Lægeforeningen skal alligevel høres, når evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn sættes i gang. Det står fast, efter at et nyt kommissorium, der skal evaluere Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn, er blevet sendt i udbud.
Det skriver Lægeforeningen i en pressemeddelelse.
I et tidligere kommissorium havde Sundhedsministeriet ellers lagt op til, at Lægeforeningen på linje med andre faglige organisationer ikke skulle have mulighed for at vurdere og komme med input til de tilsynssanktioner, der blev til ved lovændringen i 2016.
Det førte bl.a. til kritik fra lægeformand Camilla Noelle Rathcke, der i et brev til sundhedsministeren i marts i år argumenterede kraftigt for, at der i evalueringen også skulle gennemføres interview med repræsentanter for de faglige organisationer. Og det ønske er tilsyneladende blevet hørt.
I hvert fald lægges der i det nye kommissorium op til, at organisationerne også skal høres.
Det glæder Lægeforeningens formand, at ministeriet har ombestemt sig.
»Lægeforeningen har på tværs af enkeltsager en bred indsigt i den måde, som læger oplever effekterne af tilsynet på. Derfor er det naturligvis afgørende, at vi får mulighed for at komme med relevante og vigtige input, så evalueringen kan få et dækkende billede af tilsynet, herunder hvordan det forvaltes, og af dets konsekvenser. Alt andet ville være uacceptabelt. Derfor er det på sin plads, at Lægeforeningen nu skal høres som led i evalueringen,« siger Camilla Noelle Rathcke i pressemeddelelsen.
Bedre mulighed for grundig evaluering
Oprindeligt skulle evalueringen, som altså udføres af en ekstern leverandør, have været sat i gang i januar 2020. Efter planen skal evalueringen være færdig den 1. september.
At man nu vil høre Lægeforeningen, er ikke det eneste, der er lavet om, påpeger Lægeforeningen. Tidligere var der afsat 0,5 mio. kr. til den meget omfattende og komplekse opgave. I det nye kommissorium er rammen nu i stedet to mio. kr.
»Der er nu en bedre mulighed for at få en grundig, bred og dyb evaluering af ’strammerpakken’ og dens konsekvenser for patientsikkerheden og lægers retssikkerhed. Det skal der til. Vi er nødt til at få svar på, om den strammede lovgivning overordnet har leveret væsentlig mere patientsikkerhed målt op imod de konsekvenser, vi også har oplevet den har haft, fordi den står i vejen for en åben og lærende kultur i sundhedsvæsenet. Mit indtryk er klart, at vi skal finde en anden balance,« siger lægeformanden, der samtidig undrer sig over det langstrakte forløb.
»Det er bekymrende, at det bliver ved med at trække ud, og at der gang på gang opstår nye hindringer for at komme i mål med en evaluering. Vi har måttet vente alt for længe, selvom alle kun har gavn af en evaluering, der kommer rundt i alle kroge. Forhåbentlig kommer den nu,« siger hun.