Sundhedsreformen introducerer ‘kronikerpakker’, som skal sikre bedre behandling af borgere med KOL, diabetes, bevægeapparatsproblemer og lignende.
Det er nemt at forstå det politiske rationale bagved. Nu må der ske noget for de mange borgere, der har disse helbredsmæssige problemer. Vi kan ikke være bekendt, at disse ‘folkesygdomme’ ikke prioriteres nok, og at der i dag ikke er en god sammenhæng i behandlingen på tværs af kommuner og regioner.
Ikke alene forstår vi dette rationale – vi deler ambitionen. Vi har brug for mere fokus på disse sygdomme. De får ikke nok opmærksomhed i dag.
Men er ‘kronikerpakke’-tankegangen den rette? Ikke alene er det udtryk for en uheldig tingsliggørelse af mennesker med en kronisk sygdom. Hvem har egentlig stor lyst til at være med i en ‘kronikerpakke’?
Der er også en fare for, at det leder til modsatte af, hvad vi gerne vil have i fremtiden. Vi risikerer med denne tænkning at låse sundhedsvæsenet fast i standardløsninger, der hæmmer den nødvendige udvikling.
Udvikling og transformation er nøglen
Vores sundhedsvæsen er under konstant forandring. Nye teknologier, behandlingsformer og forståelser af sygdomme betyder, at vi kan udvikle vores behandlinger løbende – og det gør vi hele tiden.
Men som vi argumenterer i vores nye bog ‘Hvordan transformerer vi fremtidens sundhedsvæsen’, som udkommer på FADL’s Forlag her i april, er der nu ikke kun brug for forandring og trinvis udvikling.
Der er brug for en større transformation, hvor man mere grundlæggende ser på måden, det samlede sundhedsvæsen skaber værdi for borgerne.
Vi har brug for nye innovative løsninger – det modsatte af fastlåsning. I en sådan grad, at innovation nu er blevet sundhedsvæsenets fjerde opgave – det er simpelthen vores pligt. Derfor skal vi konstant afvikle, modernisere og digitalisere.
Sundhedsrådene som innovationsaktører?
Sundhedsrådene kan blive en afgørende motor i denne udvikling. Sundhedsrådenes fornemmeste opgave er at binde de regionale og kommunale indsatsområder på sundhedsområdet meget bedre sammen, så man spiller hinanden gode.
Det er positivt, at politikerne sætter fokus på kroniske sygdomme – det har været nødvendigt længe
Rådene skal både implementere nye initiativer og have mulighed for at afvikle ineffektive indsatser og justere behandlingsforløb efter lokale behov og muligheder. Få behandlingen til at fungere efter LEON-princippet, dvs. at patienterne behandles på det laveste effektive omkostningsniveau, så vi bruger vores ressourcer klogt og på det rette.
Med fokus på ‘kronikerpakkerne’ får sundhedsrådene en tydelig politisk retning ift., hvad de skal prioritere at se på. Men de skal også have friheden til at skabe og udvikle løsninger, der fungerer bedst i netop deres område.
Vi skal lære af kræftpakkerne
Fra et politisk synspunkt giver ‘kronikerpakker’ god mening. Det giver fokus, systematik og tempo. Men vi må ikke gentage nogle af de udfordringer, der er med kræftpakkerne.
Kræftpakkerne har sikret hurtigere behandling, men de har også skabt stive systemer, hvor patientrettigheder og ventetider tolkes så firkantet, at det bliver svært at tilpasse behandlingen til den enkelte. Og de har på nogle områder givet et monumentalt overforbrug af sundhedsydelser.
Hvis ‘kronikerpakkerne’ bliver for skabelonagtige, risikerer vi at begrænse sundhedsrådenes mulighed for at finde de rette lokale løsninger.
‘Kronikerpakker’ som motorveje for innovation
I stedet for at se ‘kronikerpakker’ som standardiserede forløb med fastlåste mål, bør vi i stedet betragte dem som innovationsmotorveje. De skal ikke kun sikre hurtig behandling, men også fokusere på udvikling, forebyggelse og digitalisering.
For at gøre en reel forskel skal vi længere ud – tættere på borgerne og tidligere i sygdomsforløbene. Det handler ikke kun om behandling, men om at skabe smarte, bæredygtige løsninger for hele befolkningen.
Det er positivt, at politikerne sætter fokus på kroniske sygdomme – det har været nødvendigt længe. Men i stedet for at måle succesen af ‘kronikerpakker’ på de nuværende driftspræmisser, bør vi måle på innovationskraft og udvikling.
Kloge kommentarer fra Erik og Søren. Kræft- og hjertepakkerne blev skabt fordi der gik for lang tid fra symptomer til diagnose og behandling. For patienter/borgere med kronisk sygdom, og ikke mindst med flere kroniske sygdomme er problemet i langt højere grad sammenhæng i forløbet og styrket koordination mellem sektorer, specialer og niveauer i den sekundære sektor.
Kommuner og hospitaler har eksperimenteret med forskellige modeller gennem de seneste mange år, men den “perfekte” model (hvis den findes på tværs af denne brede sygdomsgruppe) er på ingen måde fundet. Derfor giver det ingen mening at låse sig på én model. Der skal være plads til forsøg og udvikling, så flyt tankegangen fra en nem politisk aktivisme til klare mål for hvor vi skal hen, men med mulighed for at eksperimentere og udvikle indenfor dette mål.