Medicinrådet udskyder behandlingsvejledning for type 2-diabetes En række henvendelser har fået Medicinrådet til at skyde behandlingsvejledning for type 2-diabetes. I stedet sætter rådet gang i behandlingsvejledning til hiv og psoriasis.

Ved seneste Medicinrådsmøde besluttede rådet at udskyde den planlagte behandlingsvejledning for type 2-diabetes. Dette sker, fordi rådet har modtaget flere henvendelser om beslutningen fra bl.a. Diabetesforeningen, der har efterlyst en mere koordineret faglig tilgang i stedet for endnu en vejledning, fordi der allerede er mange behandlingsvejledninger til den sygdom.

»Næsten alle lægemidlerne mod type 2-diabetes bliver udleveret direkte til patienterne på et apotek – det vil sige i det, man kalder primærsektoren. Og som det ser ud lige nu, er det usikkert, om og i hvor høj grad vores behandlingsvejledninger slår igennem der. Derfor mener vi, at det nu og her er bedre at bruge vores kræfter på andre områder, hvor vi med større sikkerhed kan være med til at gøre en forskel i behandlingen af patienterne,« siger formand i Medicinrådet Jørgen Schøler Kristensen i en pressemeddelelse.

Han fastslår dog, at der ikke er tale om en syltekrukke.

»Medicinrådet vil så snart som muligt undersøge, hvordan rådets behandlingsvejledninger bedre kan implementeres overalt i sundhedsvæsenet, så alle patienter får gavn af dem. Herefter vil Medicinrådet tage diabetesområdet op igen,« udtaler Jørgen Schøler Kristensen.

Nye behandlingsvejledninger for hiv og psoriasis

I stedet vil Medicinrådet i de kommende måneder arbejde på at opdatere behandlingsvejledningerne for hiv og psoriasis.

På hiv-området er der i dag store regionale forskelle i behandlingen.

»Nogle steder får patienterne den mest opdaterede medicinske behandling, andre steder gør de ikke. Det vil vi gerne lave om på ved at udarbejde en ny behandlingsvejledning, så patienter i hele landet kan få glæde af den nyeste viden på området,« udtaler formand Steen Werner Hansen.

Skriv kommentar