Simon Husby
»Vi kan se en markant forøget risiko for hjertesvigt hos de patienter med lymfom, som har været i behandling med højdosis kemoterapi, og vi kan se, at den forhøjede risiko formentlig er livslang. Det kan være problematisk, når man behandler yngre patienter med lymfom. Heldigvis er der kommet flere nye behandlinger på markedet til lymfom, og dem skal man måske i højere grad skele til, når man skal behandle de patienter, som har den højeste risiko for hjertesvigt efter behandling med højdosis kemoterapi,« fortæller læge og ph.d. Simon Husby fra Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.Foto: Sybille Hildebrandt

Højdosis kemoterapi ved lymfom øger risikoen for senere hjertesvigt  Ny dansk forskning præsenteret på EHA finder, at nogle patienter, som har været i behandling for lymfom med højdosis kemoterapi, får permanente skader på hjertet og dermed forhøjet risiko for hjertesvigt resten af livet.

Et nyt dansk studie, der netop er blevet præsenteret fra på den årlige kongres for European Society of Hematology (EHA), viser, at højdosis kemoterapi som behandling til personer med lymfom kommer med en markant forhøjet risiko for hjertesvigt senere i livet.

Årsagen til den forøgede risiko for hjertesvigt er formentlig skader på hjertets celler, der lider under den hårde kemoterapibehandling.

Ifølge en af forskerne bag studiet er den forhøjede risiko for hjertesvigt heller ikke noget, som forsvinder igen.

»Vi kan se en markant forøget risiko for hjertesvigt hos de patienter med lymfom, som har været i behandling med højdosis kemoterapi, og vi kan se, at den forhøjede risiko formentlig er livslang. Det kan være problematisk, når man behandler yngre patienter med lymfom. Heldigvis er der kommet flere nye behandlinger på markedet til lymfom, og dem skal man måske i højere grad skele til, når man skal behandle de patienter, som har den højeste risiko for hjertesvigt efter behandling med højdosis kemoterapi,« fortæller læge og ph.d. Simon Husby fra Afdeling for Blodsygdomme på Rigshospitalet.

Alle danske lymfom-patienter med i studie

I studiet har forskerne analyseret data på 895 patienter, der har modtaget højdosis kemoterapi for lymfomer. Data kommer fra Det Danske Lymfomregister, LYFO, der dækker alle danske patienter med lymfomer. 

Forskerne har brugt data for patienter i perioden fra 2001 til 2017.

Forskerne har over en tiårig periode sammenlignet forekomsten af hjertesvigt hos undersøgelsesgruppen med en matchet gruppe på 4.400 danskere, som ikke var i behandling for lymfom.

Den gennemsnitlige alder i begge grupper var 57 år, 54 pct. var mænd, og undersøgelseskohorterne var også matchet i forhold til uddannelseslængde som en proxy for livsstil.

Syv gange forhøjet risiko for hjertesvigt

Resultatet af undersøgelsen viser, at lymfompatienter, der har været i behandling med højdosis kemoterapi, har syv gange forhøjet risiko for at få diagnosticeret hjertesvigt.

Overordnet set udviklede i omegnen af fem pct. af patienterne i undersøgelsen hjertesvigt.

Idet det er velkendt, at kemoterapi kan give hjertesvigt, sammenlignede forskerne også med en gruppe på 8.831 patienter med lymfom, der havde været behandlet med normaldosis kemoterapi.

Her fandt de, at risikoen for hjertesvigt fortsat var dobbelt så høj i gruppen af patienter, som havde været i behandling med højdosis kemoterapi.

»Det er problematisk, da det ofte drejer sig om yngre patienter, og vi som udgangspunkt sigter efter en kurativ behandling,« siger Simon Husby.

Dog fortæller forskeren også, at risikoen for hjertesvigt var højest hos ældre patienter og hos mænd.

Laver permanente skader på hjertet

Simon Husby forklarer, at resultatet af forskningen kommer med flere perspektiver.

For det første er det ifølge forskeren et interessant fund, fordi der faktisk er andre behandlingsmuligheder end højdosis kemoterapi til patientgruppen. Det drejer sig blandt andet om CAR-T-celleterapi eller bispecifikke antistoffer.

»Vi regner ikke med, at de er lige så hårde ved hjertet, så til patienter med høj risiko for hjertesvigt, eksempelvis en ældre mand, kan man måske fremover skele til nogle af de andre behandlingsmuligheder,« siger Simon Husby.

Forskeren påpeger, at de nye behandlinger endnu ikke er godkendt i Danmark, men forventes at blive taget i brug inden for en overskuelig årrække. 

»Højdosis kemoterapi er stadig en god behandling, som kurerer mange patienter for deres lymfom, men er ikke en ufarlig behandling, hvilket dette studie viser,« siger Simon Husby.

Skriv kommentar