Jeg er praktiserende læge i Gellerup, et af landets mest udsatte boligområder. Mit ansvar er at sikre behandling af høj kvalitet. Det sætter vi som klinik en ære i. Vi bruger gerne dag, aften og weekend på at nå i mål.
Det engagement er ikke unikt. Det er normen i dansk almen praksis. Vi ejer, leder og driver klinikkerne. Modellen er skabt af og skaber ildsjæle, og har gjort det gennem mere end 50 år. Det er fundamentet for, at vi bliver et helt arbejdsliv i den samme klinik, og udvikler os til specialister i lige netop vores patientpopulation.
Jeg elsker mit arbejde. Men nu er kærligheden truet. Modellen er under angreb, og jeg frygter for mit speciales fremtid.
Høj effektivitet
Man skulle ellers tro, at et sådant engagement var enhver økonoms våde drøm. Omkostningseffektiviteten bliver enorm, når arbejdstid og ansvarsfølelse er principielt ubegrænset.
Almen praksis står for langt størstedelen af alle patientkontakter – og det til under 10 pct. af sundhedsvæsenets samlede udgifter. Hvis vi blot henviser en pct. mere til sygehusene, kan det drukne dem.
Det kan tilsyneladende få nogle politikere til at ryste. Så vigtig og effektiv en brik, tør man ikke overlade alene til fagkundskab og lokal ledelse. Men politikerne har ikke forstået, at man dermed smadrer selvsamme effektivitet.
Magten kvæler musen
Politikerne fornemmer, at dansk almen praksis har en særlig rolle både nu og fremover. Men som Lennie i John Steinbecks roman ‘Mus og mænd’, der i sin fascination af den bløde mus ender med at kvæle den, er man nu politisk ved at kvæle den almen praksis, man faktisk holder af.
Almen praksis’ selvbestemmelse er ikke et problem der skal løses, men et fundament der skal bevares, og en kilde til potentiel endeløs ansvarlighed og drivkraft.
Lykkedes det for magthaverne at ødelægge vores model, kan jeg som læge se frem til kortere arbejdsdage, mindre ansvar, og formentlig samme indtjening. Det vil nok glæde min familie. Men det er ikke mit eget ønske. Og det er slet ikke det, mine patienter har brug for, særligt ikke de mest syge.
Så det paradoksale spørgsmål er: Vil man virkelig ofre fundamentet for sundhedsvæsenets kvalitet for kontrollens egen skyld?
