Den danske gråzone Den væsentligste forskel på den danske og hollandske situation er formentlig ikke, hvilke patienter der får dødshjælp, men hvilken form for dødshjælp de får, og hvilken grad af åbenhed det sker under

DAGENS MEDICIN SKREV i sidste uge om den såkaldte Groningen Protokol, der er et oplæg til aktiv dødshjælp på meget syge børn. I et interview i BMJ (12. marts 2005) beretter børnelægen Eduard Verhagen fra Universitetshospitalet i Groningen i Holland, hvad der satte ham i gang.

Det var en klassisk historie. Et nyfødt barn viste sig at have den uhelbredelige hudsygdom epidermolysis bullosa, der får huden til at falde af med svære smerter og stor risiko for sepsis og død til følge.

Ingen regnede med, at barnet ville overleve længe. Forældrene ønskede ikke, at det skulle lide unødigt. Den offentlige anklager ville imidlertid ikke udelukke en straffesag, hvis lægerne udførte medlidenhedsdrab på barnet. Verhagen besluttede derfor, at han ikke kunne hjælpe. Et år senere døde barnet af en infektion.

MEN EPISODEN FØRTE til, at Verhagen forfattede det, der nu er kendt som Groningen Protokollen. Den angiver, under hvilke helt særlige og tragiske omstændigheder man som læge kan give et barn en dødelig indsprøjtning: Sygdommen skal være uden behandlingsmuligheder, lidelserne ubærlige og lindring kun mulig ved, at barnet dør.

Groningen Protokollen er ? set fra et bestemt synspunkt ? en naturlig videreførelse af den praksis vedrørende aktiv dødshjælp, som i årevis har været gældende i Holland. Her er det ? groft sagt ? muligt for en læge at udføre aktiv dødshjælp på udtrykkelig begæring af en patient, hvis patientens sygdom er uhelbredelig, alvorlig og uden mulig lindring.

DEN HOLLANDSKE HOLDNING til aktiv dødshjælp kan forekomme så kontroversiel, at de afgørende ligheder og forskelle tabes af syne.

Hverken i Danmark eller Holland tilstræber nogen, at patienter holdes i live for enhver pris. Ingen ønsker, at liv skal forlænges, når lidelsen er ubærlig, og lindring og helbredelse umulig. I Danmark håndteres denne situation med forskellige former for passiv dødshjælp, når dette er muligt. Behandlinger, der alene forlænger lidelserne, bringes til ophør, eller de sættes ikke i gang. Smertestillende midler ordineres, også selvom de kan virke livsforkortende.

Dette må nødvendigvis siges med det forbehold, der har at gøre med en afgørende forskel på Danmark og Holland. I Holland er der en langt højere grad af offentlig kontrol med og indsigt i, hvad der forekommer af tilfælde af dødshjælp ? både aktiv og passiv. Det hænger naturligvis sammen med, at de former for aktiv dødshjælp, der i en del år har være de facto legaliseret under meget kontrollerede omstændigheder i Holland, formentlig vil blive retsforfulgt i Danmark.

KONSEKVENSEN ER, AT der næppe er nogen, der har overblik over, hvad praksis i Danmark er, hverken hvad angår egentlig aktiv dødshjælp på begæring eller det, der ligger mere i gråzonen til det lovlige.

Jeg tror ikke, at man skal betvivle, at personalet forsøger at håndtere ufatteligt svære situationer på meget menneskelige måder. Det ændrer ikke på, at meget er uvist. Det er f.eks. svært at gøre op, i hvilket omfang patienter eller pårørende inddrages i disse end-of-life-decisions, ligesom det er vanskeligt at sige, hvornår videre behandling skønnes udsigtsløs, og hvem der træffer sådanne beslutninger.

EKSEMPLET OVENFOR VISER, at der utvivlsomt er tilfælde, hvor alle ønsker, at naturen træder hjælpende til og muliggør passiv dødshjælp, men hvor den ikke gør det. Her ville legal aktiv dødshjælp gøre en forskel.

Men derudover er den væsentligste forskel på den danske og hollandske situation formentlig ikke, hvilke patienter der får dødshjælp, men hvilken form for dødshjælp de får, og hvilken grad af åbenhed det sker under.

Klemens Kappel, Lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, afdeling for filosofi, Københavns Universitet, medlem af Det Etiske Råd

Skriv kommentar