Dårlig søvn
Dårlig søvn kort søvn (under 6 timer), mangel på dyb søvn og omvendt døgnrytme er alle faktorer, der har en negativ effekt på insulinfølsomheden, viser nyt studie.Foto: Colourbox

Dårlig søvn nedsætter kroppens insulinfølsomhed For lidt søvn, for dårlig søvn og søvn på det forkerte tidspunkt af døgnet nedsætter alt sammen kroppens potentiale for optag af sukker fra blodet, viser nyt dansk studie. Dårlig søvn kan formentlig øge risikoen for at udvikle diabetes, siger forsker.

Søvn bør på samme måde som kost og motion være en del af anbefalingerne til at forebygge blandt andet type 2-diabetes og overvægt.

Vi kan i hvert fald se, at dårlig søvn påvirker insulinfølsomheden

Nina Sondrup, cand.scient. og forsker

Det indikerer et nyt dansk studie, hvor forskerne har fundet, at forskellige former for dårlig søvn nedsætter kroppens insulinfølsomhed.

Når insulinfølsomheden bliver nedsat, har kroppen sværere ved at optage sukker fra blodet, og det kan lede til udvikling af blandt andet type 2-diabetes.

Ifølge den ledende forsker bag studiet bør søvn prioriteres højere i anbefalingerne, end det er tilfældet i dag.

»I Danmark har vi haft fokus på de såkaldte KRAM-faktorer, altså kost, rygning, alkohol og motion, men måske bør KRAM udvides til KRAMS-faktorer, fordi vi kan se, hvor stort potentiale dårlig søvn har i forhold til risikoen for at udvikle blandt andet type 2-diabetes,« fortæller cand.scient. Nina Sondrup, der lavede forskningen i forbindelse med sit speciale på Københavns Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.

Forskningen, som Nina Sondrup har gennemført under vejledning af professor Anne Raben og postdoc Jonas Salling Quist, er offentliggjort i Sleep Medicine Reviews.

Undersøgte forskellige former for søvn

Tidligere har forskning vist, at kort søvn og regelmæssigt natarbejde er forbundet med øget risiko for at udvikle type 2-diabetes og svær overvægt.

Disse undersøgelser, som har indikeret en kobling mellem søvn og kroppens glukosestofskifte, har dog været observationelle og kan på den måde ikke sige noget om årsagssammenhænge.

I det nye studie gjorde forskerne derfor det, at de i et systematisk review samlede 35 tidligere publicerede, kontrollerede lodtrækningsforsøg vedrørende søvn og insulinfølsomhed.

Alle studierne er manipulationsstudier, hvor forskerne på forskellige måder har ødelagt den gode søvn og målt på effekten af den dårligere søvn på insulinfølsomhed, som blev målt ved flere forskellige metoder.

I studierne undersøgte forskere blandt andet:

  • Om forkortet søvnlængde på under seks timer havde betydning for insulinfølsomheden
  • Om mangel på dyb søvn havde betydning for insulinfølsomheden
  • Om manglende REM-søvn havde betydning for insulinfølsomheden
  • Om afbrudt søvn havde betydning for insulinfølsomheden
  • Om omvendt døgnrytme, altså hvor folk sov om dagen og var vågne om natten, svarende til natarbejde, havde betydning for insulinfølsomheden

»Rigtig mange mennesker sover for lidt eller for dårligt, og derfor er det interessant at undersøge, hvilken betydning det har for deres helbred,« siger Nina Sondrup.

Ødelagt søvn skader insulinfølsomheden

Resultatet af undersøgelsen viser, at kort søvn (under 6 timer), mangel på dyb søvn og omvendt døgnrytme alle har en negativ effekt på insulinfølsomheden.

Nina Sondrup hæfter sig blandt andet ved, at ‘forkortet søvn’ betyder, at man blot skal sove mindre end seks timer om natten, hvilket rigtig mange mennesker gør.

På samme måde viser studiet, at det at have en omvendt døgnrytme på grund af eksempelvis skifteholdsarbejde og arbejde om natten også sænker insulinfølsomheden.

Derimod fandt forskerne ingen effekt på insulinfølsomheden ved afbrudt søvn eller ved mangel på REM-søvn.

»Vi ser en klar effekt ved nogle former for suboptimal søvn, men det er op til fremtidige studier at finde ud af, om det så også er klinisk relevant. Men vi kan i hvert fald se, at dårlig søvn påvirker insulinfølsomheden,« siger Nina Sondrup.

Mangel på søvn stresser kroppen

Skal Nina Sondrup komme med en mulig forklaring på sammenhængen, peger hun på, at forskerne bag studierne også fandt en stigning i mængden af kortisol i blodet hos de forsøgspersoner, der havde fået ødelagt deres søvn.

Kortisol er et stresshormon, og det peger på, at manglende søvn leder til et stressrespons i kroppen, hvilket kan påvirke insulinfølsomheden.

Det har studier på dyr også vist.

»Det interessante er også, at vi ser effekten hos raske voksne. Så er det tankevækkende, hvad dårlig søvn så kan betyde for personer med prædiabetes eller type 2-diabetes,« siger Nina Sondrup.

Skriv kommentar