Syfilis, tuberkulose, elefantiasis, psoriasis og herpes.
Et overvældende — og til tider grusomt — syn af den ene alvorlige hudsygdom efter den anden rammer dig, når du knirker dig frem ad trægulvet i Musée des moulages, det lille parisiske museum for dermatologiske voksstøbninger, der er tilknyttet Saint-Louis-hospitalet.
Bag gamle, men velpudsede, glasmontrer fremstår ansigter med bylder på størrelse med knyttede næver. Fødder og hænder, der ligner ét stort sår. Og flere tusinde sjældne sygdomstilfælde, som patienter for over 100 år siden konsulterede lægerne med på dette parisiske hospital specialiseret i hudsygdomme.
Museumssalen består af to etager, hvoraf førstesalen minder om en stor balkon. I hvert hjørne er bygget en smal vindeltrappe, så man frit kan bevæge sig mellem de to niveauer.
Det føles nærmest som at være i en lille tidslomme, når man falder i staver over den ene sygdomsramte kropsdel efter den anden, og dette museum afspejler da også langtfra nutidens højteknologiske måder at affotografere og computerafkode sygdomme og lidelser på. Men netop deri ligger fascinationen.
Dermatologiske detaljer
Museet blev opført i 1889 og befinder sig stadig den dag i dag i et lille hus for sig selv i hjørnet af det store hospitalsareal.
Det er ikke blot på grund af den store samling på knap 5.000 voksstøbninger, at museet betegnes som dermatologiens mest betydningsfulde, men den detaljerede måde, hvorpå de mange afstøbninger er blevet lavet, fungerede i flere årtier som undervisningsmateriale for de franske lægestuderende.
Her fik de således mulighed for at nærstudere hudsygdomme i deres mest realistiske form: centimetertykke herpessår, hudens farvetransformation, når den rammes af infektioner, og et hav af unikke sygdomstilfælde, som langt de færreste læger bliver stillet over for den dag i dag.
»Saint-Louis er det eneste hospital, der har så imponerende en samling,« fortæller Christine Bergault, der er daglig leder af museet, og som ligeledes står for omvisningerne.
Hun er en veltalende fransk dame, klædt i hvid kittel og sorte ballerinasko med en lille hæl på. De giver genlyd i hele salen, når hun bevæger sig rundt mellem udstillingsvinduerne og fortæller om museets historie.
Fra frugter af papmaché til voksfigurer
Det er især én mand, der står bag størstedelen af samlingen: kunstneren Jules Baretta. Han var egentlig specialiseret i at forme frugter i papmaché, men da Charles Lailler, lægen og idémanden bag Musée des moulages, i midten af 1860’erne fik øje på Barettas kunstneriske talent, hyrede han ham til at forme patienternes lidelser i voks.
»Patienterne kom til konsultation, og hvis lægen fandt deres sygdomstilfælde påfaldende interessant, sendte han bud efter Baretta, der havde sit eget lille atelier i bygningens loftsrum,« fortæller Christine Bergault.
Baretta støbte sin første figur i 1867, og i løbet af få år opnåede den talentfulde voksmager stor anerkendelse i den dermatologiske verden. Han nåede at producere over 2.000 afstøbninger, inden han døde i 1923.
Hvordan han helt konkret lavede sine afstøbninger, ved man dog ikke. Den hemmelighed holdt Baretta for sig selv. Det menes dog, at kunstneren først benyttede sig af en gipsmodel, der derefter kom i en blanding af bivoks og harpiks, der blev støbt i ovnen ved 200 grader og til sidst nøje farvebelagt.
Fransk historisk stolthed
Efter Barettas død fortsatte produktionen frem til 1958. I dag er vokssamlingen kategoriseret som en del af Frankrigs historiske monumenter, og museet er ligeledes i gang med at indsamle fotografier af voksfigurerne på en digital database.
Cirka halvdelen af samlingen er i dag blevet affotograferet, men digitaliseringsarbejdet er ikke kommet videre siden 2010.
Når det kommer til stykket, fortjener disse dermatologiske kunstværker — disse menneskeskæbner — dog også at blive oplevet i virkeligheden. Ikke gennem en computerskærm.
