Autoriseret psykolog til Team 1 for Ungdomspsykiatri (TUP1), Ungdomspsykiatrien i Gødstrup, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afd. Vil du være vores nye kollega?

Dette job er udløbet

Vi søger en erfaren psykolog med lyst og interesse i den ambulante ungdomspsykiatri, hvor hovedparten af arbejdet består i psykiatrisk udredning af unge.

I Ungdomspsykiatrien udreder og behandler vi unge fra 14 til 18 (21) år bredt, og i TUP 1 er der primært fokus på ADHD, autisme, OCD, angst og psykoser samt depression.

Vi varetager udredning og i mindre omfang terapeutisk behandling af komplekse psykiatriske problemstillinger på hovedfunktionsniveau.

I vores arbejde lægger vi vægt på, at vi hjælper, der hvor behovet er størst og er med til at gøre en forskel for de allermest syge unge og deres familier. Det er afgørende, at du har lyst til det udredende arbejde, da der henvises mange unge til vurdering/udredning.

Der er tale om en fast stilling på fuld tid i Team for Ungdomspsykiatri (TUP 1) i Gødstrup, dvs. 37 timer pr. uge med tiltrædelse pr. 01.06.23.

Arbejdstiden er placeret på hverdage inden for tidsrummet 7.30 til 18.00.

Afsnittet er beliggende på to matrikler, og stillingen er med fremmøde i Gødstrup.

I det samlede TUP1 arbejdes der vedvarende med harmonisering af tilbuddet til patienter og pårørende i tæt samarbejde med det andet ambulante ungdomspsykiatriske ambulatorium, TUP2.

Vi kan tilbyde et spændende og udfordrende arbejde med kompetente og engagerede kolleger i en organisation, der vedvarende er i udvikling og optaget af samstemning af tilbuddene på tværs i organisationen.

Ud over udrednings- og behandlingsarbejdet kan der være opgaver indenfor psykoedukation, supervision, daglig vejledning af psykologpraktikanter og ad hoc arbejdsgrupper med fagligt eller organisatorisk indhold.

Ligeledes samarbejder vi med – og giver sparring/rådgivning til netværket omkring patienten og familien, herunder PRR, socialforvaltning, skoler osv. Udover til netværksmøder bliver vi også kontaktet og bedt om at give vores vurdering, eller vi kontakter netværket for uddybende information.

Team for Ungdomspsykiatri består af læger, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere og sekretærer og vi lægger stor vægt på det tværfaglige samarbejde.

Ved ansøgningen vil der blive lagt vægt på:

  • at du er autoriseret psykolog eller godt på vej
  • at du har erfaring i forhold til udredende samtaler og psykologisk testning
  • at du har kendskab til og interesse for psykologiske/psykiatriske problemstillinger vedr. unge
  • at du har et godt overblik
  • at du har erfaring med at formulere dig skriftligt
  • at du er indstillet på dokumentation og administrativt arbejde som en del af arbejdet
  • at du har evne til at etablere en tillidsfuld kontakt
  • at du er fleksibel, evner at prioritere og kan arbejde selvstændigt
  • at du har gode formidlingsevner
  • at du har gode samarbejdsevner

Vi tilbyder dig:

  • en spændende og udfordrende stilling blandt dygtige kolleger i et tværfagligt team
  • god introduktion og mentorordning
  • muligheder for uddannelse/kurser, samt supervision tilpasset dit behov.
  • et højt fagligt niveau
  • godt kollegialt sammenhold og et godt arbejdsmiljø
  • et stort ledelsesmæssigt fokus på sammenhæng mellem opgaver og ressourcer

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomsten.

Du kan få flere oplysninger hos psykolog Sarah B. Rasmussen tlf. 20280982 eller ledende overlæge Susanne Tangelev tlf. 21835081, begge Team for Ungdomspsykiatri. Du kan læse mere om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på www.bua.rm.dk.

Ansøgningsfrist: d. 10.04.23

Samtaler afholdes: d. 18.04.23

Om Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (BUA)

BUA er en afdeling under Psykiatrien i Region Midtjylland. Vi varetager tværfaglig udredning og behandling af børn og unge fra 0-18 (21) år med psykisk sygdom og udviklingsforstyrrelse samt voksne med spiseforstyrrelser. I udredning og behandling inddrager vi også patientens familie, netværk, evt. andre hospitalsafdelinger og kommuner i regionen. 
BUA består af 8 kliniske afsnit fordelt i Skejby, Viborg og Gødstrup samt en forskningsenhed og et lægesekretærafsnit i Skejby. Den overvejende del af behandlingen sker ambulant. BUA dækker fire hovedområder: Småbørn, Skolebørn, Unge samt Spiseforstyrrelser. Personalet udgøres af læger, sygeplejersker, psykologer, pædagoger, socialrådgivere med flere. Afdelingen modtog i 2022 5.337 eksterne henvisninger og havde kontakt med omkring 10.000 unikke cpr.nr. Afdelingen havde i 2022 et nettobudget på godt 300 mio. kr. og pr. 1/1-2023 514,5 årsværk fordelt på 556 medarbejdere.

Søg stillingen via ”Søg job”-knappen