Overlæge ved Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital, med ansvar for Datastøttecenteret Klinisk Epidemiologisk Afdeling har som mål at drive fri og uafhængig forskning på højeste internationale niveau.

Dette job er udløbet

Stillingen er ledig til besættelse med tiltrædelse den 1. december 2020 eller snarest derefter.

Afdelingen anvender epidemiologiske metoder til at undersøge patientpopulationers prognose i bred forstand og beskæftiger sig med mange forskellige forsknings- og rådgivningsopgaver. Klinisk Epidemiologisk Afdeling publicerer ca. 230 videnskabelige artikler årligt.

Afdelingen har ca. 70 fuldtidsansatte medarbejdere, heriblandt 5 fuldtids- og 4 deltidsprofessorer, 6 overlæger, 25 biostatistikere og flere yngre læger, administrativt personale og ca. 25 ph.d.-og forskningsårs-studerende. Der er aktuelt ansat 7 forskellige nationaliteter i afdelingen.

Afdelingen har et tæt samarbejde med en række nationale og internationale partnere, ligesom afdelingen superviserer klinisk epidemiologisk forskning i Region Midtjylland. Der lægges derfor vægt på, at ansøgeren har gode samarbejdsevner, evner for koordinering og projektledelse samt forståelse for at arbejde med tidsfrister. Der er uddannelsesforpligtelse i forhold til læger og andre personalegrupper.

Funktion
Overlægen skal arbejde for at fremme den kliniske forskning i Region Midtjylland, blandt andet ved at etablere Datastøttecenteret, som skal assistere kliniske forskere i forskningsprojekter. Datastøttecenteret er en nyetableret murstensløs konstruktion, der skal understøtte den nationale satsning på området for ”personlig medicin” ved bedre og integreret brug af sundhedsdata/kliniske data og data fra bl.a. helgenomsekventering.

Centret ledes fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling, som ligeledes varetager sekretærfunktionen, med Molekylær Medicinsk Afdeling og Klinisk Genetisk Afdeling som to andre bærende søjler. Datastøttecenteret skal ligeledes skabe relationer og kontakter til andre afdelinger og enheder, som måtte være relevante for opgaveløsningen.

Udover ovenstående funktion forventes overlægen at deltage i afdelingens forpligtelser inden for forskning, undervisning og uddannelse.

Arbejdsopgaver i forhold til Datastøttecenteret

  • Etablering af Datastøttecenterets infrastruktur, herunder sekretariat med visitations- og modtagefunktion
  • Koordinere, udvikle og formidle i forhold til udvikling og udbredelse af personlig medicin i tæt sammenarbejde med Molekylær Medicinsk Afdeling og Klinisk Genetisk Afdeling og herved øge udbyttet af genomisk data i sammenhæng med andre kliniske data
  • Opbygning af datasæt og kohorter af høj kvalitet baseret på data fra bl.a. EPJ/PAS-system, laboratoriesystemer, receptdatabase, kliniske databaser, nationale registre, biobanker mv.
  • På tværs af involverede diagnostiske og kliniske aktører sikre, at der skabes stadigt bedre forudsætninger for afgivelse af koordinerede svar til klinikken
  • Bidrage til udviklingen af løsninger til klinisk beslutningsstøtte og øget anvendelse af kunstig intelligens og automatisering af arbejdsgange.

Arbejdsopgaver i forhold til forskning, undervisning og uddannelse

  • I samarbejde med afdelingens lærestolsprofessor udvikle forskningsprogrammer inden for klinisk epidemiologi
  • Medvirke i udvalgte projekter inden for afdelingens kontraktforskning
  • Selvstændigt udøve forskning inden for klinisk epidemiologi på internationalt niveau
  • Supervisere ph.-d.- studerende, speciale- og forskningsårs-studerende inden for klinisk epidemiologi
  • Undervise/uddanne medicinstuderende, læger og andre faggrupper, både internt og eksternt.

Overlægen er ansvarlig for Datastøttecenteret på delegation fra afdelingens ledende overlæge og referer desangående til den ledende overlæge. Hvad angår forskningsopgaver og undervisning, refererer overlægen til den kliniske lærestolsprofessor.

Ansøger skal have en solid forskningserfaring og gerne relevant ledelseserfaring.
Ansættelsen som overlæge kræver ph.d.-grad eller tilsvarende. Ansøgeren vil blive fagligt bedømt.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende autorisation.

Der er ingen vagtforpligtigelse.

Ansøger skal være villig til at lade sig lektorbedømme.

Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her og bedes udfyldt. Ansøgning, CV, øvrige bilag og skema til bedømmelse af de 7 lægefaglige kompetencer sendes via nedenstående link.

For yderligere oplysninger kan ledende overlæge, Rune Erichsen kontaktes på 8716 7212.

Ansøgningsfrist den 27. september 2020.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.