Overlæge med speciale i otoneurologi En stilling som overlæge til Audiologisk Klinik, Øre-, Næse- og Halskirurgi, er ledig til besættelse pr. 1. oktober 2019 eller efter aftale.

Dette job er udløbet
Lidt om Audiologisk Klinik
Øre-, Næse- og Halskirurgi består af et sengeafsnit (18 senge), en ambulant klinik og en Audiologisk Klinik. Den årlige aktivitet på afdelingen er ca. 36.000 ambulante besøg, heraf 16.400 i audiologisk regi.

På Audiologisk Klinik er der i alt ansat 42 medarbejdere, herunder en lægelig funktionsleder (overlæge, vakant), en klinikleder, 1 overlæge samt 2 afdelingslæger, 1,5 uddannelsesstilling på årsbasis, 11 audiologi assistenter samt 7 sekretærer og kontorassistenter. Det øvrige personale fordeler sig på flere stillingskategorier bl.a. magistre, teknikere, sygeplejerske og ingeniør.

På Audiologisk Klinik varetages audiologisk udredning og behandling af højtspecialiserede funktioner herunder børn og CI behandling. Klinikken varetager alle højtspecialiserede og regionale audiologiske behandlinger og varetager desuden otoneurologisk udredning og behandling for bl.a. svimmelhed. Klinikken varetager desuden behandling af patienter med kompliceret hørenedsættelse samt udredning og behandling af børn.

Afdelingens audiologiske klinik er beliggende på Peter Sabroes Gade, 8000 Aarhus C. Herudover har afdelingen lokale høreklinikker i Randers, Aarhus og Horsens, hvor der fortrinsvis foretages u komplicerede høreapparatsbehandlinger.

Overlægen refererer til afdelingsledelsen for Øre-, Næse- og Halskirurgi. Overlægen vil, i samarbejde med afdelingens øvrige speciallæger, deltage i Audiologisk Kliniks høreapparatsbehandlinger, de højt specialiserede funktioner indenfor audiologien herunder Cochlear Implant behandlingen, udredning og behandling af børn, otoneurologi samt BAHA/BAHS. Herudover vil overlægen indgå i et tæt samarbejde med det ørekirurgiske team om fælles patientforløb. Der vil desuden være udetjeneste på lokalklinkkerne i mindre omfang ca. 1-2 gange pr. måned. Det forventes, at overlægen er forsknings- og udviklingsorienteret og gerne med erfaring inden for otoneurologi og audiologi.

Vi søger en overlæge, som

  • er speciallæge i otorhinolaryngologi, med fagområde i audiologi
  • opfylder betingelserne for bedømmelse til en overlægestilling
  • bidrager til udvikling af patientforløb, herunder kvalitetssikring af behandlingen og patientinddragelse
  • har gode samarbejdsevner
  • har en anerkendende og åben tilgang til samarbejdet i klinikken
  • er loyal, ansvarlig og bidrager til et godt arbejdsmiljø i klinikken og i afdelingen
  • har interesse for/erfaring med forskning

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. Ansøgers kvalifikationer vil blive bedømt ud fra de 7 lægeroller. Skema kan hentes her. Det er et krav, at du har minimum 5 års ansættelse som speciallæge, jf. retningslinjer fra Region Midtjylland, for at kunne komme i betragtning til ansættelse som overlæge. Stillingen er vagtfri.

Det er en forudsætning for ansættelse, at der gives samtykke til indhentelse af børneattest.

Læs mere om Stillings- og funktionsbeskrivelse her.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til ledende overlæge Karin Lambertsen 7845 4080 eller på karilamb@rm.dk.

Ansøgningsfrist er den 20. juli 2019. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler i uge 35, 2019.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil omplaceringsramte medarbejdere, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.