Ny forskning peger på, at tilfælde af depression og angst blandt patienter med leddegigt er korreleret med sygdommens aktivitet i det første år.
»Disse resultater bekræfter, at både depression og angst forekommer som komorbiditeter på samme tid som en diagnose med leddegigt. Det er interessant at se, at ændringen i graden af angst og depression desuden ser ud til at køre i tandem med sygdommens aktivitet over tid, hvilket kræver yderligere undersøgelser,« fortæller professor Thomas Dörner, der er formand for Abstract Selection Committee, EULAR, i en pressemeddelelse.
Det nye forskningsresultat er blevet offentliggjort på en konference for European League Against Rheumatism (EULAR) i Amsterdam.
Depression og inflammationer hænger sammen
I studiet har forskerne undersøgt data fra 848 patienter med leddegigt, og resultatet viser en signifikant reduktion i angst fra 19 pct. til 13,4 pct. og depression fra 12,2 pct. til 8,2 pct. et år efter en diagnose med sygdommen. Faldene i angst og depression fulgte et fald i sygdommens aktivitet. Både depression- og angst-scoren havde signifikant korrelation med sygdoms-scoren både ved diagnosetidspunktet, efter 6 måneder og efter 12 måneder. I tillæg var ændringer i sygdoms-scoren også signifikant korreleret med ændringer i både depressions- og angst-scoren ved målinger efter både 6 og 12 måneder.
Forskerne lavede en statistisk analyse for at sætte fokus på den potentielle association mellem depression og angst samt flere variabler til hvert måletidspunkt. Da de kiggede på angst-scoren, fandt de statistisk association ved tidspunktet for diagnosen mellem scoren og kvinder, ung alder og PGA (global assessment score). Ved 6 og 12 måneder fandt de en signifikant association mellem angst-scoren, lavt BMI og PGA. Da de kiggede på depression, fandt de en signifikant association ved tidspunktet for diagnosen mellem depressions-scoren og PGA. Ved 6 og 12 måneder var depressions-scoren signifikant associeret med PGA og c-reaktive protein-niveauer.
»Vores resultater viser flere forskellige associationer med både socioøkonomiske og andre variabler. Mest interessant er koblingen mellem depression, men ikke angst, og c-reaktive protein-niveauer, der er en blodmarkør for inflammationer. Det understøtter den store mængde beviser for et link mellem depression og inflammationer,« siger studiet førsteforfatter, George Fragoulis fra University of Glasgow, i pressemeddelelsen.