Vil du være med til at skabe fremtidens sundhedsvæsen som direktør på Esbjerg Grindsted Sygehus
Den nye sundhedsreform skal ud og realiseres, og det åbner op for en helt unik mulighed for at tage et større ledelsesmæssigt ansvar i kæden af sundheds- og sygehusydelser.
Sammen med den administrerende direktør og den sygeplejefaglige direktør udgør I den øverste ledelse på Esbjerg Grindsted Sygehus, og refererer til regionsdirektøren i Region Syddanmark.
Transformationen kræver et tæt og tillidsfuldt samarbejde med det omgivne samfundSom direktør vil du sammen med den øvrige direktion skulle gå forrest i forandringerne og føre sygehuset modigt og trygt igennem transformationen. Du skal have modet til at prioritere og afvikle for at skabe plads til nye initiativer, som understøtter en ny virkelighed, hvor det nære og sammenhængende sundhedsvæsen er i fokus. Det kræver et tillidsfuldt, tæt lokalt og regionalt samarbejde, hvor det naturlige udgangspunkt er høj kvalitet og altid at sætte patienterne først.
Som en del af sundhedsreformen indføreres nye patientrettigheder og kronikerpakker, og der skal udarbejdes nye nærsundheds planer. Det giver den kommende direktør, i samarbejde med de øvrige to direktører, en enestående mulighed for at præge sundheds- og sygehusets virke ud i fremtiden, sætte nye visioner og samtidig udarbejde en ny strategi for Esbjerg Grindsted sygehus til gavn for patienterne og borgerne i Sygehusets område.
En væsentlig del af strukturændringerne i reformen er at psykiatrien integreres og ligestilles med somatikken for en helhedsorienteret behandling, hvor fysisk og psykisk sundhed ses som ligeværdige og tæt forbundne.
Sundhedsreformen medfører også en tættere integration med lokale sundhedstilbud og en øget vægt på samarbejde med kommunale sundhedsaktører og praksis. Patienterne skal opleve en mere sammenhængende sundhedsindsats. Der flyttes mere behandling ud til borgerne, og sygehusene får mange af de sundhedsopgaver, som i dag ligger i kommunerne.
Esbjerg Grindsted sygehus sætter patienten først
På Esbjerg Grindsted Sygehus har vi et tillidsfuldt og tæt samarbejde med det omgivende samfund. Det gælder både i forhold til det lokalsamfund, vi er en del af, i forhold til kollegerne i kommunerne, og i praksis samt de øvrige sygehusenheder, hvor vi i fællesskab arbejder på at finde nye løsninger og indsatser, der kan være med til at forbedre forløbene for vores patienter og styrke forebyggelsesindsatsen.
Esbjerg Grindsted Sygehus er en af Region Syddanmarks fem sygehusenheder med aktiviteter i Esbjerg, Grindsted, samt Brørup- og Varde sundhedscentre. Sygehuset er et universitetshospital inden for forskning og uddannelse.
Sygehuset beskæftiger ca. 3.000 medarbejdere, og tilbyder diagnostik, behandling, service og pleje af høj kvalitet til gavn for patienter, pårørende og borgere. Hvert år har sygehuset ca. 33.000 indlagte patienter og omkring 390.000 ambulante besøg. Vi arbejder efter en ambitiøs patient- og medarbejderdagsorden.
Esbjerg Grindsted Sygehus er et veldrevet sygehus med en ekspansiv strategi. Link: Strategi, Esbjerg Grindsted sygehus
Sygehuset performer rigtig godt i forhold til de nationale kvalitetsmål med høj grad af indikatoropfyldelse, og med en høj patient- og medarbejder tilfredshed, samt en sund økonomi og balance i budgettet. Det er et godt og solidt fundament at stå på, når vi ser ind i en fremtid med en ny og spændende transformation af sundhedsvæsnet.
Et attraktivt uddannelsessted og vækst i forskningen
Den lægelige uddannelse, der er en stor succes i Esbjerg skal udvides. Udvidelsen bliver med både flere kandidatstuderende og bachelorstuderende, som vil kræve et særligt fokus i de kommende år. Vi forventer at uddannelsen vil bidrage positivt til vores fremtidige rekruttering. Det betyder også, at forskningen skal fortsætte sin meget positive udvikling med ansættelse af flere professorer, flere post Doc ansættelser og alt sammen indenfor flere faggrupper.
Sygehuset har mange bæredygtige forskningsmiljøer, og fælles for alle forskningsmiljøer på sygehuset er, at vi arbejder på tværs og i synergi med hinanden for at skabe fælles resultater. Sygehuset har for 3. gang ud af 5 vundet forskningseventet ”Et sundere Syddanmark” som er et Citizens science forskning event i samarbejde med mediepartnerne TV Syd og TV Fyn. Sygehuset har også netop fået sit første Kliniske Excellence Center ”Helios” sammen med Steno diabetes Center i Odense og SDU indenfor overvægtsforskning i Region Syddanmark. Forskning og uddannelse går hånd i hånd med den høje kliniske kvalitet og ambitionerne for sygehusets og dets medarbejdere.
Sundhedsreformen – en unik strategisk mulighed
Sundhedsreformens aftaler er nu kendt og timingen er perfekt. Det giver en helt særlig strategisk mulighed for direktionen, som betyder, at vi i den nye strategi har mulighed for, at integrerer opgaver og ansvar fra sundhedsreformen i arbejdet med den nye strategi for 2026-2030.
Vi vil fortsætte med at inddrage og involvere relevante lokale, regionale, kommunale, nationale samt internationale interessenter i det fortsatte arbejde med en ekspansiv strategi og ”patienten først” er fortsat vores naturlige udgangspunkt så patienterne oplever smidige og sammenhængende forløb tættere på, og med behandling i høj kvalitet og en naturlig patientinddragelse.
Således at også den nye strategi skubber på sygehusets fortsatte udvikling til gavn for patienterne og borgerne i vores område.
Spændende opgaver og et stort ansvar
Direktionen på Esbjerg Grindsted Sygehus er en del af koncernledelsen i Region Syddanmark. En væsentlig del af direktionens arbejde er også opgaver på tværs af regionen – herunder at tænke lokale beslutninger ind i et regionalt perspektiv, samt at bidrage til at finde regionale løsninger, der sikrer gode patientforløb.
Inden for rammerne af regionsrådets beslutninger og visionen for Region Syddanmark vil du sammen med den administrerende sygehus direktør og den sygeplejefaglige direktør have et overordnet ansvar for blandt andet at;
- Udvikle en ny strategi for Esbjerg Grindsted Sygehus med fokus på opgaverne i sundhedsreformen ift. blandt andet nærhed, lighed og sammenhæng i sundhedsvæsenet og i samarbejde med Sundhedsrådet og inden for regionsrådets rammer.
- Sikre et mere digitalt sundhedsvæsen, der understøtter kvalitet og en effektiv patientbehandling.
- Understøtte en ny helhedsplan for sygehusets fremtidige behov for faciliteter og bygninger.
- Styrke en medmenneskelig (compassionated) kultur, hvor patienten og pårørende inddrages aktivt.
- Sikre en attraktiv og udviklende arbejdsplads med fokus på trivsel, læring og høj klinisk kvalitet.
- Fremme innovation, forandring og transformation i sundhedsvæsenet.
- Styrke rammerne for organisatorisk, administrativ og ledelsesmæssig udvikling.
- Udføre nærværende og tydelig ledelse samt medmenneskelig (compasssionated) ledelse i dialog med afdelingsledelserne.
- Kommunikere strategi, mål og resultater internt og eksternt.
- Repræsentere regionen over for myndigheder og samarbejdspartnere.
- Samarbejde med regionens administration og sygehuse i et regionalt perspektiv.
Solid ledelseserfaring og erfaring fra sundhedssektorenStillingen indebærer tværsektoriel forståelse, sundhedsfaglig indsigt, samt erfaring med strategisk arbejde inden for sundhedssektoren og med patienterne i fokus. Det forventes derfor at du har en solid ledelseserfaring fra en større kompleks organisation og en stor indsigt i de faglige og organisatoriske udfordringer, der er inden for sundhedssektoren.
Du behersker en ledelsesstil, der skaber resultater ved at formidle det brede samarbejde og du evner at drive forandringer med inddragelse og engagement samtidig med, at du har interesse for, og indsigt i den nære ledelsesopgave. Du formår at bevæge dig ubesværet på tværs af organisationen, og kan begå dig i krydsfeltet mellem strategisk udvikling, drift og politik.
Du har en fleksibel og tilgængelig arbejdsform og fremstår tillidsskabende med en naturlig autoritet og gennemslagskraft, der skaber tydelighed i prioriteringer og beslutninger.
Da opgaverne i direktionen spænder bredt og fordeles imellem direktionen efter kompetencer, interesse og erfaring, kan din uddannelsesmæssige baggrund enten være samfundsfaglig eller en sundhedsfaglig. Det er endvidere væsentligt, at du kan identificere dig med Esbjerg Grindsted Sygehus og Region Syddanmarks værdier og ambition om at ”sætte patienten først”.
Vilkår og tiltrædelse
Løn- og ansættelsesform efter gældende overenskomst.
Stillingen ønskes besat 1. maj 2025 (eller efter nærmere aftale)
Yderligere oplysninger
Du kan læse meget mere om organisation, opgaver og personprofil via dette link: Stillings- og personprofil
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte regionsdirektør Jane Kraglund, tlf. 28 99 32 40, eller administrerende sygehusdirektør Anna-Marie Bloch Münster, tlf. 2491 7142.
Ansøgningsfrist
Send din ansøgning senest lørdag d. 15. marts 2025.
Vi afholder 1. samtalerunde 19. marts i tidsrummet 14-19, og 2. samtalerunde 25. marts i tidsrummet 17-20. Mellem 1. og 2. samtalerunde anvender vi personlighedstest.
Esbjerg Sygehus Grindsted Sygehus Syddansk Universitetshospital er en attraktiv arbejdsplads med engagerede og fagligt dygtige medarbejdere. Ledelsen sætter udvikling højt på dagsordenen og arbejder hele tiden for gennem dialog, anerkendelse og uddannelse af medarbejdere at sikre borgerne den bedst mulige oplevelse i mødet med sygehuset.