentlig?

Ligesom med andre kroniske sygdomme handler behandling ikke om at fjerne sygdommen – i dette tilfælde smerterne – men om at hjælpe patienten med at håndtere og leve med den. Den klassiske formulering fra den hippokratiske tradition lyder: ‘Stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste, aldrig skade.’ Det gælder i høj grad også ved kroniske smerter.

Når patienter spørger, om vi kan hjælpe, bør svaret ikke være, at vi ingenting kan gøre.

En vigtig del af behandlingen består i at hjælpe patienten med at forstå, at smerterne er et vilkår. De er ikke et tegn på uopdaget sygdom eller manglende behandling. Det centrale mål er derfor at støtte patienten i at finde måder at leve et meningsfuldt liv med smerter, snarere end at fjerne smerten.

Hvad kan vi som behandlere tilbyde?

I de tværfaglige smertecentre ser vi kun patienterne med de allermest komplekse smertetilstande. Hovedparten af behandlingen af mennesker med kroniske smerter sker i almen praksis. 

Mange af de teknikker, vi anvender i specialiseret regi, kan med fordel integreres i almen praksis: sygdomsforståelse, smertepsykologi, mestringsstrategier, gradueret fysisk aktivitet, mindfulness og socialfaglig rådgivning. Herigennem er det muligt at støtte patienten i at opnå bedre livskvalitet og funktion – at lade smerten fylde mindre i hverdagen gennem accept, mestring og styrkelse af handlemuligheder.

En vigtig del af behandlingen består i at hjælpe patienten med at forstå, at smerterne er et vilkår

Der findes konkrete værktøjer, der kan understøtte samtalen med patienter med komplekse smerter. Det gælder f.eks. Promedicins ‘Gode råd til samtale om smerter’, som tager udgangspunkt i en bio-psyko-social tilgang. 

I forhold til medicin, er egen læges største rolle til tider at gøre patienten tryg i at udtrappe uvirksom medicin, uanset om det er opioider eller gabapentin.

Så hvad vil det sige at kunne ‘hjælpe’?

Når patienter spørger, om vi kan hjælpe, bør svaret ikke være, at vi ingenting kan gøre. De fortjener anerkendelse for det slid, de har været igennem, og for den indsats, de dagligt lægger i at klare livet med smerter. De fortjener tid, empati og en fagligt kvalificeret samtale om de strategier, de allerede prøver at anvende i hverdagen – selv når det er svært.

Samtalen giver os mulighed for at møde patienten dér, hvor de er, og støtte dem i at styrke egne ressourcer og strategier. De kan støttes i at forstå, at de vedvarende smerter ikke nødvendigvis er tegn på utilstrækkelig behandling, men er en kronisk tilstand, som kræver en anden form for indsats – én, hvor vi som læger kan gøre en reel forskel.