Det intensive arbejde, som Region Hovedstaden igangsatte i 2022, der skal styrke rekrutteringen og fastholdelsen, ser nu ud til at lykkes.
Nye tal fra oktober viser, at der sammenlignet med 2022 er 311 flere sygeplejersker, 88 flere jordemødre, 272 flere læger og 25 flere radiografer på hospitalerne i regionen. Derudover har regionen formået at sænke antallet af nyansatte, der forlader jobbet inden for de første 12 måneder. I 2022 forlod 43 pct. jobbet, men i 2024 ligger det tal kun på 30 pct.
De gode takter i regionen glæder regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S):
»Vores medarbejdere og ledere har gjort et fantastisk arbejde med at gøre regionen til en mere attraktiv arbejdsplads, hvilket jo også tydeligt kommer vores patienter til gode. Vi har fra politisk hold haft stort fokus på at få vendt udviklingen, og de nyeste tal viser, at vi er lykkedes langt hen ad vejen,« siger han og uddyber:
»Vi skal som arbejdsplads stadig have fokus på både at tiltrække nye kolleger, men i lige så høj grad gøre, hvad vi kan, for at få vores dygtige medarbejdere til at trives og have lyst til at fortsætte i Region Hovedstaden.«
Da regionsrådet nedsatte udvalget for fastholdelse og rekruttering, udarbejdede udvalget 18 konkrete initiativer, der skulle gøre regionens hospitaler, centre og virksomheder til attraktive arbejdspladser, som nyansatte har lyst til at forblive på.
Og det er de mange store og små initiativer, der er skyld i, at tallene ser så gode ud, mener forperson for fastholdelse og rekruttering i sundhedsvæsenet, Susanne Due Kristensen (S):
»Vi har fået sat rigtig mange skibe i søen, og det er dejligt, at vi nu begynder at se resultaterne af det store arbejde. Den største ros skal gå til medarbejdere og ledere, som har gjort en kæmpe indsats for at skabe højere trivsel, bedre onboarding af nyansatte og mere faglig udvikling.«
Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærene, forsætter Susanne Due Kristensen.
»Vi skal arbejde videre med det attraktive arbejdsliv gennem alle livsfaser. Det kræver en vedvarende indsats, så endnu flere – både unge og erfarne – trives og har lyst til at være ansat i sundhedsvæsenet. Den viden og erfaring, vi står på nu, kommer vi til at arbejde mere med det kommende år.«
Flere nyansatte bliver i Region Hovedstaden:
- Region Hovedstaden har fået 311 flere sygeplejersker, 88 flere jordemødre, 272 flere læger og 25 flere radiografer end for 2 år siden. I alt er der 44.312 ansatte i regionen.
- Sygeplejerskejob får 4 gange så mange ansøgninger som tidligere. Medianen er steget fra 2 til 8 ansøgninger pr. jobopslag.
- Flere nyansatte bliver i jobbet. I oktober 2022 var det 43 pct., der forlod regionen indenfor de første 12 måneder af deres ansættelse, mens det i oktober 2024 er 30 pct.. Blandt sygeplejersker er det i dag 20 pct., der forlader jobbet inden for de første 12 måneder – mod 34 pct. for to år siden. Blandt jordemødre er fratrædelser blandt nyansatte faldet fra 43 pct. til 22 pct..
- Region Hovedstaden har siden juli 2023 fastansat ca. 90 af de udenlandske sygeplejersker, som har haft en evalueringsansættelse på en af regionens hospitaler.
- Siden 3. kvartal 2022 er jobtilfredsheden steget fra 3,9 til 4,0 på en skala fra 1 til 5.
- Sygefraværet er siden oktober 2022 faldet fra 16,4 til 14,5 sygefraværsdage.