I dette nummer af Journal of Clinical Oncology, som er kræftforskningens Nye Evangelium, er der en artikel, der fremhæver og forklarer, hvorfor observationelle data kan ‘føde ind i klinikken’ næsten på lige fod med en RCT.
Ikke kun randomiserede undersøgelser, hvor vi afprøver det aktive stof over for det andet, ofte placebo, men også hvad vi finder ud af i retrospektive undersøgelser, hvis disse opfylder visse krav til kvalitet. Artiklen kunne være offentliggjort i ethvert af vores specialers højt rangerede tidsskrifter.
Jeg tager det frem, fordi der efterhånden er rimelig gode data der peger på, at patienter med alvorlige, livstruende sygdomme og deres pårørende har en øget risiko for depression. Men mest gennem observationer.
Det kunne man nok tænke sig til, men i vores komplet videnskabsforførte verden skal alting dokumenteres, før det er bevist og kan tages ad notam.
Trods den til enhver tid herskende kontrafaktualitet og postmoderne strømninger imod eksperter, så er der en hang til videnskab, der går langt ud over det rimelige. Man skal eksempelvis gennemføre randomiserede forsøg for at ‘bevise’, at oplæring af sundhedspersonalet i at kommunikere medfører at brugerne bliver mere tilfredse med kommunikationen. Man skal også dokumentere, at hvis man lytter til patienterne, når talen falder på deres symptomer, så er det bedre, end hvis man kun lytter til sig selv.
Herfra stammer patientrapporterede symptomer (PRO), som er det nye sort, på en måde afløseren af mål for livskvalitet.
De fleste studier af depression er nødt til at have en vis størrelse for at kunne belyse incidens og prævalens af depression hos alvorligt syge borgere, og er derfor i sagens natur observationelle. Her i Danmark bygger de på vores registre over indlæggelser på psykiatriske afdelinger (Det Psykiatriske Centralregister) og forbrug af antidepressiv medicin (Receptregisteret). Ekstremt gode og helt unikke kilder til information.
Sammenstiller vi den viden, som er hobet op gennem årene, synes det rimelig evident, at der er et problem. Sygdom gør ikke kun, at fysikken ændres, det berører også sjælen.
Nuvel, vi har altså observationelle data, der viser, at der er et større forbrug af antidepressiv medicin hos for eksempel kræftpatienter end sammenlignelige grupper i baggrundsbefolkningen. Til trods for at disse data stammer fra observationer og ikke er høstet i en RCT, så må de mane til eftertanke og overvejelser om den model, der bliver anvendt for at diagnosticere og behandle.
Hvor længe kan vi fortsat opretholde vores specialers afgrænsninger overfor hverandre?
Både akutte og mere sene følger, der kan opstå, når patienten finder ud af, at det er en alvorlig sygdom, man har fået, som kræver livslang behandling og opfølgning må med ind i den plan, der bliver lagt for hvad og hvornår, der skal tales med patienten og pårørende. Depression kan jo i et vist omfang forebygges, og det kan betale sig, fordi det er en væsentlig kilde til nedsat compliance med behandling og livsstilsanbefalinger, dermed dårlig prognose og oveni øget død i form af selvmord.
Det der bekymrer er, når der bliver gjort observationer, som ikke passer ind i den måde, vi har skruet væsenet sammen på.
Trods den højt besungne evidensbaserede behandling, og vores idealer om kun at indføre det, som er bevist virker. Og så sandelig også indføre det vi kan se er vigtigt, så sker det kun, hvis det passer ind i vores rammer for, hvem der gør hvad og hvornår.
Det er derfor ubehageligt, når det viser sig, at depression er en fast følgesvend til store sygdomme som kræft med p.t. 300.000 overlevere, heraf mere end 60.000 brystkræftkvinder, hvor nær ved 20 pct. af patienterne på tværs af alle sygdomme indenfor de første fem år oplever en periode med en klinisk depression, og vi så ikke har et beredskab eller indfører screeninger, der kan afgøre, hvornår en patient er i fare for at ryge ind i en depression, som jo sætter alt på ‘hold’ i patientens liv.
Vi skal vel gennem en RCT bevise, at det er godt at finde de der er i risiko for depression, behandle denne depression og samtidig se en bedre prognose af den akkompagnerende livstruende sygdom?
