Tolkegebyret er institutionaliseret ulighed i sundhed, som rammer mennesker, der ikke får så god hjælp, som de kunne, når den sundhedsfaglige og patienten ikke taler samme sprog. Samtidig er ulighed i sundhed et emne, som angiveligt optager rigtig mange politikere i Danmark på tværs af partier.
I sundhedsvæsenet gør vi alt, hvad vi kan for ikke at diskriminere på grund af social status, alder, etnicitet, seksualitet, kønsidentitet, vægt osv. Vi lykkes ikke altid i vores komplekse system, men vi prøver.
Når en stor del af vores folkevalgte politikere beslutter sig for at diskriminere en gruppe mennesker, blot fordi de ikke taler dansk, og med åbne øjne ser på, at de dermed får en dårligere behandling med store konsekvenser for den enkelte og deres familie, er det meget svært at være i som læge.
Jeg har slået ordet ‘hykleri’ op i Den Danske Ordbog, og her står der: det at udtrykke følelser, synspunkter el lign. som man reelt ikke har, for at opnå noget, f.eks. andres sympati. Se også dobbeltmoral.
Så hvis I hører en politiker fra ét af følgende partier: Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti taler om lighed i sundhed, synes jeg, at I skal tænke på definitionen af hykleri og spørge dem: Hvordan kan du tale om lighed i sundhed, når det ikke er for alle? Hvordan giver det mening at tale om f.eks. geografisk og social lighed i sundhed, hvis det ikke er for alle. Altså uafhængigt af, hvor godt de taler dansk?
Og så også stille politikerne Morten Sodemanns præcise spørgsmål fra en artikel i Dagens Medicin: Hvad er det egentlig sundhedsvæsenet skal? Skal det behandle raske vælgere eller syge patienter?
Svaret på mit spørgsmål ‘Kan man tale om lighed i sundhed, så længe man bevarer tolkegebyret?’ i debatindlæggets overskrift er nej! Så lad os få fjernet det tolkegebyr, så vi igen kan tale meningsfuldt om lighed i sundhed uden samtidig at skulle tænke på hykleri.
Læs også:
2. februar 2024: Rundspørge på Christiansborg: Det mener partierne om tolkegebyret
2. februar 2024: Læger er forargede og frustrerede over, at politikere vil bevare tolkegebyr
2. februar 2024: Læger er forargede og frustrerede over, at politikere vil bevare tolkegebyr
Kære Helga Schultz hvordan kan man tale om lighed i sundhed, i et ulige samfund? Det er vel der hykleriet starter.
Tolke er ikke en god løsning, dansk undervisning er langt bedre.
Lad os nu integrere, frem for at lappe.