Uklassificeret reservelæge ved Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital En stilling som uklassificeret reservelæge er ledig på Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital i perioden fra den 1. september 2022 til den 31. august 2023.

Ansøgningsfrist: 11/07/2022 Aarhus Universitetshospital

Nyresygdomme er en nefrologisk specialafdeling med landsdelsfunktion for nyretransplantationsbehandling og behandling af specielle nefrologiske sygdomme, men da de nefrologiske patienter ofte har andre medicinske lidelser, og da afdelingen også deltager i funktioner på Fælles Akut Afdelingen, er der rig mulighed for en bred uddannelse indenfor det medicinske speciale.

Vores læger er opdelt i teams, der hver arbejder med delopgaver inden for nefrologien med henblik på at sikre et højt uddannelsesniveau. Der modtages primært specialepatienter, men også en mindre andel af alment medicinske patienter fra Fælles Akut afdelingen.

Stillingerne har vagt på tjenestestedet. Vagtlaget består af minimum otte læger. Der er vagtfællesskab mellem de medicinske afdelinger og Hudsygdomme i Sydsporet på Aarhus Universitetshospital, således at reservelæger fra Nyresygdomme varetager akutte opgaver om natten på Infektionsmedicinsk Afdeling. Ved spidsbelastning trækker de vagthavende læger i vagtfællesskabet på hinanden. Derudover deltager lægen i mindre omfang i vagtfællesskab med Fælles Akut Afdelingen.

Afdelingens forskningslaboratorium ledes af klinisk professor i nefrologi, og der er tilknyttet ph.d.-studerende, forskningsårs-studerende og bioanalytikere. Der er således rig mulighed for at deltage i forskningsprojekter af forskelligt omfang både under og efter stillingen.

Der er til stillingen tilknyttet en vejleder, selv om det er en uklassificeret stilling, og vi vil forsøge at lægge et læringsprogram efter dine specielle ønsker og behov.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er betinget af tilfredsstillende autorisation.

Hvis du har lyst til at høre yderligere om afdelingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesansvarlig overlæge, ph.d., Krista Kjærgaard på Krista.Kjaergaard@rm.dk eller på 4046 0053, eller ledende overlæge, ph.d., MPA Stinne Kvist på stikvi@rm.dk eller på 7845 2400/4046 0339.

Ansøgningsfristen er den 11. juli 2022.

Søg job via “Søg job” – knappen

Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.