Hysterektomier udføres i dag oftere via kikkertkirurgi, og ifølge Dansk Hysterektomi og Hysteroskopi Databases årsrapport har de nået målet med, at 75 pct. af indgrebene skal være minimalt invasive.
Et kig på statistikkerne afslører, at udførelsen af hysterektomier på landsplan stadig har problemer på enkelte punkter. Bl.a. er den forebyggende antibiotika- og blodpropbehandling meget svingende mellem de forskellige hospitaler. Men ifølge årsrapporten handler det sandsynligvis mere om indberetning til databasen end om virkeligheden ude på afdelingerne. Antallet af komplikationer efter operation er det samme som sidste år, men det skyldes ifølge styregruppen for databasen, at man i disse år går fra traditionel kirurgi over til kikkert- og robotkirurgi.
I den forbindelse må der være en læringskurve, som skal overkommes, før resultater i form af færre komplikationer kan ses.
Vinderpladsen på behandlingsområdet hysterektomi skal deles mellem Viborg og Aalborg, der udfører over halvdelen af operationerne via kikkert og følgende har et lavt antal komplikationer.