Læge til introduktionsstilling i samfundsmedicin i Tilsyn og Rådgivning Øst (etårig stilling)

Dette job er udløbet

Er du nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og administrativ medicin? Så tilbyder vi en introduktionsstilling, hvor du får mulighed for at bruge din lægefaglighed i et samfundsmedicinsk perspektiv. 

Om Tilsyn og Rådgivning Øst 
Vi er en stor sundhedsfaglig enhed med ca. 90 medarbejdere, herunder læger, sygeplejersker, ergo- og fysioterapeuter, tandlæger, folkesundhedskandidater og andre akademikere samt administrativt personale.

Vi fører tilsyn med behandlingssteder og autoriserede sundhedspersoner. Vi varetager opgaver i relation til samfundets beredskab og yder sundhedsfaglig rådgivning til andre myndigheder og sundhedspersoner vedrørende bl.a. anmeldelsespligtige smitsomme sygdomme, miljøforurening, retslægelige ligsyn, trafikmedicin mm.

Vi har et tæt samarbejde med styrelsens øvrige enheder, herunder den tilsvarende enhed Tilsyn og Rådgivning Vest og den sundhedsjuridiske enhed. Vi er en velfungerende uddannelsesafdeling for speciallægeuddannelsen i samfundsmedicin, og har løbende 5 læger ansat i introduktions- og hoveduddannelsesstillinger.

Dine primære arbejdsopgaver 
Som læge i introduktionsstilling får du efter grundig oplæring opgaver inden for en bred vifte af enhedens områder.

Opgaverne vil typisk omfatte:

  • telefonvagter, hvor du håndterer henvendelser fra andre myndigheder og sundhedspersoner om bl.a. sundhedsfaglige og sundhedsjuridiske spørgsmål, tilfælde af smitsomme sygdomme, spørgsmål til kørekortsager, miljøforurening og beredskabshændelser
  • retslægelige ligsyn i samarbejde med politiet – samt eventuel opfølgning på disse
  • oplysningssager, hvor du indhenter og gennemgår materiale, som fx journaler, mhp. vurdering af, om der er en bekymring for patientsikkerheden
  • tilsynsaktiviteter, hvor du deltager i udgående tilsyn på behandlingssteder og/eller i samtaler med sundhedspersoner
  • andre opgaver, afhængigt af dine ønsker og kompetencer

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du er uddannet læge og har gennemført den kliniske basisuddannelse. Vi ser også gerne, at du har erfaring fra yderligere ansættelser i sundhedsvæsenet.

Du er nysgerrig på det samfundsmedicinske speciale og arbejdet med administrativ medicin, er god til at samarbejde og trives i et travlt og tværfagligt miljø.

Derudover er det en fordel, hvis du har:

  • interesse for og erfaring med et eller flere af enhedens arbejdsområder
  • interesse for og erfaring med organisatoriske lægelige opgaver
  • interesse for sundhedsjuridiske problemstillinger
  • gode kompetencer inden for it

Vi tilbyder
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din lægefaglighed i et bredere samfundsmedicinsk perspektiv. Et udfordrende arbejde, hvor du lærer at agere som en myndighed og navigere i feltet af andre statslige, regionale og kommunale myndigheder. Et lærerigt arbejde, hvor du kan tilegne dig samfundsmedicinske, organisatoriske og sundhedsjuridiske kompetencer af relevans.

Du bliver en del af et aktivt tværfagligt miljø, hvor du i tæt samarbejde med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for at udforske dit potentiale inden for det samfundsmedicinske speciale. Enheden er præget af et godt læringsmiljø med god mulighed for supervision og feedback både fra den øvrige lægegruppe og fra andre faggrupper. Vi sørger for god oplæring, herunder bred introduktion og en række relevante interne uddannelsesdage. Derudover er der mulighed for besøg på andre uddannelsessteder inden for samfundsmedicin. Du får en fleksibel arbejdsdag, hvor du får mulighed for selv at tilrettelægge dit arbejde i vidt omfang.
Vi er derudover en arbejdsplads der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Du bliver omfattet af en flekstidsaftale, en gratis kaffe- og frugtordning, gode træningsfaciliteter, og så har vi en god kantine og en smuk beliggenhed. Derudover har vi en aktiv personaleforening og en kunstforening sammen med Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen. Det er muligt at tilmelde sig p-pladsordning.

Om ansættelsen
Ansættelsen er på fuld tid. Stillingen er en vagtfri et-årig introduktionsstilling og dermed tidsbegrænset til den. 30. oktober 2025. Tiltrædelse ønskes pr. 1. november 2024 eller efter aftale.

Den fysiske adresse er Islands Brygges 67, 2300 København S.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og Foreningen af Yngre Læger.

Ansøgningsfrist er den 30. august 2024.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til uddannelsesansvarlig overlæge Marianne Søborg Nielsen, tlf. 7222 9219 eller enhedschef, overlæge Bente Møller tlf. 2927 4710.

Er du interesseret?
Klik på “Søg job” og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler afholdes den 4. september 2024.

Du kan læse mere om os på www.stps.dk.

Generelt om styrelsen
Styrelsen for Patientsikkerheds vision er et trygt sundhedsvæsen. Det skal være trygt at være i sundhedsvæsnet – både for patienter og sundhedspersoner.Vi udsteder autorisationer til sundhedsvæsenets 19 forskellige faggrupper og sikrer, at de opfylder de kvalitetskrav, som vi i Danmark stiller til vores sundhedspersoner. Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner. Vi administrerer rapporteringssystemet for utilsigtede hændelser i sundhedsvæsnet og udarbejder læringsmaterialer. Vi yder sundhedsfaglig og sundhedsjuridisk rådgivning til sundhedsvæsenets aktører. Vi rådgiver kommuner, regioner og andre myndigheder i bl.a. miljøsager. Vi foretager retslægelige ligsyn sammen med landets politikredse. Og vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.

Vi er ca. 360 medarbejdere og har herudover tilknyttet en række sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Taulov, Randers og på Færøerne.Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.