I morgen, torsdag 21. august, slutter høringsfristen for at kommentere på regeringens ‘Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Indførelse af national opgavebeskrivelse og basisfunktion for det almenmedicinske tilbud, aftale om vilkår for alment praktiserende læger, differentieret honorarstruktur, praksisklagenævn m.v.)’. Selvom der ikke er megen fest og farver over det navn, og heller ikke over dets populærtitel ‘Lovpakke 2b’, så har lovforslaget i de syv uger, det har været offentligt tilgængeligt, fået PLO og mange praktiserende læger til, som var de menneskelige konfettikanoner, at sprutte, ikke med optimisme og arbejdsglæde, men med vrede, skuffelse og resignation.
Endelig var det almen praksis’ tur
Og man forstår dem godt. For lovforslaget foretager et stort indhug i det højt besungne aftalebaserede forhold mellem det offentlige Danmark og landets praktiserende læger, som vi kender det. Især lovforslagets formuleringer, der ifølge kritikernes læsning bl.a. vil give myndighederne ret til at bestemme, hvilke opgaver de praktiserende læger som selvstændige erhvervsdrivende skal løse, og hvor længe de skal holde åbent i klinikken, og som vil sende PLO udenfor døren, når overenskomstmæssige uenigheder og tilbagebetalingssager skal afgøres, er uspiselige for PLO.
Optimismen var ellers til at tage at føle på, da sundhedsreformen blev præsenteret i november sidste år med de praktiserende læger i en uvant positiv hovedrolle. Mens hospitalerne har buldret derudad i årevis med store investeringer og mange nyansættelser til følge, er det efterhånden mange år siden, at almen praksis har været i stand til at dække hele danmarkskortet med praktiserende læger. Men med reformens lovede milliardinvesteringer i primærsektoren kombineret med et ambitiøst mål om, at der skal være 5.000 praktiserende læger i 2035 – en stigning på 40 pct. i forhold til i dag – lignede det omsider det vendepunkt, som PLO og lægerne havde skreget efter. Endelig var det almen praksis’ tur.
Men det var før 1. juli, hvor Indenrigs- og Sundhedsministeriet sendte ‘Lovpakke 2b’ i høring, hvorefter sundhedsminister Sophie Løhde (V) indstillede frekvensen på radiotavshed. Kun to gange i form af korte skriftlige citater i medierne har ministeren hen over sommeren givet lyd fra sig i sagen. I det ene håber Løhde at kunne ‘rydde nogle af de misforståelser af vejen, som er opstået’, når høringsfristen slutter, og imens er PLO’s og lægernes optimisme blevet vendt til utilfredshed og vrede. Det har bl.a. manifesteret sig ved, at 1.400 læger har underskrevet en protest mod lovforslaget, mens utallige læger er røget til tasterne for at udtrykke deres utilfredshed i stort samtlige nyhedsmedier og på diverse SoMe-kanaler.
Den politiske proces er selvsagt først lige gået i gang, og der vil ske ændringer undervejs. Men det er svært at få øje på den politiske genistreg ved at sende et lovforslag i høring, som er så afgørende for sundhedsvæsenets fremtid, og som påvirker så mange lægers forretning, arbejdsliv og identitet, lige op til sommerferien, og så kvittere med syv ugers mere eller mindre ministeriel radiotavshed. Hvad havde ministeren regnet med? At PLO og lægerne ville lade champagnepropperne springe ved udsigten til, at det offentlige i langt højere grad skal diktere deres arbejdsvilkår?
Med sin store sundhedspolitiske erfaring og indgående kendskab til selvforståelsen i almen praksis burde Sophie Løhde sammen med sine rådgivere selvfølgelig have forudset, at der i allerhøjeste grad ville blive brug for at forklare sig og ‘rydde misforståelser af vejen’, så snart lovforslaget var offentligt. Det havde været at udvise anerkendelse og respekt for modparten, de praktiserende læger, også selvom ministeren på afgørende punkter vil noget andet. Omvendt er politik også en kontaktsport, hvor det er tilladt at sætte en russerscreening og tackle igennem for at kyse modstanderen.
Udover at Løhde nu skal bruge tid og energi på at forklare sig på bagkant, har ministeren også fået et andet problem. I slipstrømmen på lægernes kritik har to af de partier, som står bag sundhedsreformen, også kritiseret lovforslaget i høringsperioden. Her er det bemærkelsesværdigt, at de konservatives sundhedsordfører finder lovforslaget i direkte modstrid med det, der blev aftalt. Så langt går de radikale ikke, men partiet mener, at lovforslaget ikke tydeligt nok vægter det, der blev aftalt, nemlig at lovindgreb først bør komme på tale, hvis det viser sig umuligt via dialog at nå en aftale. Her er bekymringen, at det vil have negative konsekvenser for rekrutteringen af praktiserende læger, hvis politikerne skal detailstyre selv simple forhold som f.eks. åbningstider.
Selvom det ikke er ministerens ansvar, hvordan andre politikere udlægger et konkret lovforslag, som de selv har været med til at aftale, så vidner reaktionerne om, at det langt fra har været en ideel politisk proces. Nu er høringssvarene modtaget, og der er dermed dækket op til det, der formentlig bliver nogle intense forhandlinger frem til november, hvor lovforslaget forventes sendt til afstemning i Folketingssalen. Lige nu og her bliver det mest interessante at høre sundhedsministerens udlægning af, hvad det er, kritikerne i almen praksis har misforstået.
