Sygeplejefaglig direktør til Aarhus Universitetshospital (AUH) Vil du være med til at lede Danmarks bedste hospital mod nye mål? Vi har ambitionerne. Du har sygeplejefaglig substans, solid ledererfaring og inspirerende visioner. Sammen møder vi hele mennesket med den højeste faglighed og løfter AUH til højeste internationale niveau.

Dette job er udløbet

Du vil løfte Danmarks bedste og komplette hospital til højeste internationale niveau
Som sygeplejefaglig direktør indgår du i den øverste ledelse på AUH sammen med to lægefaglige direktører og hospitalsdirektøren. I er fælles om det overordnede ansvar for hospitalets udvikling og drift. I 2020 blev AUH kåret til Danmarks bedste hospital for 13. år i træk og indtog en plads som nr. 11 i verden. Dine visioner på det sygeplejefaglige område og dine evner til positivt at drive forandringer skal sikre, at vi udbygger vores position som et attraktivt hospital – og en attraktiv arbejdsplads – på højeste internationale niveau.

Du og dine kolleger i hospitalsledelsen referer til direktionen i Region Midtjylland, og herigennem er du en del af regionens koncernledelse. I den sammenhæng er det din opgave både at profilere AUH’s behov og at bidrage til samlede løsninger for hele regionen. Ved siden af dette har du ansvar for at skabe og vedligeholde lokale, regionale, nationale og internationale netværk og strategiske alliancer med AUH’s samarbejdspartnere.

Ud over dine opgaver som en del af hospitalsledelsen har du en vigtig rolle som kontaktdirektør for omkring 12 af AUH’s 54 afdelinger. Vi forventer, at du dels er en engagerende og nærværende nærmeste leder for afdelingsledelserne, og dels både coacher, lytter og leder samtidig med, at du evner at stå fast og sætte en klar retning, når det er nødvendigt.

Du kan bidrage med sygeplejefaglig substans og tillidsbaseret ledelse
Sygeplejefagligt er du velfunderet med et solidt teoretisk og praktisk fundament. Kombineret med gode kommunikationsevner, sundhedsfaglig indsigt og tværsektoriel forståelse har du evnen til at skabe resultater gennem samarbejde internt på AUH, i regionen og med vores eksterne partnere som fx kommunerne, andre hospitaler og sundhedsmyndighederne.

Du formår at skabe tillid og følgeskab både internt og eksternt, så du bliver oplevet som en dygtig leder og en god ambassadør for AUH både nationalt og internationalt. Du ved desuden, hvordan du begår dig i en politisk styret organisation, så du kan lede komplekse problemstillinger med mange interessenter og til tider modsatrettede hensyn.

For at lykkes i en organisation med AUH’s størrelse er det nødvendigt, at du har erfaring med et stort ledelsesspænd – enten fra en rolle som øverste chef eller med ansvar for en tilsvarende strategisk opgaveportefølje. Du skal kunne sætte dig for bordenden og få omsat ambitioner til praksis uden selv at være begravet i detaljerne.

Som et visionært, førende og komplet universitetshospital er forskning en central del af kerneopgaven for AUH. Det er derfor en fordel, hvis du også bringer forskningsstrategisk erfaring og meget gerne kombineret med praktiske forskningskompetencer.

På AUH er hele livet i de bedste hænder
AUH er et internationalt anerkendt og højt specialiseret hospital, der samtidig er akuthospital for 355.000 borgere i Aarhus og på Samsø. Vi forsker i tæt samarbejde med Aarhus Universitet og med regionale, nationale og internationale partnere. Vi er nu færdige med flytningen til det nye hospitalsbyggeri, men vi flytter os hele tiden mod nye mål. Vi tør trygt sætte kerneopgaven og patientens behov først på AUH. Vi har den bredeste og højeste faglighed samlet under fælles tag, og vi har viljen og modet til at møde det hele menneske. Vi søger det ypperste, og vi har fokus på involvering for at lære i praksis og af vores fejl. Vi udvikler, flytter og støtter hinanden på AUH, og vi efterlader ingen alene. Kort fortalt er vi en arbejdsplads med 10.000 medarbejdere, der sammen sætter ’Hele livet i de bedste hænder’ – hvilket også er vores grundfortælling, som vi ønsker at efterleve hver eneste dag.

Ansøgning, ansættelsesvilkår og tiltrædelse
Ansøg stillingen ved at klikke på ”Søg job” nederst i stillingsopslaget. Din ansøgning skal stiles til direktionen i Region Midtjylland. Vedhæft dit CV og relevante bilag.

Ansøgningsfristen er 12. april 2021.

Tiltrædelse er snarest muligt. Du bliver ansat ved Region Midtjylland med tjeneste ved Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N.

Løn- og ansættelsesvilkår
Du bliver aflønnet efter overenskomst for “Ledere på Sundhedskartellets område” på trin L16 med et opslagsniveau inkl. afkøb af merarbejde på 1.180.990 kr. (1. oktober 2020-niveau).
Hertil kommer eventuel kvalifikationsløn efter forhandling samt pension på 16,59 pct.

Ansættelsessamtaler bliver afholdt i Aarhus den 6. og den 26. maj 2021

Der bliver anvendt personprofiltest mellem 1. og 2. samtalerunde.

Yderligere informationer om stillingen kan fås ved henvendelse til

Koncerndirektør Ole Thomsen 2146 9807 / 7841 0040
Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg 5131 3506
Lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen 2016 3201
Lægefaglig direktør Claus Thomsen 2913 5849